Plejefamilie i Svendborg Kommune

Plejefamilie i Svendborg Kommune

Familieplejeteamet foretager matchning af de børn/unge fra Svendborg Kommune, der skal have en aflastningsfamilie eller bo i en døgnplejefamilie.
Vi har løbende brug for at finde familier med et særligt overskud, lyst og engagement til både aflastning og døgnpleje.

Vi vil derfor gerne i kontakt både med familier, som har en godkendelse til familiepleje eller aflastning. Vi vil bede om, at I sender jeres plejegodkendelse til os samt evt. jeres socialrapport eller anden beskrivelse af, hvem I er.

Som aflastningsfamilie stiller I jeres familie til rådighed for et barn i en eller flere weekends månedligt, måske også en hverdag ind i mellem. Der kan også være brug for jer i en del af jeres eller barnets ferie. Der er tale om en forebyggende foranstaltning, hvor I bliver et supplement til barnets familie. Der kan dels være tale om børn, der har brug for andre rollemodeller og for at se, hvordan et familieliv også kan se ud, dels være tale om handicappede børn, hvor deres forældre har brug for et pusterum.

Som døgnplejefamilie flytter barnet ind hos jer og vil blive en integreret del af jeres familie, også efter at de er flyttet fra jer.