Vindere Prisfesten 2022

Over 400 deltagere var fredag d. 20 januar 2023 samlet til PRISFESTEN 2022 for at hylde nominerede og prismodtagere af årets ni priser.

En regn af guldkonfetti. Intet mindre kunne gøre det, da Svendborg Kommunes ni idræts-, kultur-, og spejderpriser blev uddelt fredag aften ved et brag af en fest i ”Koncerten” på Ollerup Efterskole. I den fyldte sal sad borgere side om side med politikere, foreninger og kulturaktører, som alle var mødt talstærkt op for sammen at hylde kommunens spirende talenter, ildsjæle, ekstraordinære indsatser og stærke samarbejder.

Prisvinderne blev afsløret én efter én under det to timer lange show, hvor bl.a. Ollerup Efterskoles Fælleskor, Tom Bjerg Band, Kasper Raunholst, Det Fynske Slagtøjsakademi og husorkesteret Svend Band stod for underholdningen. Til at uddele priserne var indbudt samarbejdspartnere og politikere, som på hver deres måde fik udløst spændingen og overrakt priserne til de glade prismodtagere.

Mere end bare en prisfest
Til at styre slagets gang var to meget oplagte værter, parret Christine Astid og Mikkel Schrøder fra Svendborg Sommerrevy Rottefælden. Deres opgave var blandt andet at begrunde overfor de 27 nominerede, hvorfor de var indstillet til de fornemme priser. Prisfesten handler ikke om at udpege vindere eller tabere, men det handler om at blive anerkendt, mener formand for Kultur- og fritidsudvalget, Hanne Ringgaard Møller, som blandt andet havde fornøjelsen af at uddele Årets Kulturpris:

-Prisfesten er en hyldest til fællesskabet og alle de frivillige, der hver dag året rundt er med til at skabe spændende aktiviteter, udviklende fællesskaber og unikke oplevelser for borgere. De mange ildsjæles engagement, kreativitet og energi er afgørende for Svendborgs sprudlende idræts-, kultur- og spejderliv, derfor er der blevet lagt mange kræfter i at gøre denne aften unik – som tak for indsatsen, siger Hanne Ringgaard Møller.

VINDERNE AF ÅRETS KULTUR-, IDRÆTS-, SPEJDER- OG FOLKEOPLYSENDE FRIVILLIGPRISER 2022: 

 

Vinder Årets Kulturfællesskab 2022
Krydstoldjagten VIKINGs Bådelaug

 

Vinder Årets Kulturpris 2022
Fin Thygesen, Kulturadministrator

Vinder Årets Kulturtalent 2022
Victor Jonas Møller, Skateboarding

Vinder Årets Idrætsleder 2022
Thomas Skovgaard Pedersen, Skårup Idrætsforening

Vinder Årets Idrætsforening 2022
GOG Håndbold

Vinder Årets Idrætstalent 2022
Oskar Juhl Hansen, Thurø Sejlklub

Vinder Årets spejder / FDF Leder 2022
Bjørn Bøtker, Niels Juel Søgruppe

Vinder Årets Spejder / FDF Knokler 2022
Bagmandsgruppen, KFUM Spejderne

Vinder Årets Folkeoplysende Frivilligpris 2022
Det Grå Guld, Thurø Boldklub