Social- og Sundhedsudvalget
Deltagere
+Punkt 1 Godkendelse af dagsorden
+Beslutning i Social- og Sundhedsudvalget den 14-01-2020
Godkendt.
Punkt 2 Bolighandlingsplan 2020-2025
+Beslutningstema
Drøftelse af anbefalinger fra Styregruppen vedr. boformer i forhold til bolighandlingsplan på ældreområdet frem til og med 2025.
Indstilling
Direktionen indstiller at Social- og Sundhedsudvalget
- drøfter Styregruppen vedr. boformers anbefalinger, og medtager disse i forhold til bolighandlingsplan frem mod 2025
- drøfter proces for det videre arbejde med bolighandlingsplan på ældreområdet
Sagsfremstilling
Social- og Sundhedsudvalget besluttede d. 04.06.19 følgende proces ift. arbejdet med boformer på ældreområdet:
- Social- og Sundhedsudvalget inviterer primo september en bred gruppe interessenter til en workshop, hvor der dagsordenssættes udfordringer på boligområdet og drøftes forslag til mulige løsninger
- På baggrund af workshoppen arbejder en bredt sammensat styregruppe af relevante interessenter videre med mulige løsninger
- Midtvejsstatus på Social- og Sundhedsudvalgets møde d. 05.11.19
- Bolighandlingsplan og afrapportering fra styregruppen til den store interessentgruppe 14.01.20. Social- og Sundhedsudvalget kan efterfølgende tage elementerne i en ny bolighandlingsplan med i forårets budgetarbejde, i forhold til budget 2021
Styregruppen vedr. boformer har forud for udvalgsmøde d. 14.01.20 præsenteret gruppens arbejde.
Administrationen har sideløbende beregnet boligprognosen i forhold til behov for boliger frem til og med 2025. På baggrund af disse beregninger forventes der at være behov for yderligere 40 pleje- og demensboliger i perioden, 2023: 10 boliger, 2024: 20 boliger og 2025: 10 boliger.
Som bilag er vedhæftet Boligprognose 2020-2035, Styregruppens generelle anbefalinger og et lukket bilag med styregruppens konkrete anbefalinger. Alle 3 bilag vil blive gennemgået i forbindelse med afrapportering fra Styregruppen vedr. Boformer.
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
Ingen økonomiske konsekvenser på nuværende tidspunkt, men i forbindelse med en endelig beslutning vil der både være anlægs- og driftsudgifter.
Beslutning i Social- og Sundhedsudvalget den 14-01-2020
Udvalget drøftede anbefalingerne. Udvalget ønsker at der arbejdes videre med samling af gæsteboliger. Udvalget vil gerne besigtige kommunens plejecentre.
Punkt 3 Tilsynsrapport § 83 - 2019
+Beslutningstema
Årlig opfølgning på tilsynspolitikken vedrørende tilsyn på § 83, Fritvalgsområdet.
Indstilling
Direktionen indstiller,
- at rapporten tages til efterretning
- at tilsynspolitikken fastholdes i nuværende form.
Sagsfremstilling
Kommunalbestyrelsen skal mindst én gang årligt følge op på tilsynspolitikken i forhold til leverandører af §83, som er omfattet af reglerne om frit valg af leverandør §91, herunder foretage de nødvendige justeringer af tilsynspolitikken.
Gennemførelsen af tilsyn med fritvalgsleverandørerne trådte i kraft i januar 2012, og dette er den ottende afrapportering.
Jf. tilsynspolitikken skal Myndighedsafdelingen via stikprøve foretage audit i forhold til faglighed og dokumentation hos et udsnit af de mest komplekse borgere i hjemmeplejen. I forbindelse med tilsyn fra Styrelsen for Patientsikkerhed i 2019 har den faglige kvalitetsmedarbejder jævnligt foretaget stikprøver af dokumentationen.
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
Ingen økonomiske eller erhvervsmæssige konsekvenser.
Lovgrundlag
Servicelovens §83.
Beslutning i Social- og Sundhedsudvalget den 14-01-2020
Taget til efterretning, idet tilsynspolitikken fastholdes.
Punkt 4 Orientering vedr. bygningsmæssige tiltag på Den Bå Lagune
+Beslutningstema
Orientering vedr. bygningsmæssige tiltag på Den Blå Lagune
Indstilling
Direktionen indstiller,
- At Social- og Sundhedsudvalget taget orienteringen til efterretning.
Sagsfremstilling
Social- og Sundhedsudvalget besluttede den 8. oktober 2019, at Den Blå Lagune kan forblive på nuværende placering, foreløbig i 2 år, med realisering af arbejdsgruppens forslag til tiltag.
Administrationen har igangsat de bygningsmæssige tiltag, som arbejdsgruppen har foreslået. Der er i december opsat overvågningsudstyr på for- og bagside af bygningen samt inde i gårdhaven. I januar bliver der opsat en forstærket port ind til gårdhaven og et hegn, som gør det muligt at aflukke den overdækkede terrasse om aftenen. Der er lavet aftale med vægterfirma, som åbner og lukker bygningen på daglig basis.
Arbejdsgruppens øvrige forslag vedr. dialogforum og koordinering mellem SIMAC og Den Blå Lagune igangsættes senere.
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
Anlægsudgifter finansieres af Center for Ejendomme og Teknisk Service.
Driftsudgifter finansieres inden for Social- og Sundhedsudvalgets ramme.
Beslutning i Social- og Sundhedsudvalget den 14-01-2020
Taget til efterretning.
Punkt 5 Status på Ungekontaktens udviklingsmål
+Beslutningstema
Orientering om status på Ungekontaktens udviklingsmål.
Indstilling
Direktionen indstiller,
- At orienteringen tages til efterretning.
Sagsfremstilling
Med ”lov om kommunal indsats for unge under 25 år”(ungeindsatsloven) er der blevet indført et lovkrav om, at kommunerne skal etablere en sammenhængende og koordineret ungeindsats på tværs af uddannelses-, beskæftigelses- og socialområdet, som har det fulde ansvar for unge fra 15 til 25 år.
Børne- og Ungeudvalget, Beskæftigelses- og Integrationsudvalget og Social- og Sundhedsudvalget godkendte i januar 2019, at Ungekontakten i Svendborg Kommune fastholdes i dens nuværende form, som den fortsatte ramme om Svendborg Kommunes sammenhængende ungeindsats, og at nye opgaver, som følger af ungeindsatsloven, håndteres i Ungekontaktens eksisterende rammer.
Som et led i udmøntningen af aftalen ønskede de politiske udvalg bag Ungekontakten at modtage en evaluering af samarbejdet i Ungekontakten i forhold til Ungekontaktens 5 udviklingsmål. De 5 udviklingsmål er:
- Andelen af unge, der fortsætter direkte på en ungdomsuddannelse efter endt grundskole øges.
- Andelen af unge, der afslutter en ungdomsuddannelse øges.
- Flere aktivitetsparate bliver uddannelsesparate.
- Det samlede antal uddannelseshjælpsmodtagere reduceres.
- Intentionen med Ungekontakten opleves at være opfyldt blandt medarbejdere og de unge, herunder en oplevelse af at der sker en koordineret indsats, på det forebyggende og sociale område.
Status på Ungekontaktens udviklingsmål udviser samlet set positive resultater.
Udviklingsmålene 1 og 2 viser, at niveauet for unge som kommer i og igennem ungdomsuddannelser har været relativt konstant, med små udsving årene i mellem, siden Ungekontaktens oprettelse. Udviklingsmålene viser også, at der i dag er færre unge, som der afbryder deres ungdomsuddannelser, end ved Ungekontaktens oprettelse.
Udviklingsmål 3 og 4 viser at der siden Ungekontaktens oprettelse er blevet færre aktivitetsparate og flere uddannelsesparate unge borgere. Aktivitetsparate borgere er borgere, som har behov for ekstra støtte og hjælp i længere tid end ca. 1 år, for at kunne gå videre i uddannelse. Uddannelsesparate borgere er borgere, som med den rette støtte og aktive indsats vurderes at kunne påbegynde en uddannelse inden for ca. 1 år. Andelen af unge uddannelsesparate borgere er steget fra at udgøre 37,6 procent ved oprettelsen af Ungekontakten til i det seneste år at udgøre 40,3 procent af alle uddannelseshjælpsmodtagere. Endelig er det samlede antal uddannelseshjælpsmodtagere reduceret fra 527 til 444 fuldtidspersoner siden Ungekontaktens oprettelse.
De unge som blev interviewet i forbindelse med evalueringen af udviklingsmål 5, gav udtryk for at deres oplevelser med Ungekontaktens håndtering af deres sag i overvejende grad var positive. Dette kom bl.a. til udtryk ved, at de fortalte at Ungekontakten har haft en positiv betydning for deres progression mod en selvstændig voksentilværelse via enten uddannelse eller job.
Som led i arbejdet med evalueringen af Ungekontaktens 5 udviklingsmål, har medarbejderne været inviteret ind til en fælles faglig drøftelse. I den fælles faglige drøftelse mellem medarbejdere og chefer, var der fra medarbejdersiden et væsentligt ønske om at styrke Ungekontaktens tværfaglige samarbejde ved hjælp af et øget fokus på fælles temadage med dels relevante tværfaglige cases, og dels oplæg omkring specifikke cases fra de enkelte afdelinger i Ungekontakten.
Et øget fokus på tværfaglige temamøder og specifikke ungecases vil understøtte medarbejdernes viden om, og indsigt i, den samlede tværfaglige ungeindsats. Dette betyder, at medarbejderne vil opnå et bedre vidensgrundlag til at arbejde prioriteret ind i den systematiske og koordinerede indsats inden for det forebyggende og sociale ungeområde på tværs af Ungekontaktens afdelinger.
Af overstående grund er det Chefgruppens intention i 2020 at udrulle medarbejdernes ønske ved til en start at afholde kvartalsvise temamøder.
Arbejdet med Ungekontaktens udviklingsmål og udmøntningen af ungeindsatsloven vil blive fulgt løbende af Ungekontaktens styregruppe.
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
Ingen.
Beslutning i Beskæftigelses- og Integrationsudvalget den 13-01-2020
Orienteringen blev taget til efterretning. Udvalget ønsker en drøftelse af målsætning for Ungekontakten på fællesmøde med Social- og Sundhedsudvalget, Børn- og Ungeudvalget samt Kultur- og Fritidsudvalget.
Beslutning i Social- og Sundhedsudvalget den 14-01-2020
Taget til efterretning. Udvalget ønsker at Ungekontaktens mål tages op på fællesmøde med Beskæftigelses- og Integrationsudvalget, Børne- og Ungeudvalget samt Kultur- og Fritidsudvalget.
Punkt 6 Samarbejde med platformen Boblberg på tværs af kommunen
+Beslutningstema
Orientering om aftale om indgåelse af samarbejde med platformen Boblberg på tværs af kommunen.
Indstilling
Administrationen indstiller
- At Social- og Sundhedsudvalget tager orienteringen til efterretning
- At Social- og Sundhedsudvalget beslutter, om dagsordenspunktet skal oversendes til de andre fagudvalg.
Sagsfremstilling
På Social- og Sundhedsudvalgets møde den 5. november 2019 blev den digitale platform Boblberg drøftet i forhold til mulighederne for anvendelse af Boblberg i Svendborg Kommune. Social- og Sundhedsudvalget besluttede at få afdækket mulighederne for brugen på tværs af kommunen. Udvalget afsatte desuden 50.000 kr., fra § 18-midlerne til det frivillige sociale område, til delvis finansiering af Boblberg.
På tværs af direktørområderne er der opbakning til Boblberg, som medfører en udgift på 8.500 kr. månedligt/102.000 kr. årligt. Direktionen har besluttet at indgå aftale om samarbejde med Boblberg samt aftalt en finansieringsmodel således, at direktørområdet Social, Sundhed og Beskæftigelse dækker 50.000 kr. Det resterende beløb dækkes af de tre øvrige direktørområder.
Fakta om Boblberg:
Boblberg er en platform til at søge fællesskaber og venskaber for borgere i kommunen. Når kommunen har købt adgang, er den gratis for borgerne at anvende. Boblberg har en enkelt og brugervenlig brugerflade, hvor enkelt-borgere har mulighed for at oprette en ”bobl”, hvor de søger efter andre med fælles interesser, efter større fællesskaber eller en-til-en-kontakt. Der søges eksempelvis efter venskaber, reservebedsteforældre, motionsvenner, kreative aktiviteter, følgeskab til aktiviteter og efter andre at dele livsvilkår som sygdom, tab, ensomhed o.lign. med. Foreninger har mulighed for at oprette bobler med deres aktiviteter og events eller søge efter frivillige til deres foreningsarbejde.
Boblberg findes i 32 kommuner med over 200.000 brugere. 6 kommuner i Region Syddanmark har indgået samarbejde med Boblberg, heraf 4 på Fyn. Det er Nordfyns, Odense, Faaborg-Midtfyn og Assens. Kommunerne er generelt tilfredse med samarbejdet. De fortæller, at Boblberg lever op til aftalen.
Ofte bruges Boblberg strategisk af kommunerne som et redskab til borgerne om et redskab til at understøtte eksempelvis:
- Fastholdelse af træning efter genoptræning - finde træningspartnere.
- Bosætning, fastholdelse af nytilflyttere - etablere netværk og venskaber.
- Sårbare målgrupper, bryde ensomhed - søge venskaber og følgeskaber.
- Frivillighed - rekruttering af frivillige og synliggørelse af frivillige tilbud.
Boblberg har fokus på tillid og tryghed. Der er ingen reklamer og portalen overvåges for bobler og kommentarer, der falder udenfor formålet. Derved kan portalen ikke sammenlignes eller erstattes med eksempelvis Facebook, der anvendes til mange forskellige formål. Appen ”Min Landsby” har fokus på landsbyen/lokalområdet - alle typer af lokale ressourcer og muligheder. Og har dermed et andet fokus end Boblbergs borger-til-borger perspektiv.
Ifølge Boblberg har +1500 borgere fra Svendborg Kommune ønsket at anvende portalen.
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
Udgift i forbindelse med Boblberg månedligt 8.500 kr./årligt 102.000 kr. Derudover vil der afsættes 8.000 kr. til dækning af udgifter i forbindelse med PR. Boblberg står for udarbejdelse af PR-materialet.
Udgiften fordeles således:
Social, Sundhed og Beskæftigelse kr. 50.000
Øvrige direktørområder kr. 20.000 x 3
Beslutning i Social- og Sundhedsudvalget den 14-01-2020
Taget til efterretning, idet udvalget besluttede at oversende punktet til de andre fagudvalg. Udvalget ønsker, at indsatsen medtages til de kommende budgetforhandlinger.
Punkt 7 Opsamling på dialogmødet børn og unge som pårørende
+Beslutningstema
Opsamling på dialogmødet vedr. børn og unge som pårørende i Svendborg kommune.
Indstilling
Direktionen indstiller
- At Social- og Sundhedsudvalget samler op på dialogmødet og tager orientering til efterretning
- At punktet oversendes til Børne- og Ungeudvalget til orientering.
Sagsfremstilling
D. 5.december blev der afholdt et dialogmøde med temaet børn og unge som pårørende i Svendborg kommune, som Social- og Sundhedsudvalget samt Børne- og Ungeudvalget havde inviteret til.
Deltagerne var frivillige sociale foreninger, som har tilbud til målgruppen, repræsentanter fra Social- og Sundhedsudvalget og Børne- og Ungeudvalget samt repræsentanter fra relevante områder i Svendborg Kommune. På mødet præsenterede TUBA og NEFOS deres tilbud til børn og unge, og kommunen fremlagde indsatser målrettet børn og unge som pårørende. Det blev synligt, at der eksisterer en lang række tilbud, som spænder bredt ift. indhold og form.
Den efterfølgende dialog i grupper tog udgangspunkt i spørgsmålet ”Hvordan kan foreningerne og kommunen bruge hinanden endnu mere, ift. arbejdet med børn og unge som pårørende? ”
Overordnet faldt drøftelserne under tre temaer:
Overblik:
Kommune og frivillige foreninger efterspørger hver især overblik over hinandens tilbud. Foreningerne efterspørger desuden tydelige kontaktinformationer til relevante afdelinger i kommunen.
Kendskab til hinanden:
Kommune og frivillige foreninger fremlagde ønske om øget kendskab til hinandens tilbud og indsatser. Derudover en opmærksomhed på, hvordan vi kan gøre brug af hinandens ressourcer samt ønsket om et samarbejde om konkrete børn/unge.
Samarbejde:
Dialog om samarbejde og/eller samskabelse. Politisk fokus på samarbejde og/eller samskabelse fremadrettet.
På baggrund af temaerne er følgende initiativer igangsat, ift. at understøtte det fremadrettede samarbejde på tværs af kommune og frivillige foreninger:
- Udbrede kendskab til Den Sociale Vejviser i kommunen på Intra. Den Sociale Vejviser er en oversigt over frivillige sociale foreninger og tilbud som Frivilligcenter Svendborg - Kontakt mellem Mennesker holder opdateret på deres hjemmeside.
Den kommende trykte udgave af Den Sociale Vejviser suppleres med oplysninger om relevante kommunale telefonnumre.
Den uddeles både til ansatte i kommunen og foreninger.
- Styrket kommunal deltagelse til eks. Synlighedsarrangement, på tværs af kommune og frivillige sociale foreninger, hvert andet år. Der orienteres om arrangementet på Intra og sendes en invitation til alle chefer og ledere, som har ansvaret for at dele invitationen med medarbejdere i egen afdeling.
- Videreudvikling af eksisterende dialog- og netværksmøder på tværs af kommune og frivillige foreninger, med brobygger som tovholder.
- Fortsat politisk fokus på samarbejde og/eller samskabelse med frivillige foreninger.
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
Punktet har ingen økonomiske konsekvenser
Beslutning i Social- og Sundhedsudvalget den 14-01-2020
Taget til efterretning. Punktet er til orientering i Børne- og Ungeudvalget.
Punkt 8 Til orientering
+Sagsfremstilling
- Orientering fra udvalgsformanden
- Orientering fra udvalgsmedlemmerne
- Orientering fra administrationen
- Kort status på rygestop indsatser
- Styrket indsats på hjerneskadeområdet
- KL invitation til socialudvalg og udvalgsmøde i februar
- Status flexboliger
- Metadon i tabletform
- Handicapbiler
- Seniorpension
- Opfølgning på pårørende henvendelse
- Arealeffektivisering
- Brug af konsulent
- Teammøde om den Islandske Model
- Tilsyn på socialområdet.
Beslutning i Social- og Sundhedsudvalget den 14-01-2020
Taget til efterretning.