Rødskebølle hundeskov

Rødskebølle hundeskov

I Rødskebølle Hundeskov er det tilladt af lade din hund gå uden snor – men den skal altid være under fuld kontrol. Husk at tage hensyn til andre hunde og mennesker i hundeskoven, og husk at samle efterladenskaber op efter din hund.

Rødskebølle hundeskov, der ligger for enden af Energivej – tæt ved genbrugspladsen, er ca. 5 ha stor og består af både skov og et stort åbent græsareal. I hundeskoven er der en fin grussti, hvor man kan køre med kørestol eller gå med rollator. Derudover er der fine små trampestier rundt i resten af skoven. Der er flere steder i skoven opsat borde og bænke, hvor det er muligt at tage et hvil eller holde en lille skovtur i forbindelse med at hunden luftes.

Hundeskoven er altid åben. Hele året, hele døgnet rundt. Man må gå i hele skoven og behøver ikke at holde sig til stierne. Det er dog vigtigt, at man hele tiden har fuld kontrol med sin hund og tager hensyn til alle de andre gæster i skoven – både to- og firbenede.

Alle andre steder i kommunens skove og naturområder skal hunden altid være i snor. Løse hunde er et stort problem mange steder, da de ikke alene kan generer dyrelivet i skovene, men også kan være til gene for andre skovgæster - særligt børn. Selvom din hund er sød og rar, kan den virke skræmmende på andre mennesker, og selvom din hund gerne må snakke med fremmede hunde, er det ikke sikkert, at de må snakke med din.