Punkt 18 Egense Forsamlingshus - ansøgning om støtte fra byfornyelsesmidlerne

Beslutningstema

Team Byggesag

Ansøgning om støtte fra byfornyelsesmidlerne til ombygning og renovering af Egense Forsamlingshus.

Sagsfremstilling

Egense-Rantzausminde Beboerforening har ansøgt Miljø og Teknik om støtte efter byfornyelsesmidlerne til renovering af klimaskærm og forbedret tilgængelighed til Egense forsamlingshus (jf. vedlagte ansøgning).

 

Egense-Rantzausminde Beboerforening vandt i marts 2012 Lokale- og Anlægsfondens konkurrence om at blive ét af tre forsamlingshuse, der i samarbejde med en udpeget tegnestue skal udvikle et eksempelprojekt over temaet ”Fremtidens forsamlingshus”. I Egenses tilfælde har man valgt at arbejde med følgende temaer for omdannelsen: Øget tilgængelighed, køkkenet som værksted, salen som husets kerne og stedet som udflugtsmål.

 

Fremtidens forsamlingshus i Egense beskrives som:

 

- Et samlende sted, der også er en del af Cittaslow-bydelen Tankefuld.

- Et hus der understøtter og fremmer det gode liv og en bæredygtig udvikling i lokalområdet.

- Et moderne hus, der understøtter og udvikler nye kvaliteter sammen med lokale værdier.

- Et hus der danner rammer for nye brugergrupper og nye aktiviteter.

- Et hus der benyttes mere i hverdagene.

- Et hus med øget tilgængelighed, både i hverdage og i weekenden.

- Og endeligt et hus, som med nærheden til Svendborg by, placeringen midt i Tankefuld og op ad det helt særlige naturområde Egense Ås, kan få en ny funktion som bindeled mellem by og land og mellem byliv og bynær rekreation. 

 

Miljø og Teknik har fået tilsendt projektbeskrivelse med tilhørende økonomisk overslag.

 

Byfornyelsesloven giver kommunen mulighed for at give økonomisk støtte til istandsættelse af bygningens klimaskærm, samt etablering af tilgængelighedsforanstaltninger. Støtten kan udgøre op til 25% af de støtteberettigede udgifter. Staten refunderer efterfølgende 50% af kommunens udgifter. Staten har i 2012 tildelt Svendborg Kommune en økonomisk ramme på 2,6 mio. kr.. Rammen er endnu ikke opbrugt for indeværende år og kan godt rumme projektet vedrørende Egense forsamlingshus  

 

Byfornyelsesmidlerne anvendes i dag primært af bygningsforbedringsudvalget, der via byrådet er bemyndiget til at tildele tilskud til renovering af fredede og bevaringsværdige ejerboliger. Midlerne anvendes ligeledes i sager vedr. bolighygiejne – eksempelvis skimmelsvamp.

Pt. er bygningsforbedringsudvalget ikke bemyndiget til at behandle sager vedrørende forsamlingshuse, hvorfor sagen forelægges for Udvalget for Miljø og Teknik.


Økonomiske konsekvenser

Det er i projektet oplyst at de støtteberettigede udgifter ligger på i alt 2.107.722 kr.

 

Det vil sige, at Svendborg Kommune har mulighed for at give et tilskud på op til 526.930 kr. Det er herefter muligt at søge refusion på 50% fra staten.

 

Vi gør opmærksom på, at hvis der opnås støtte til det samme arbejde fra anden side, fonder og lignende, så reduceres det støtteberettigede beløb og dermed kommunens tilskud.

Der søges 263.465 kr. netto fri fra Byfornyelsesrammen. Herefter resterer der ca. 2,3 mio. kr. på rammen.


Lovgrundlag

Lov om byfornyelse og udvikling af byer § 38 a og 38 b. (i daglig tale ”byfornyelsesloven”).

Indstilling

Direktionen anbefaler til oversendelse til Økonomiudvalget, at:

  • Der bevilges og frigives 263.465 kr. netto fra Byfornyelsesrammen  til ombygning og renovering af Egense Forsamlingshus.

Beslutning i Udvalget for Miljø og Teknik den 10-12-2012

Anbefales.


Beslutning i Økonomiudvalget den 11-12-2012

Godkendt