Byggeaffald skal anmeldes
I Danmark genanvender vi store dele af vores bygge- og anlægsaffald, men hvis affaldet ikke håndteres rigtigt, risikerer du at sprede miljøfarlige stoffer, som kan skade dig og dine nærmestes sundhed og vores fælles miljø og natur. F.eks. kan PCB fra forurenet og usorteret affald blive spredt, når affaldet genanvendes og nyttiggøres i forbindelse med andre bygge- og anlægsprojekter og uden, at man har kendskab til det.
For at komme problemet til livs er der lavet regler for anmeldelse af byggeaffald. Reglerne betyder, at du som bygherre skal anmelde dit byggeaffald til kommunen to uger inden, du begynder at rive ned eller at renovere. Miljøbeskyttelsesloven, affaldsbekendtgørelsen og restproduktbekendtgørelsen udgør regelgrundlaget for håndtering af bygge- og anlægsaffald.
Anmelderreglerne gælder for alle byggeprojekter, der opfylder ét af disse kriterier:
- Du har mere end ét ton affald
- Bygningen eller den del af bygningen, der nedrives eller renoveres, er mere end 10 m2.
- Bygningen er opført eller renoveret i perioden mellem 1950 og 1977, skal anmeldelsen suppleres med en screening og evt. en kortlægning for PCB, tungmetaller og asbest.
Se vores tjekliste og guide til, hvilke byggematerialer der kan genbruges eller genanvendes, og dermed er en hjælp til, hvordan du udfylder anmeldeskemaet, nederst under "Bilag". Skemaet til at anmelde dit affald ligger under ”Læs også".
Hvem har ansvaret for byggeaffaldet?
Det er bygherren, det vil sige også dig som ejer af bygningen, der har pligt til at anmelde dit bygge- og anlægsaffald til kommunen. Som bygherre er det også overordnet dit ansvar at sørge for, at byggeaffaldet bliver sorteret efter gældende regler. Hvis du ikke selv kører affaldet væk og får det kørt væk af en transportør, skal du sikre at transportøren er registreret i Affaldsregisteret. Du skal blot søge på transportørens CVR nr. og kontrollere at firmaet er registreret.
Men vær opmærksom på, om dit affald er farligt affald. I så fald skal det sorteres og håndteres på særlig vis jf. Affaldsbekendtgørelsen og anvisningen fra genbrugspladsen.
Du har mulighed for at give fuldmagt til en rådgiver, entreprenør/nedriver eller håndværker til at udføre arbejdet, inklusiv ansvaret for at anmelde byggeaffaldet til Svendborg Kommune.
Svendborg i en cirkulær økonomi/Svendborg uden affald
I Danmark og EU ønsker man at genbruge mest muligt. Affald er en ressource, som både kan mindske økonomiske udgifter for samfundet, spare på udnyttelsen af råstoffer og opnå et bæredygtigt brug af vores begrænsede ressourcer. Derfor har regeringen lanceret planen ’Danmark uden affald’.
I byggeriet kan der genbruges, genanvendes og nyttiggøres mange materialer, men det kan ikke undgås at der forefindes miljø- og sundhedsskadelige stoffer i særligt ældre bygninger. I Svendborg følges affaldshierarkiet, hvor man prioriterer direkte genbrug først og deponi som sidste udvej.
- Affaldsforebyggelse/direkte genbrug er at begrænse affaldsmængden i alle led, såvel i produktionsvirksomheder som i husholdninger. Genbrug af produkter direkte uden forarbejdning skaber heller ikke affald. I byggeriet betyder det helt konkret, at f.eks. tegl bruges til et nyt tag eller at mursten genbruges til nyt byggeri.
- Forberedelse til genbrug er, når produkter forberedes, således at de kan genbruges uden anden forbehandling. Genbrug er, når produkter bruges igen til samme formål, som de var udformet til.
- Genanvendelse er, når affaldsmaterialer forarbejdes om til produkter, materialer eller stoffer, der kan anvendes som erstatning for jomfruelige produkter.
- Nyttiggørelse er, når affaldet opfylder et nyttigt formål ved at erstatte anvendelsen af andre materialer, der ellers ville være blevet anvendt til at opfylde en bestemt funktion. Affaldet kan også blive forberedt med henblik på at opfylde en funktion.
- Bortskaffelse er, når affaldet ikke opfylder et nyttigt formål.
På Videncenter for cirkulær økonomi i byggeriet kan du læse mere om hvordan du skal forholde dig til bygge og anlægsaffaldet ved nedrivning og renovering.
Du kan læse mere om affaldsfraktioner og håndteringen af disse på Miljøstyrelsens hjemmeside.