Fra madpakkehus til markant havnebygning - de nominerede til årets arkitekturpris er fundet

Svendborg Kommunes arkitekturråd har nomineret fem bygninger til årets arkitekturpris. De to vindere kåres mandag den 2. oktober til et arrangement, hvor alle er velkomne.

Igen i år hædrer Svendborg Kommune de smukkeste bygninger på egnen, når arkitekturprisen bliver uddelt for 41. gang.  

Det sker på den verdensomspændende Arkitekturens Dag, som i år falder den 2. oktober, hvor Svendborg Kommune inviterer alle interesserede til at være med til at hylde arkitekturen.

Alle har kunnet indstille kandidater frem til den 15. august 2023. Ud af de indstillede projekter har Svendborg Kommunes arkitekturråd og formand for Plan- og Lokalsamfundsudvalget Arne Ebsen, der til sammen udgør dommerkomitéen, nomineret fem bygninger.

Og de nominerede er …

Madpakkehus, Gl. Lundeborgvej 55, Hesselager

Renovering af en gammel såkaldt hesteomgang, en tolvkantet bygning med bindingsværk og stråtag, som nu er transformeret til et charmerende madpakkehus. Bygningen er en af de få tilbageværende hesteomgange og dermed et historisk vidnesbyrd om stedets aktiviteter og kulturmiljø. Dermed er renoveringen også et eksempel på et fællesskab, der løfter en kulturformidling til glæde for alle.

SIMAC, Nordre Havnevej 4, Svendborg

Nyopført uddannelsescenter. Med sine rå materialer og enkle struktur passer bygningen til havnemiljøet og den maritime historie. Hjertet i bygningen er et stort rum, som åbner sig mod himlen, samtidig med at stueetagen i alle fire hjørner er trukket tilbage og efterlader overdækkede uderum, som forbinder skolens liv med omverdenen. Desuden synliggør store felter af glas livet i bygningen, når lyset tændes om aftenen og oplyser kajkanten. Bygningen er dermed løst med overbevisende sans for stedet.

Svendborgvej 73B, Vester Skerninge

Nyopført enfamiliehus med anneks, beliggende på en sydvendt grund i Ollerup ned mod søen. Unik bygning med eksemplarisk brug af rustikke materialer, og mange fine detaljer samt en fin harmoni og god sammenhæng med omgivelserne, Grundplanens indretning efterlader én med oplevelsen af stor rummelighed og velovervejede kig fra rum til rum såvel som til bebyggelsens omgivelser.

Borgen, Færgevej 34, Svendborg

Renovering af villa fra 1916 i nationalromantisk stil. Med smukke bevarede detaljer i murværk og bygningsdele samt materialer som kobber til tagrender og inddækninger er der tale om et eksemplarisk løft af en eksisterende bygning, der forlænger husets levetid bemærkelsesværdigt.

Grønnevej 208, Thurø

Nyopført enfamiliehus, som er ekstraordinært rummeligt, eksklusivt og med naturskøn udsigt. Det er karakteristisk for huset, at limtræskonstruktioner, lofter, gulve, trapper, karmtræ i vinduer og indvendige døre alle er udført i douglastræ og dermed fremstår med samme ensartede overflade. Generelt er bygningen opført i gedigne materialer.

Program for Arkitekturens Dag 

16.00-16.05 Velkommen ved Anders Hulgaard formand for Arkitekturrådet
16.05-16.45 Simon Ostenfeld Pedersen, lektor ved Aarhus Arkitektskole: Hvordan former fortiden fremtidens arkitektur? 
16.45-17.25 Lars Friis Christensen, afdelingsdirektør i ejendomsselskabet Olav de Lindes: Udviklingen på Odense Havn og selskabets tanker om at bevare og genbruge bygninger og materialer.
17.25-17.30 Kåring af vinderen af fotokonkurrencen #fangdetaljen ved Arkitekturrådet
17.30-18.00 Overrækkelse af årets arkitekturpris ved formand for Plan- og Lokalsamfundsudvalget Arne Ebsen

Hvornår: Mandag den 2. oktober 2023 kl. 16-18
Hvor: Pakhuset på Havnepladsen 2, Svendborg

Arrangementet er gratis, men kræver tilmelding af hensyn til forplejning. 

Tilmeld dig her.