Svendborg øl

Svendborg får sin egen øl til DGI Landsstævne

Ingen skal være i tvivl om, hvor der er DGI Landsstævne til sommer, og derfor får Svendborg en øl i eget navn.

I forbindelse med DGI Landsstævne i Svendborg til sommer, har Royal Unibrew ganske usædvanligt dedikeret et bryg specielt til svendborgenserne.

Øllen er en økologisk pilsner på 4,8%. Det er en undergæret maltpilsner brygget i Danmark, og smagen er ifølge Royal Unibrew både behagelig og frisk med en lidt større fylde end en traditionel pilsner. Formålet med Svendborg-øllen er, at byen står ekstra stærkt i den periode, Landsstævnet finder sted.

-Det er ingen hemmelighed, at Fyn det meste af året er lig med Odense Pilsner & Classic. Royal Unibrew har solgt øl i Svendborg siden 1848, og derfor ligger det os meget på sinde, at Svendborg selvfølgelig under Landsstævnet skal have sin egen øl til at fejre begivenheden, siger Kasper Ryttersgaard Jacobsen, VP & General Manager, Royal Unibrew.

 

70.000 liter øl og vand

Royal Unibrew er valgt som leverandør af øl og vand under DGI Landsstævne, og leverancen forventes at blive på 70.000 liter øl og vand. Men det er ikke kun Royal Unibrews drikkevarer, der vil være at finde i Landsstævnets barer. Helt ekstraordinært har Royal Unibrew gjort plads til mikrobryggerierne Svendborgsund Bryghus og Ø-Bryg på Thurø, som bliver en fast del af sortimentet i stort set alle Landsstævnets barer.

-Royal Unibrew stempler i den grad ind i at formidle ægte Svendborg-oplevelser videre til Landsstævnets gæster og deltagere, når de prioriterer at levere en Svendborg-øl under Landsstævnet. Derudover sætter vi stor pris på, at de giver lokale mikrobryggerier en plads ind i dette store event, siger Bjarne Abildtrup fra Svendborg Kommunes Landsstævnesekretariat.

FAKTA:

Svendborg-pilsneren vil blive solgt i forbindelse med DGI Landsstævne i Svendborg, der finder sted den 30. juni til 3. juli.

Royal Unibrew bliver den primære leverandør af øl og vand til DGI Landsstævne. Royal Unibrew forventer at skulle levere 70.000 liter øl og vand.

For yderligere oplysninger, kontakt venligst:

Bjarne Abildtrup, konsulent, Svendborg Kommunes Landsstævnesekretariat, 3017 5758