Punkt 12 Førstehjælpskurser til medarbejdere i dagtilbud

Beslutningstema

Orientering om ansøgning til styrkelse af kompetencerne i førstehjælp blandt medarbejdere i kommunale, selvejende og private dagtilbud.

Indstilling

Direktionen indstiller,

  • At orienteringen tages til efterretning

Sagsfremstilling

Socialstyrelsen har udmeldt en ansøgningspulje på 7,8 mio. kr. til støtte til kommuner, der ønsker at styrke kompetencerne i førstehjælp blandt alle medarbejdere i dagtilbud, der er tæt på børnene. Støtten gives til afholdelse af kurser i førstehjælp.
Ansøgningsfrist er 5.10.2018 og projektet løber i perioden 1.2.2019 - 31.1.2022.

 

Ansøgningspuljen er en del af ”Stærke Dagtilbud - alle børn skal med i fællesskabet” og har til hensigt at skabe et fornyet fokus på førstehjælpskompetencer i de danske dagtilbud og dermed understøtte sikkerheden for børnene. Det gælder i kommunale, selvejende og private dagtilbud.

 

Det er et krav, at puljemidlerne anvendes på medarbejdere, der ikke indenfor de seneste 24 måneder har gennemført eller er i gang med at gennemgå førstehjælpskursus.

 

Der er søgt puljemidler til førstehjælpskurser til i alt 320 medarbejdere på dagtilbudsområdet. De 320 medarbejdere er geografisk fordelt på kommunale, selvejende og private dagtilbud.

 

Tildeles Svendborg Kommune midler er det hensigten, at førstehjælpskurserne samt efterfølgende opdateringsuddannelse skal afvikles af Beredskab Fyn, på Brandskolen i Svendborg.

 

For at deltage skal dagtilbuddene medfinansiere 25 % af kursusafgiften samt dække udgifter til vikar, i de to dage en medarbejder er på kursus. Socialstyrelsen lægger i tildeling af midler vægt på, at der udarbejdes en plan for håndtering af førstehjælp efter tilskudsperiodens ophør. I relation hertil er det besluttet, at dagtilbuddene forpligter sig til, at medarbejderne deltager på efterfølgende opdateringsuddannelse, som er 3 timer hvert andet år.

Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser

Udgifter til førstehjælpskurser beløber sig over de tre projekt-år til 233.250 kr. Heraf er der en egenfinansiering på 58.313 kr. Egenbetaling til finansiering af førstehjælpskurser, efterfølgende opfølgningsuddannelse samt vikardækning afholdes af det enkelte dagtilbud.

Beslutning i Børne- og Ungeudvalget den 10-10-2018

Taget til efterretning.

Dorthe Ullemose (O), Mette Kristensen (V) og Torben Frost (A) var fraværende.