Foto: Karen Beldring

ES Ejendomme støtter gratis musikoplevelser til Landsstævnet

Det skal kunne mærkes, at det er Svendborg – kommunen med det særlige kulturvækstlag, der er vært for DGI Landsstævne 2022. Derfor fylder musik- og kulturoplevelser særlig meget i det samlede program til Landsstævnet.

Et stort bidrag fra ES Ejendomme på 375.000 kroner er med til at sikre, at musikken spiller, så deltagere, gæster og borgere får en fantastisk fest.

-ES Ejendomme støtter op om kulturlivet under Landsstævnet. Det er jo ikke hver dag, at så stor en begivenhed som Landsstævnet finder sted på Sydfyn, så vi vil gerne være med til at støtte op om festen. Forhåbentlig kommer der flere større begivenheder i fremtiden. De gæster, vi får besøg af, skal gerne få øjnene op for, hvor skønt her er på Sydfyn, og de skal helst have lyst til at vende tilbage enten som turister eller som tilflyttere til det gode liv, forklarer Sten Klarskov fra ES Ejendomme.

 

Kulturen er Svendborgs DNA

Svendborg Kommune har fra start fokuseret på, at områdets særlige styrkepositioner inden for natur, maritim stemning, det gode liv og musik- og kulturliv skulle fylde meget. Ambitionen er, at alle deltagere og gæster kommer til at mærke, hvad Svendborg og Sydfyn er for et sted – og forhåbentlig vender tilbage.

-Det sprudlende musik- og kulturliv, vi har i Svendborg Kommune, er en del af vores DNA. Og det bliver en central del af de oplevelser, som både deltagere, gæster og borgere kan blive en del af de gratis oplevelser under Landsstævnet. Derfor er det mig en stor glæde, at ES Ejendomme med deres sponsorat gerne vil sætte særligt fokus på dette, siger Bo Hansen, borgmester i Svendborg Kommune.

 

 

Fakta:

DGI Landsstævne finder sted 30. juni til 3. juli 2022
Til Landsstævnet kan man opleve 40 gratis koncerter og en masse andre gratis kulturoplevelser
ES Ejendomme sponserer Torvescenen