Trollemose

Trollemose

Om plejecentret

Trollemose åbnede i februar 2000. Trollemose består af 4 huse med 12 boliger i hver. Hvert hus har egen fælles opholdsstue med åbent køkken.
Trollemose Plejecenter ligger i den østlige bydel. Sektionen ligger op af Trolleskoven og ned til et smukt område med blandt andet en sø. Det er et roligt og naturskønt område og vi bruger det meget. Der er flere gangstier der indbyder til god motion.

Plejecenteret er indrettet, så arealerne såvel inde som ude indbyder til rehabilitering og vi vægter at personalet arbejder rehabiliterende.
På Trollemose lægger vi vægt på at holde traditioner i hævd. Vi gør meget ud af at pynte op til fastelavn, påske og jul.  Vi fejrer årets højtider med bl.a. påske- og julefrokoster, sådan som de fleste har kendt til det hele deres liv.
Derudover har vi mange andre forskellige aktiviteter året igennem. I Multihuset (et hus tæt på Trollemose) – er der indrettet et rum hvor der hver onsdag er aktiviteter for beboerne. Aktiviteterne er forskellige; banko, sang og musik, quiz, spil, film, besøg af dagplejebørn, m.m.

Vi har også aktiviteter ud af huset så som bowling, variete, Ældre OL, koncerter o lign.
Der afholdes sommerfest i juni/juli måned, hvor der altid er sang og musik, pølser, tombola og boder.
Der afholdes påske- og julegudstjenester i Fredens Kirke for alle beboerne på Trollemose.
Der er ligeledes tilbud om deltagelse i gudstjenester hver måned på skift i husene.

Vi vil gerne opfordre og invitere pårørende til efter evne og formåen, at hjælpe med og være aktive både ved vores arrangementer og i hverdagen. Som pårørende er man velkomne til at deltage aktivt i livet på Trollemose.  Man er også velkomne til selv at tage initiativ til aktiviteter og må også gerne inddrage medbeboere.
Det kan for eksempel være at spille kort, bage en kage i vores køkken, gå ture, køre tur på vores duo-cykel, deltage i en af vores ture ud af huset, tage kaffe med ned til søen m.m.

Vi har i Trollemose 2 dobbelt scootere. Vi benytter enhver lejlighed til at kører ture med beboerne rundt i vores naturskønne område.
Vi har mange ture ud af husene. Vi køre bl.a. på hjemmebesøg hos beboernes familie og pårørende, vi besøger Odense Zoo, Egeskov, Bilka, Rosengaardscenteret, køre ud i det blå, over storebæltsbroen osv. Vi tager gerne imod idéer da vi tilstræber at lave aktiviteter efter alles ønsker.