Fra kommunal genoptræning til træning i forening

Svendborg Kommune arbejder sammen med Thurø Foreningsfitness og Svendborg Gymnastikforening/Fitness om et brobygningsprojekt, hvor overgangen fra de kommunale genoptræningsforløb til træning i forening gøres lettere for borgerne.

Normalt forbindes brobygning med et vejledningsforløb for elever i overgangen mellem folkeskole og ungdoms- eller erhvervsuddannelserne. Her skal de ud og opleve forskellige uddannelsesinstitutioner på egen krop, og ikke mindst skal de blive bekendt med uddannelsesmiljøet. Denne ”brobygningsmetode” afprøver Svendborg Kommune lige nu i en forsøgsperiode frem til sommer, for at få flere af de, som går i et genoptræningsforløb til at fortsætte træningen i en forening bagefter.

Ideen med Brobygningsprojektet er, at deltagerne i første omgang fortsætter træningen i Sundhedshuset som før, med den aktivitet de kender – men med en frivillig foreningsinstruktør. Her har SG (Svendborg Gymnastikforening/Fitness) og Thurø Foreningsfitness stemplet ind med frivillige instruktører, der nu guider deltagerne i deres øvelser og på sigt kan tage dem med ud i det frivillige foreningsliv, hvor de kan fortsætte med den motion, som de kender.
 

Pisk eller gulerod
En af deltagerne er Steen Winkel på 70 år, som har været sømand hele livet. Som 69-årig blev han ramt af alvorlig kræft og hospitalsindlæggelsen medførte desuden både covid-19 og roskildesyge, og Steen var derfor også indlagt i isolation. Steen fortæller:

-Jeg har været meget glad for Svendborg Kommunes tilbud om genoptræning. Til trods for mit sygdomsforløb, holdt de liv i mig og se, hvor jeg er nu, fortæller Steen med et stort smil.

Steen har aldrig tidligere dyrket motion. På kommunens genoptræningshold hørte han om Brobygningsprojektet, hvor Svendborg Kommune samarbejder med det frivillige foreningsliv med henblik på efterfølgende at få deltagerne til at træning ude i foreningslivet. Steen var slet ikke i tvivl om, at han også ville deltage på Brobygningsholdet og har desuden også kastet sig ud i at deltage på det nye mandehold i Svendborg Svømmeland.

-Jeg vil ikke kalde mig selv en træningsfreak, men jeg glæder mig over at kunne, og jeg gør det også fordi jeg ved at det er vigtigt for mit helbred, og jeg tror, jeg kommer til at fortsætte ude i en forening, siger Steen.


Kirsten Schang på 67 år er også deltager på Brobygningsholdet. Hun er vant til at træne og være aktiv, og er ikke i tvivl om, at hun vil fortsætte med foreningstræning, når Brobygningsprojektet er slut. Kirsten synes rigtig godt om Brobygningsprojektet og mener, at det er en god måde at formidle budskabet om vigtigheden af, trods sygdom, at holde sig i gang:

-Det (Brobygningsprojektet) havde jeg lyst til at støtte, fortæller Kirsten, der selv med ”kniven for struben” i form af en diabetesdiagnose, havde brug for en forpligtigelse over for sig selv. Derfor gav Brobygningsprojektet mening for hende.


Lokale idrætsforeninger er aktive partnere i Brobygningsprojektet
Birthe Bergmann, fritidskonsulent i Svendborg Kommune fortæller, at der desværre er en tendens til, at deltagerne i den kommunale genoptræning har svært ved at fastholde deres aktivitet efter genoptræningen. Det kan for eksempel være en barriere at gå ud i en forening, hvis man ikke har været der før, og derfor er brobygningen så vigtig. Birthe Bergman fortæller:

-Projektet er et forsøg, der foreløbig fortsætter frem til midt juni og som forhåbentlig også skal fortsætte derefter. Brobygningsprojektet er for alle i alle aldre og man er velkommen til at tage kontakt for yderligere information om eventuel deltagelse. Jo flere, jo bedre, slutter Birthe Bergmann.


Fakta
Brobygningsprojektet er et samarbejde mellem Svendborg Kommune, Svendborg Gymnastikforening/Fitness og Thurø Foreningsfitness og projektperioden er 13. marts til 19. juni 2023.

Træningen i Brobygningsprojektet foregår hver mandag kl. 16 – 17 i Sundhedshuset, Hulgade 9 på 1. sal.

Vil du træne med? Få nærmere information og tilmeld dig via din fysioterapeut.

Prisen er 200 kr. og giver mulighed for i prøveperioden også at træne i Thurø Foreningsfitness i Thurøhallen, eller i Svendborg Gymnastikforening/Fitness. Du tilknyttes som medlem i en af de to foreninger i denne periode