Punkt 21 Forslag til kommuneplantillæg 2009/08 og lokalplan 566 Grønnedal-Badstuen

Beslutningstema

MOC

Forslag til kommuneplantillæg 2009/08 og lokalplan 566 for boligområde ved Grønnedal-Badstuen, Tåsinge. Offentliggørelse.

Sagsfremstilling

Baggrund for udarbejdelse af lokalplanforslaget og kommuneplantillæg er ønske fra de 3 private grundejere om udbygning af området. I kommuneplanen er lokalplanområdet som det eneste udlagt som 1. prioritet for boligudbygning for Vindeby, Troense. Det er udlagt til tæt-lav bebyggelse i eksisterende kommuneplan.

Som overgang til den eksisterende bebyggelse i området  ønskes  mulighed for varieret boligbebyggelse med både tæt-lav boligbebyggelse og parcelhuse. Derfor er der udarbejdet et forslag til kommuneplantillæg om ændring af  kommuneplanrammen for området fra:” Tæt-lav boligbebyggelse” til:”Overvejende tæt-lav boligbebyggelse.”

Det vurderes, at det er en ændring, der ikke kræver foroffentlig høring.

Lokalplanområdet omfatter et areal på cirka 4 ha. af gammelt kystforland og skråning, hvor terrænet stiger fra kote 7 – 19.

Mod nord, Thorseng  og øst, Badstuen, afgrænses lokalplanområdet af eksisterende bebyggelse.Området er i dag i landzone og anvendes til landbrugsformål, herunder græsning.

Den ny bebyggelse skal vejbetjenes uden gennemkørende trafik med enstrenget vejadgang fra Thorseng og Badstuen. Vejene i området udformes med henblik på, at færdsel kun kan ske med lav hastighed.

Indenfor lokalplanens område kan opføres forskellige typer af bebyggelse. Min 2/3 skal opføres som  tæt-lav boligbebyggelse, enten som rækkehuse, dobbelthuse, den resterende del som åben-lav boligbebygggelse, parcelhuse. Lokalplanområdet er opdelt i delområder, hvor alle A-områder kun er til åben-lav bebyggelse, B-området med mulighed for begge typer, både åben-lav og tæt-lav, mens  C-området, der indeholder de stejleste terræn, kun er til tæt-lav bebyggelse.

For bedst mulig indpasning i landskab og terræn indeholder lokalplanen bestemmelser om, at bebyggelse på skrånende terræn skal udformes og placeres så parcellens niveauforskelle optages i bebyggelsen uden at bryde landskabet op med brug af støttemure og stensætninger.

Lokalplanen har også til formål at åbne for flere muligheder for energisparende foranstaltninger for at opfylde kommunens overordnede ønsker i kommuneplanen om bæredygtighed og lavenergi. Lokalplanens bestemmelser åbner mulighed for energibesparende foranstaltninger, såfremt disse er indpasset i en samlet bebyggelsesplan eller integreret i bebyggelsens arkitektur og formgivet sammen med denne.

Der udlægges 2 områder F som fælles friarealer. Det ene med naturligt udformet regnvandsbassin. Der skal etableres nye rekreative stier gennem lokalplanområdets friarealer med forbindelse til friarealer udenfor området.

Lokalplanen indeholder  planlægningsmæssig begrundelse for bebyggelsen og visualisering grundet sin placering indenfor kystnærhedszonen.

Der er i henhold til § 3, stk. 2 i Lov om Miljøvurdering af Planer og Programmer foretaget en screening af kommuneplantillæg og lokalplan for at se, om der er behov for en nærmere undersøgelse af miljøforholdene. Konklusionen af screeningen er, at der ikke er behov for en nærmere undersøgelse af miljøforholdene, da planerne alene fastlægger bestemmelser for byggeri, som kan indpasses uden væsentlig påvirkning af natur- og miljøinteresser samt påvirkning af levevilkårene for tilgrænsende byområder. Dette er en afgørelse, som kan påklages inden for en 4 ugers frist.
 


Økonomiske konsekvenser

Ingen.


Lovgrundlag

Lov om planlægning og lov om miljøvurdering af planer og programmer.


Indstilling

Direktionen anbefaler, at sagen oversendes til Økonomiudvalget med indstilling om , at

  • forlag til kommuneplantillæg 2009/08 og lokalplan 566 for boligområde ved Grønnedal-Badstuen, Tåsinge vedtages til offentliggørelse i 8 uger
  • der tages stilling til afholdelse af borgermøde.

Beslutning i Udvalget for Kultur og Planlægning den 04-12-2012

Oversendes med indstilling om, at der skal afholdes borgermøde.


Gert Rasmussen (A) var fraværende.


Beslutning i Økonomiudvalget den 11-12-2012

Indstilles. Enhedslisten tager forbehold.