trivsel i familien
trivsel i familien

Trivsel i børnefamilierne i centrum

Et godt parforhold er den bedste grobund for trivsel i familien – og det kommer både forældre og børn til gode. Svendborg kommune har certificeret fire medarbejdere til kursusledere i kursuskonceptet Godt Samliv.

 

Årene med småbørn er dejlige men også hårde for parforholdet. Det kan være svært at holde fast i kærligheden, sig selv og hinanden, når idyllen bliver forstyrret af bleskift, enorme mængder vasketøj og søvnunderskud.

 

Det ses i skilsmissestatistikken. Den taler sit eget klare sprog. Antallet af skilsmisser topper efter tre-fem års ægteskab – altså i tiden med småbørn.

 

Det vil Svendborg Kommune forsøge at gøre noget ved.

 

Det sker med kurset ”Godt Samliv”.

Det er et kursus til småbørnsforældre. Det skal give dem en bedre indsigt i kommunikation og konflikthåndtering. Samtidig giver det forældrene værktøjer, der kan hjælpe dem til et liv med færre konflikter og mere gensidig respekt og trivsel.

 

-        I vores daglige rådgivningsarbejde kan vi se, hvordan alle familier, uanset status og baggrund, vil kunne have glæde af et kursus som Godt Samliv. Problemer der er vokset sig lidt større, har ofte en tråd tilbage til nogle af de helt almindelige udfordringer par står overfor, når de bliver forældre, siger psykologerne Mette Feldskov og Maja Helweg-Jørgensen, Center for Børn, Unge og Familier, Svendborg kommune.

Kurset ”Godt Samliv” skal ikke forveksles med parterapi. Godt Samliv er forebyggende og har en positiv tilgang til parforholdet. Som par skal man ikke forvente at hverken kunne eller skulle løse eventuelle problemer under kurset.

 

-        Kurset giver derimod deltagerne ballast og værktøjer til, at være mere anerkende og rummelige samt til at løse konflikter og se muligheder i en ofte presset hverdag. Det er parrene, der er eksperterne i deres eget forhold, og kurset er blot en proces, der kan hjælpe dem med at holde fast i det gode forhold og udvikle det, lyder det fra psykologerne.

 

”Godt Samliv” kan med andre ord være med til at give deltagerene et mere harmonisk forhold. Det er rigtig vigtigt for deres egen og deres børns trivsel. Ud over at gavne familierne her og nu, kan det være med til at skabe bedre rammer for børnenes opvækst og dermed give dem et bedre afsæt til livet. 

 

Godt Samliv blev i 2005 udarbejdet af den norske stat, og er et alment tilbud i Norge. Tusindevis af par, har deltaget på kurset, og tilbagemeldingerne er meget positive. Ni ud af ti anbefaler kurset videre til deres venner.

 

Vil du vide mere, er du velkommen til at kontakte Rådgivningshuset, Svendborg på tlf. 62234646. Du kan også sende en mail til raadgivningshuset@svendborg.dk  med overskriften: ”Godt Samliv”. Ligeledes kan du læse mere på www.svendborg.dk. Her kan du også downloadede brochure, og se hvornår næste kursus holdes. Kurset kan tilbydes til i alt 84 par med børn, i alderen 0 til 6 år. Pladserne tildeles efter først til mølle-princippet, tilmelding på mail: raadgivningshuset@svendborg.dk, mærket ”Godt Samliv”

Yderligere oplysninger:
Malene Kaysen
​Tlf. 62 23 46 46