Punkt 8 Afrapportering af tilsyn med private dagtilbud i 2018

Beslutningstema

Godkendelse af afrapportering af anmeldt lovpligtigt tilsyn med private dagtilbud i 2018 samt fokusområde for anmeldt lovpligtigt tilsyn i 2019.

Indstilling

Direktionen indstiller,

  • At afrapportering af anmeldt lovpligtigt tilsyn af private dagtilbud i 2018 godkendes
  • At fokusområde for anmeldt lovpligtigt tilsyn af private dagtilbud i 2019 bliver med udgangspunkt i dagtilbudsreformen: forældrebestyrelsens inddragelse, børnenes perspektiver og kvalificering af medarbejderne.
  • At den pædagogiske læreplan først skal gennemgås ved tilsyn i 2020.

Sagsfremstilling

Tilsynet består af et samlet administrativ og pædagogisk tilsyn i det private dagtilbud og udføres af en pædagogisk konsulent og en administrativ konsulent.Tilsynet med private dagtilbud har til formål at vurdere, om det private dagtilbud lever op til de kommunale godkendelseskriterier, som det private dagtilbud er godkendt efter, samt til den gældende lovgivning og de kommunalt fastsatte retningslinjer på dagtilbudsområdet.

I forbindelse med afrapportering af lovpligtigt tilsyn i 2017 fastsatte Børne- og Ungeudvalget, at det anmeldte tilsyn i 2018 skulle have fokus på, hvordan det private dagtilbud omsatte den nye lovgivning på området børns sprog og dannelse og læringsmiljøer hele dagen.

Forud for det anmeldte tilsyn indsendte det private dagtilbud materiale, hvor besvarelsen af nedenstående spørgsmål indgik:

  • Drøftelse af det private dagtilbuds arbejde med sprog i hverdagen
  • Drøftelse af hvordan det private dagtilbud påtænker at arbejde med dannelse i hverdagen
  • Drøftelse af hvordan det private dagtilbud påtænker at arbejde didaktisk med læringsmiljøer hele dagen.
     

Forud for det anmeldte tilsyn blev der indhentet udtalelser fra det private dagtilbuds samarbejdspartnere i Svendborg Kommune bl.a. PPR, Sundhedsplejen og resursepædagoger.

De pædagogiske læreplaner bliver gennemgået hvert andet år – senest i 2017. I forbindelse med dagtilbudsreformen er lederne af de private dagtilbud blevet tilbudt et undervisningsforløb i styrkede læreplaner, som forløber i det første halve år af 2019. Derfor ønskes det, at der først bliver gennemgået pædagogiske læreplaner i 2020, så dagtilbuddene har tid til at arbejde med den nye lovgivning. 

 

Samlet konklusion
Alle private dagtilbud har fremsendt beskrivelse af deres arbejde med sprog i hverdagen, dannelse i hverdagen samt hvordan de didaktisk påtænker at arbejde med læringsmiljøer hele dagen og lever op til dagtilbudslovens § 7 samt § 8 stk. 3.

Der er ti private dagtilbud i Svendborg Kommune. Alle dagtilbud har indsendt materiale. Der har været gode konstruktive dialoger om sprog, dannelse og læringsmiljøer hele dagen ud fra det indsendte materiale. I forhold til den nye dagtilbudsreform, styrket kvalitet i dagtilbud er hovedparten af de private dagtilbud rigtig godt på vej, nogle er langt i deres overvejelser og enkelte er stadig i planlægningsfasen.

Alle private dagtilbud lever op til de kommunale godkendelseskriterier. Alle private dagtilbud oplever, at den sparring de får fra samarbejdspartnere, er værdifuld.
Et enkelt dagtilbud har stadig udfordringer i forhold til beskrivelser i den pædagogiske læreplan, hvorfor der foretages et ekstra tilsyn for i praksis at se, hvordan der arbejdes.

Forslag til fokusområder for anmeldt tilsyn i 2019

I forbindelse med den nye dagtilbudsreform foreslås, at der bliver sat fokus på følgende centrale temaer:
 

  • Hvordan arbejdes der med forældres inddragelse og forældres indflydelse i bestyrelsen, jf.  dagtilbudslovens § 8 stk. 6 samt § 15
  • Hvordan arbejdes der med inddragelse af børnenes perspektiver, hvor legen er grundlæggende jf. dagtilbudslovens § 7
  • Kvalificering af medarbejderne i forhold til realisering af den nye dagtilbudslov og de styrkede pædagogiske læreplaner.
     

Lovgrundlag

Dagtilbudsloven

Beslutning i Børne- og Ungeudvalget den 05-12-2018

Godkendt.