Foto fra tale til prisoverrækkelsen

Festlig fejring af frivillige med overrækkelse af priser

Lørdag var næsten 260 frivillige fra det frivillige sociale område samlet i Midtbyhallen til fejring af frivilligheden. Senior-, Social- og Sundhedsudvalget var vært for fejringen. Stemningen var i top og højdepunktet var prisoverrækkelsen. Svendborg Kommunes to priser til det frivillige sociale område gik til Ådalens Venner på Ådalen Plejecenter, der modtog FrivilligSocialPrisen og til John Olsen, formand for Frivilligcenter og Selvhjælp Svendborg og Demensbyens Støtteforening, der modtog RespektPrisen. Handicaprådet i Svendborg overrakte også deres Handicappris. Den gik til Stenstrup Super Stars, Stenstrup IFs LykkeLiga håndboldhold.

Dagen bød ud over prisoverrækkelser på taler, smuk korsang, dejlig mad og mange gode snakke rundt ved bordene og formand for Senior-, Social- og Sundhedsudvalget Hanne Klit takkede alle for deres frivillige engagement.

-Der er ingen tvivl om, at alle frivillige skal have et kæmpe stort skulderklap. Priserne er den særlige anerkendelse, vi er glade for at kunne overrække. Fejringen er en god anledning til at mødes med de frivillige og få sagt, tak for indsatsen. Det er fantastisk at mærke deres engagement og høre om deres arbejde. Jeg har stor respekt for det frivillige arbejde og ved, at det kommer mange mennesker til gavn, siger udvalgsformand Hanne Klit.

Anne Katrine Olsen og Johan Emil Sevelsted fra udvalget stod for overrækkelsen af FrivilligSocialPrisen og RespektPrisen. De fik på fineste vis afsløret de to prismodtagere.

I begrundelsen for indstillingen af Ådalens Venner til FrivilligSocialPrisen stod der bl.a. ”Siden Ådalens Venner er blevet stiftet, er der bare sket meget for plejecentrets beboere. De er guld værd. Fantastisk, at der findes så dejlige energiske mennesker som dem”. Ådalens Venner laver aktiviteter for beboerne, der skaber liv og livsglæde. De har med stor succes søgt midler til både aktiviteter og anskaffelse af bl.a. en rickshaw.

I begrundelsen for indstillingen af John Olsen, formand for Frivilligcenter og Selvhjælp Svendborg og Demensbyens Støtteforening, til RespektPrisen stod der bl.a., at ”John er en meget energisk formand. Han varetager sin rolle som formand meget seriøst. Han kommer velforberedt til alle møder og sætter sig grundigt ind i alt, hvad der vedrører de foreninger, han er formand for”. John har igennem mange år varetaget formandsposten i Demensbyens Støtteforening og senest i Frivilligcenter og Selvhjælp Svendborg. Begge steder har han været med til at understøtte udvikling og visionære projekter.  

Yderligere oplysninger:

  • Formand for Senior-, Social- og Sundhedsudvalget Hanne Klit. Telefon: 24 96 91 41
  • Brobygger på frivilligområdet Bodil Kristensen. Telefon: 24 76 00 49