Bo- og aktivitetstilbuddet Sydbo

Nyt samarbejde styrker pædagogerne og giver borgerne et mere specialiseret tilbud

Bo- og aktivitetstilbuddet Sydbo har indgået et omfattende samarbejde med pædagoguddannelsen på University College Lillebælt, UCL. Samarbejdet skal styrke pædagogernes faglige identitet og give borgerne et mere specialiseret tilbud.  

Hvad er egentlig pædagogernes rolle på et bo- og aktivitetstilbud? For få år siden var det nemt at svare på, for i praksis tilfaldt alle opgaver pædagogerne.  

Siden 2017 har bo- og aktivitetstilbud som Sydbo i Stenstrup lovgivningsmæssigt været karakteriseret som et behandlingstilbud, og det stiller nye krav til fagligheden. Flere af de opgaver, som tidligere blev udført af pædagoger, varetages nu af sundhedsfaglige medarbejdere, fx social- og sundhedsassistenter og ergoterapeuter.  

-Før var det pædagoger, der varetog alle opgaver, lige fra medicin, kontakt til sundhedsvæsenet, borgerens økonomi og samarbejdet med pårørende. Det er det ikke længere, og pædagoger skal i dag i langt højere grad udføre lige præcis dét, de er uddannet til, så borgeren får et bedre og mere specialiseret tilbud, forklarer Lisbeth Juul Windeler, der er afdelingsleder på Sydbo.  

 

Pædagogernes kerneopgave 

Sydbo har sat et større opkvalificeringsforløb i gang, hvor man i samarbejde med UCL sætter fokus på kravene til det pædagogiske arbejde i dag og hvilket forventninger, der er til en pædagog i fremtiden.  

Dermed bliver Sydbo et af de første bo- og aktivitetstilbud, der via et fælles forløb sikrer, at alle pædagoger får den samme viden og faglighed, som derefter vil komme borgerne til glæde:  

-Groft sagt har vi sagt farvel til “vi plejer” og “vi synes”. Alle skal ikke kunne lidt af det hele. Nu handler det i langt højere grad om vores faglige vurdering. Vi skal have kendskab til hinandens arbejdsområder, men vi skal være meget bedre til at udøve netop det, vi er uddannet og specialiseret i, uddyber Lisbeth Juul Windeler.  

Det kræver en ledelsesmæssig omstrukturering at skabe en ny identitet for en hel faggruppe. Der bliver ikke ansat flere medarbejdere, og i hverdagen er det stadig de samme personaler, borgeren møder.  

-Der kommer ikke flere personaler. Tværtimod kommer vi på sigt til at spare penge, fordi vi undgår at købe os til faglig understøttelse til bl.a. synkevurderinger, hjælpemidler og andre specialiserede opgaver. De eksperter får vi selv til rådighed nu, forklarer Lisbeth Juul Windeler. 

 

Fakta:  

Der er 28 pædagoger ansat på Sydbo. Derudover er der altid tilknyttet minimum to pædagogstuderende fra pædagoguddannelsen på UCL.  

Forløbet med UCL afsluttes i november 2023.