Punkt 5 Tværkommunalt samarbejde om FGU

Beslutningstema

Fastlæggelse af geografisk dækningsområde for den Forberedende Grunduddannelse, placering af institution og skoler samt udpegning af repræsentant til interimbestyrelsen.

Indstilling

Det indstilles,

  • at udvalget indstiller til byrådets godkendelse at, der via KKR Syddanmark indstilles til Undervisningsministeriet at:
    • Svendborg, Langeland, Ærø og Faaborg-Midtfyn kommuner tilsammen udgør et geografisk dækningsområde for FGU
    • FGU-institutionen placeres i Svendborg Kommune
    • Det er udgangspunktet, at der etableres 2 skoler i Faaborg- Midtfyn kommune i hhv. Ringe og Faaborg
    • Den kommende interimbestyrelse og den senere institutionsbestyrelse afdækker mulighederne for at etablere forlagt undervisning på hhv. Langeland og Ærø afhængig af det faktuelle elevgrundlag
    • Der indarbejdes i institutionens vedtægter, at FGU-bestyrelsen ikke anbefaler en nedlukning af et skoletilbud medmindre der er enighed herom.
    • Svendborg Kommune udpeger en udvalgsformand som medlem af interimbestyrelsen såfremt kommunerne kun må indstille én repræsentant

Sagsfremstilling

Regeringen og en bred kreds af Folketingets øvrige partier indgik den 13. oktober 2017 ”Aftale om bedre veje til uddannelse og job” som blandt andet indeholder en aftale om at etablere en ny Forberedende Ungdomsuddannelse (FGU).


FGU er et nyt samlet forberedende uddannelsestilbud til personer under 25 år, som har brug for en forudgående faglig eller personlig opkvalificering for at kunne gennemføre en ungdomsuddannelse og/eller komme i beskæftigelse. FGU’en erstatter en række af de nuværende forberedende tilbud som f.eks. de nuværende produktionsskoler, kombineret ungdomsuddannelse, Erhvervsgrunduddannelsen og dele af VUC’s aktiviteter.


FGU-uddannelsen bliver tilrettelagt i 3 spor; almen grunduddannelse, produktionsgrunduddannelse og erhvervsgrunduddannelse og kan vare op til 2 år.


Proces for oprettelse af institutioner og lokale skoler til FGU


Ifølge den politiske aftale skal der oprettes cirka 30 institutioner der tilsammen driver cirka 90 skoler på landsplan. Institutionerne vil være selvstændige, statsligt selvejende institutioner, som har én bestyrelse, én leder og ét budget. Institutionen har udbudspligt i et givent dækningsområde og skal drive et antal skoler, der som udgangspunkt skal udbyde alle 3 spor af FGU-uddannelsen. Skolerne skal placeres ud fra hensyn til faglig og økonomisk bæredygtighed samt ud fra forventet elevgrundlag og transportmuligheder.


De nye FGU-institutioner oprettes af undervisningsministeren på baggrund af forslag fra kommunerne. Kommunekontaktrådene (KKR) har til opgave at indsamle kommunernes forslag. I Syddanmark har der været tilrettelagt en proces, hvor KKR har haft møde med kommunerne, hvorefter de fynske kommuner har arbejdet videre med forslag om opdeling af Fyn i geografiske dækningsområder.


Drøftelserne har medført et forslag om at etablere 2 dækningsområder på Fyn, hvor det ene består af Svendborg, Langeland, Ærø og Faaborg-Midfyn kommuner.


På Sydfyn har der været nedsat en administrativ arbejdsgruppe med repræsentanter fra alle fire kommuner. Denne gruppe foreslår, at der etableres én FGU-institution i Svendborg med undervisning i Svendborg og 2 skoler i Faaborg-Midtfyn i hhv. Ringe og Faaborg. Langeland og Ærø kommune ønsker, at der ud fra det faktuelle elevtal afdækkes mulighederne for at etablere forlagt undervisning i de 2 kommuner.


KKR skal senest 1. juni 2018 indsende kommunernes indstilling til Undervisningsministeriet, der med virkning fra 1. september eller snarest muligt nedsætter en midlertidig bestyrelse (interimbestyrelse) for FGU-institutionen.


Elevgrundlag

Hvor mange elever der vil være i de enkelte kommuner afhænger af flere faktorer som f.eks. de unges søgemønster, hvilke andre tilbud kommunerne har til målgruppen, hvilke visitationskriterier kommunerne anlægger mv. Det er derfor for nærværende ikke muligt at komme med et præcist bud på målgruppens størrelse.


Administrativt er kommunerne er enige om at visitationen vil ligge i de enkelte kommuner, men at der etableres tværkommunale drøftelser om visitationskriterier og målgruppeafgrænsning.


Undervisningsministeriet udmeldte i januar måned deres bud på elevgrundlaget i de enkelte kommuner. Deres tal udgør:

  • Svendborg – 209 årselever
  • Faaborg-Midtfyn – 172 årselever
  • Langeland – 39 elever
  • Ærø – 7 elever

Da det ikke er muligt på nuværende tidspunkt at komme med en mere præcis dimensionering arbejdes der aktuelt ud fra Undervisningsministeriets udmeldte tal. Det betyder, at der forventes ca. 427 årselever i institutionens dækningsområde.


Interimbestyrelse – midlertidig bestyrelse


Kommunerne er enige om at der i den varige bestyrelse skal være en ligelig repræsentation fra de 4 kommuner i samarbejdet uagtet kommunernes størrelse. Der er ligeledes enighed om, at det indarbejdes i vedtægterne for den nye institution, at der skal være enighed i bestyrelsen, såfremt der anbefales et ændret antal skoler under institutionen.


Der nedsættes en interimbestyrelse som får en central rolle i etableringen af de nye institutioner og skoler, herunder at ansætte institutionens nye leder samt at sikre en smidig fusionsproces når eksisterende tilbud skal samles til et nyt tilbud.


Interimbestyrelsen skal ifølge lovforslaget bestå af:

  • En formand der har erfaring med stiftelse og ledelse af selvejende uddannelsesinstitutioner eller en tilsvarende indsigt
  • Et medlem efter indstilling fra kommunerne i forening i institutionens dækningsområde
  • Et medlem efter indstilling fra bestyrelsen fra de produktionsskoler der skal sammenlægges i institutionen
  • Et medlem efter indstilling fra de voksenuddannelsescentre der overdrager aktiver og passiver til den nye institution.

KKR Syddanmark har på vegne af kommunerne rettet henvendelse til undervisningsministeriet vedr. kommunernes repræsentation i interimbestyrelsen. Det anføres at kommunernes forskelligheder i geografi, lokale uddannelser og ungegrupperinger taler for at kommuner i et fælles dækningsområde bør kunne udpege hver en repræsentant. Der foreligger endnu ikke svar på denne henvendelse.

Såfremt det fastholdes, at kommunerne i forening skal indstille ét medlem foreslås det, at Svendborg Kommune udpeger en udvalgsformand som medlem som følge af institutionens placering i kommunen.

Beslutning i Beskæftigelses- og Integrationsudvalget den 14-05-2018

Indstilles.


Der var afbud fra Jesper Larsen (løsgænger).

Beslutning i Børne- og Ungeudvalget den 16-05-2018

Indstilles, idet den endelige finansiering først kendes ved Kommuneaftalen og vil blive forelagt i forbindelse med Budget 2019. Udleveret tilbagemelding fra Undervisningsministeriet, der vedhæftes referatet.