Punkt 7 Indskrivning til børnehaveklasse 2018/19

Beslutningstema

Elev- og klassetal i forbindelse med indskrivning til børnehaveklasse 2018 forelægges til orientering.

Indstilling

Direktionen indstiller,

  • At orienteringen tages til efterretning.

Sagsfremstilling

Ved indskrivning til børnehaveklasse med start i august 2018 er der primo februar indmeldt 462 børn til folkeskolerne i Svendborg Kommune – 9 færre børn end skoleåret 2017/18.


Af disse 462 børn har 49 søgt om optagelse i anden skole end distriktsskolen. 15 ansøgere har fået afslag efter principperne om frit skolevalg og klassedannelse vedtaget af Byrådet d. 29. marts 2011. Desuden har 3 fået afslag på deres 1. prioritet, men har fået opfyldt deres 2. prioritet. Der er søgt og bevilliget skoleudsættelse for 6 børn.


Det tilmeldte antal børn udløser i alt 22 børnehaveklasser i skoleåret 2018/19. Den gennemsnitlige klassekvotient bliver på 20,9. Sidste år blev der ligeså oprettet 22 klasser, hvor klassekvotienten var på 21,5.


120 børn er optaget i kommende børnehaveklasser på privat-/friskole. I forbindelse med indskrivningen til børnehaveklasse 2017/18 var der optaget 127 børne på privat-/friskole.


12 børn er uafklaret.


Andelen af forældre, som indskrev deres børn digitalt til børnehaveklasse skoleåret 2017/18 var 89,4 %. Forældre der i perioden 1. -14. januar 2018 har indskrevet deres børn digitalt er steget til 89,6 %. Det er obligatorisk for borgerne at betjene sig selv digitalt på udvalgte områder – herunder indskrivning til børnehaveklasse og SFO.

Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser

Resursetildelingen til skolerne sker primært via et beløb pr. elev, og antallet af oprettede børnehaveklasser (0. årgang) har derfor ikke umiddelbart økonomiske konsekvenser for kommunen, idet det er den enkelte skole, der skal afholde udgiften inden for den tildelte økonomiske ramme.


Dog kan kombinationen af elevtal og antal klasser på 0. årgang på de enkelte skoler have betydning for garantitildelingen til skoler med små klassekvotienter og dermed lavt råderum.


På baggrund af elevtalsprognose 2017 for skoleåret 2018/19, ville den forventede garantitildeling anføres til 5,8 mio. kr. Erstattes elev- og klassetal på 0. årgang med de aktuelle indskrivningstal pr. 24. januar 2018, ses i stedet en garantitildeling på 5,4 mio. kr., dvs. et forventet mindreforbrug i skoleåret 2018/19 på 0,4 mio.kr., fordelt med 0,17 mio. kr. i 2018 og 0,23 mio. kr. i 2019.


Endelig beregning af garantitildelingen kan dog først foretages, når elev- og klassetal pr. 5.9.2018 kendes.

Lovgrundlag

Folkeskoleloven §36 og §38

Beslutning i Børne- og Ungeudvalget den 07-03-2018

Taget til efterretning.

Dorthe Ullemose (O) var fraværende, Jens Munk (O) deltog som suppleant.