Foto fra frivilligfest

Festlig fejring af frivillige med overrækkelse af priser

Stemningen var festlig og rigtig god i Tåsinge Hallen i aftes, da flere end 330 frivillige fra det frivillige sociale område blev fejret og hyldet. Senior-, Social- og Sundhedsudvalget i Svendborg Kommune var vært og udvalgsformand, Hanne Klit takkede alle de frivillige for deres fantastiske og værdifulde arbejde. Der var bobler, taler, underholdning, dejlig mad og mange gode snakke rundt ved bordene. Aftenens højdepunkt var overrækkelsen af de to priser til området. FrivilligSocialPrisen blev modtaget af Vildmandsforeningen og Ole Henriksen, formand for Natteravnene Svendborg, modtog RespektPrisen. Inden afsløringen af årets prismodtagere blev alle de indstillede kandidater til priserne hyldet.

- De to priser er en særlig anerkendelse, men der er ingen tvivl om, at alle frivillige skal have et kæmpe stort skulderklap. Fejringen er en god måde at få sagt, tak for indsatsen, til alle de frivillige. Det er fantastisk at være sammen og mærke deres engagement. Jeg har stor respekt for deres arbejde og ved, at det kommer mange mennesker til gavn, siger Hanne Klit, formand for Senior-, Social- og Sundhedsudvalget, Svendborg Kommune.

Anne Katrine Olsen og Johan Emil Sevelsted fra Senior-, Social- og Sundhedsudvalget stod for prisoverrækkelsen. De fik på fineste vis afsløret de to prismodtagere. I begrundelsen for indstillingen af Vildmandsforeningen til FrivilligSocialPrisen stod der bl.a. ”Siden 2017 har frivillige i foreningen ydet en fantastisk indsats for at støtte mænd, som er eller har været ramt af alvorlig sygdom”. Vildmandsforeningen er for mænd, der har eller har haft en diagnose på en alvorlig sygdom som KOL, cancer, hjerte-lungesygdom, stress, udbrændthed, diabetes eller andet. Mændene mødes i et fællesskab med naturen som omdrejningspunkt. I begrundelsen for indstillingen af Ole Henriksen, formand for Natteravnene, til RespektPrisen stod der bl.a., at ”Ole arbejder med stor ihærdighed for, at Natteravnene Svendborg får et centralt sted, hvor de unge mennesker i nattelivet kan henvende sig, hvis de har brug for hjælp”. Natteravnene kendes på deres karakteristiske gule jakker og går i det offentlige rum i byens natteliv, for at være der for de unge mennesker. De er en ekstra tryghed for de unge, når de færdes i nattelivet.

Yderligere oplysninger:

  • Formand for Senior-, Social- og Sundhedsudvalget Hanne Klit. Telefon: 24 96 91 41
  • Brobygger på frivilligområdet Bodil Kristensen. Telefon: 24 76 00 49