Punkt 2 Planstrategi `19

Beslutningstema

Beslutning om offentliggørelse af Planstrategi ´19 for Svendborg Kommune.

Indstilling

Direktionen indstiller til Byrådet, at det besluttes

  • at offentliggøre Planstrategi ’19 med tilhørende Agenda 21 Strategi,
  • at fastsætte en frist på otte uger for fremsættelse af ideer, forslag og kommentarer,
  • at der ikke skal udarbejdes en miljøvurdering af Planstrategi ’19. Beslutningen herom offentliggøres sammen med offentliggørelsen af Planstrategi ’19.

Sagsfremstilling

Beslutning om Planstrategi ´19 skal besluttes i alle stående udvalg, derefter Økonomiudvalget og endeligt Byrådet.

Baggrund

Byrådet besluttede den 27. marts 2018 at igangsætte Planstrategi´19 herunder Lokal Agenda 21 strategi.

Planstrategi ´19 er Byrådets vision og strategi for, hvordan vi skaber retning og udvikling for hele Svendborg Kommune i de kommende år. Planstrategien omhandler ikke kun fysisk planlægning, men beskriver byrådets vision for kommunen. Planstrategien er dermed et redskab for hele kommunen og samarbejdspartnere til at prioritere og målrette indsatser, således at visionen efterleves.

Planstrategien og Lokal Agenda 21 strategi er de overordnede dokumenter i planhierarkiet, som kommunen har pligt for at udarbejde.

I planstrategien besluttes, om der skal foretages en hel eller delvis revision af eksisterende kommuneplan.

 

Planstrategi ´19 er udarbejdet digitalt og kan læses via følgende link:

Planstrategi ’19 for Svendborg Kommune.

 

 

Vision for Planstrategi ´19

Visionen i Planstrategi ´19 er:

I Svendborg skaber vi tid, rum og mulighed for, at alle kan leve og opleve det gode liv, hvad enten vi bor, arbejder eller besøger Svendborg.

Vi ønsker at udvikle kommunen med omhu og omtanke i alt hvad vi gør – og med udgangspunkt i Svendborg Kommunes særlige by- og landsbymæssige muligheder, den maritime historie og de landskabelige kvaliteter.

 

 

Cittaslow

Cittaslow giver en fælles udviklingsretning, styrker samarbejdet og fremhæver Svendborgs særlige ken­detegn og styrker – Svendborgs identitet. Med Planstrategien viser Byrådet, hvordan vi med omhu og omtanke, vil arbejde for at bevare Svendborgs lokale særpræg, når vi arbejder med fremtidens udvikling.

 

 

Indhold i Planstrategi ´19

I Planstrategi ´19 har Byrådet fokus på seks temaer:

  • Bosætning og Erhverv
  • Turisme
  • Mobilitet
  • Fællesskaber
  • Bevægelse
  • Bæredygtighed

 

Med de seks temaer understøtter byrådet borgernes mulighederne for at leve et bæredygtigt og godt liv. Grundlaget er mulighederne for at deltage i fællesskaber, have bevægelse i hverdagen samt god adgang til trafikal og digital infrastruktur. Samtidig ønsker Byrådet at skabe forudsætningerne for at forbedre vores og kommende generationers livsgrundlag ved øget bosætning, uddannelse, turisme og sund erhvervsudvikling.

 

Byrådet ønsker således, at opnå en langsigtet bæredygtig udvikling, hvor tingene hænger sammen i en helhed. Derfor er FN´s verdensmål, indarbejdet i Planstrategi ´19.  Planstrategien forholder sig dermed til hvordan de globale udfordringer kan løses i vores lokale kontekst. Indarbejdelsen af FN´s verdensmål er samtidig kommunens Agenda 21 Strategi.

 

De seks temaer i Planstrategien behandles i hvert sit afsnit. For hvert afsnit beskrives hvorfor Byrådet har valgt at indarbejde det pågældende tema og hvad Byrådet vil have særligt opmærksomhed på. Dernæst beskrives, hvordan Byrådet vil arbejde med temaet.

Da temaerne understøtter hinanden på kryds og tværs, er der emner som omtales under flere temaer. Ny uddannelsespolitik er f.eks. et emne der forholder sig både til temaet Bosætning og Erhverv samt temaet Fællesskaber. Cyklisme er et eksempel på et emne som nævnes under temaerne Turisme, Mobilitet samt Bevægelse.

 

Endelig indeholder Planstrategi ´19 afsnit om planlægning siden sidste kommuneplanrevision og hvilke dele af kommuneplanen vi forventer, at revidere ved kommende kommuneplanrevision.

Tematillægget til Planstrategi ´16 om sommerhuse bliver indarbejdet i Planstrategi ´19 under temaet Turisme.

 

Inddragelse

Efter Planstrategi ’19 blev igangsat blev der nedsat en politisk følgegruppe svarende til medlemmerne i Teknik- og Erhvervsudvalget.

Den politiske følgegruppe har deltaget i en række workshop og møder, hvor planstrategiens opbygning, vision, temaer, byrådets ønsker samt tillægget om sommerhuse er blevet drøftet.

Drøftelser på borgermøderne i forbindelse med sidste kommuneplanrevision, har endvidere givet inspiration til indholdet i planstrategien.

 

Fremsættelse af ideer, forslag og kommentarer

Da planstrategien er byrådets egen strategi, skal den ikke offentliggøres som forslag (som ved kommuneplan og lokalplaner), men når byrådets beslutning offentliggøres skal offentligheden have mulighed for at kommentere på strategien i mindst otte uger. Byrådet kan efter kommenteringsperioden vælge at ændre strategien. Herefter skal det offentliggøres, hvorvidt byrådet har valgt at ændre strategien eller ej.

 

I løbet af de 8 uger hvor Planstrategi ´19 er lagt frem til idéer, forslag og kommentarer vil Planstrategi ’19 være udstillet på Svendborg Bibliotek. Der vil blive arrangeret en dag, hvor Byrådet kan være til stede på biblioteket og præsentere Planstrategi ’19 for den brede offentlighed.

Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser

Udgifter til offentliggørelse af Planstrategi ´19 og aktiviteter i høringsperioden, kan afholdes indenfor det eksisterende budget.

Lovgrundlag

Planlovens § 23a

Beslutning i Kultur- og Fritidsudvalget den 08-10-2018

Tiltrådt.

Morten S. Petersen (løsgænger) var fraværende.

 

Beslutning i Beskæftigelses- og Integrationsudvalget den 08-10-2018

Indstillingen blev godkendt.

Beslutning i Miljø- og Naturudvalget den 09-10-2018

Miljø- og Naturudvalget ønsker, at den videre behandling udsættes en måned med henblik på en uddybende drøftelse af Planstrategi ’19.

Beslutning i Social- og Sundhedsudvalget den 09-10-2018

Godkendt.

Beslutning i Børne- og Ungeudvalget den 10-10-2018

Indstillingen blev godkendt.

Dorthe Ullemose (O) var fraværende.