Ny skoleleder til Tved Skole

Et enigt ansættelsesudvalg har peget på, at Thomas Flindt Haarh pr. 1. oktober 2023 går fra at være konstitueret skoleleder til at være Tved Skoles nye skoleleder.

Thomas Flindt Haarh er et kendt ansigt på Tved Skole, hvor han siden 2019 har været viceskoleleder og i 2023 også konstitueret skoleleder. Han blev uddannet i 2001 og har gennem sin tid som lærer, SSP-Konsulent og sidenhen leder særligt arbejdet med fokus på mangfoldige læringsmiljøer og ”eleven i fællesskabet”. Det ser han frem til fortsat at kunne bringe i spil i sin nye stilling:

-Jeg glædes hver dag over at træde ind på Tved Skole, mærke en summen af et motiveret dygtigt personale og glade og trygge børn, som er grundpælen for en god skoledag. ”Eleven i fællesskabet” ligger mig meget på sinde, da vi som skole er forpligtet på at give den enkelte elev alle de kompetencer, der skal til, for at kunne indgå positivt i et fællesskab, uagtet hvilken vej de vælger i livet, siger Thomas Flindt Haarh.

Skole- og uddannelseschef Kathrine Vestergaard Hyttel glæder sig over ansættelsen og ser frem til det videre samarbejde med Thomas Flindt Haarh:


-Thomas har igennem hele ansættelsesprocessen været en overbevisende kandidat. Jeg ser en stor styrke i, at Thomas kender Tved Skole og Svendborg Juniorklub – og at de kender ham. De kan nu sammen fortsætte den gode pædagogiske og didaktiske udvikling. Ligeledes er det en gevinst for den samlede skoleledergruppe, at Thomas kan fortsætte det samarbejde, han allerede har påbegyndt. Thomas brænder for at udvikle mangfoldige læringsmiljøer – både på skolen, i juniorklubben og i det samlede skolevæsen, siger Kathrine Vestergaard Hyttel.

 

Fakta:
Thomas Flindt Haarh har været ansat på Tved Skole som viceskoleleder siden 2019. Fra årsskiftet 2023 har han også fungeret som konstitueret skoleleder.

Thomas tiltræder sin nye stilling som skoleleder på Tved Skole 1. oktober 2023.

Thomas Flindt Haarh er 52 år og bor i Skårup med sin kone Anne-Mette Flindt Haarh, der også er i skoleverden i Svendborg Kommune. Så det er ikke altid snakken om skole og skoleudvikling, stopper når han går hjem fra arbejde.