Fatima Mamo
Jeg hedder Fatima Mamo, er 48 år og taler kurdisk, arabisk, dansk og lidt engelsk. Jeg er bosat i Stenstrup sammen med min mand og vores 3 børn på 12, 17 og 19 år.
Jeg elsker at være aktiv og kan rigtig godt lide at lave mange arrangementer, men jeg har desværre en diskusprolaps i ryggen, der påvirker mig fysisk i mindre grad. En stor interesse er at hjælpe flygtninge og udlændinge.
I min fritid går jeg til fitness og læser rigtig mange bøger. Jeg arbejder også i Frivillighuset i Svendborg, hvor jeg hjælper udlændinge, hvilket jeg har gjort i mange år. Jeg er oprindeligt fra Syrien, men har boet i Danmark i 7 år, hvor jeg har taget kørekort og gennemført LærDansk uddannelsesniveau 2. Derudover har jeg også gennemført FUV og VUC samt været i praktik i en børnehave i 3 år. Jeg arbejder hver 14. dag i Mamma Mia i Frivillighuset i Svendborg for mødre, der er gravide samt nybagte mødre, og jeg forsøger at gøre deres barsel lidt mere spændende, så de lærer de forskellige ting.
Der er to forskellige kurser, som jeg har gennemført og fået bevis på. ”Center for frivilligt socialt arbejde” og ”Grundkursus i arbejdsmarkedsdansk”.
Jeg stiller op, fordi jeg virkelig godt kan lide at arbejde med flygtninge og lære dem de mange nye regler om samfundet. Jeg har de seneste år selv arbejdet frivilligt i Frivillighuset i Svendborg, hvor jeg har lavet store arrangementer. I 2015 arrangerede jeg en tur til Legoland, hvilket var en kæmpe succes både for de voksne, som ikke kender det så godt, og for børnene, som aldrig rigtig kommer sådanne steder.
Kurdere holder nytår den 21. marts, og i 2017 holdt jeg en kæmpe fest for kurdere på Svendborg Bibliotek, hvilket også var en meget stor succes. Den 8. marts og 1. maj fejrede de Kvindernes Internationale Kampdag. Jeg forsøgte at få både den danske kultur sammen med den kurdiske kultur til at hænge sammen, så man lærer noget om Danmark og samtidig har sin egen tro med.
Jeg elsker at få udlændinge til at opleve meget mere om, hvordan samfundet er her i Danmark sammen med fællesskabet i Danmark. Derfor vil jeg gerne være med til at gøre alt for, at de har det godt og lærer de mange nye ting at kende. Jeg elsker at være social og arrangere en masse for udlændinge, da de heller ikke har oplevet så meget endnu.