Punkt 2 Beslutning om overgangsordning for kommende 3. klasse på Stokkebækskolen

Beslutningstema

Beslutning om overgangsordning for kommende 3. klasse i skoleåret 2019/20 på Stokkebækskolens tre afdelinger.

Indstilling

Direktionen indstiller til Børne- og Ungeudvalgets godkendelse,

  • At 3. klasse i skoleåret 2019/20 opretholdes på alle tre afdelinger på Stokkebækskolen
  • At Stokkebækskolen tildeles en engangsresurse til en ekstra klasse med 16 elever jævnfør den kommende resursemodel pr. 1. august 2019.
  • At de to øvrige 3. klasser tildeles resurser i forhold til faktisk elevtal, ligeledes jævnfør den kommende resursemodel.
  • At finansiering afholdes indenfor skoleområdets samlede økonomiske ramme.

Sagsfremstilling

I forlængelse af beslutningen om fagligt og økonomisk bæredygtige skoler indstillede Børne- og Ungeudvalget Stokkebækskolens bestyrelses model 1 til Byrådets godkendelse.
Byrådet godkendte modellen på byrådsmødet den 27. november 2018.
Modellen indebærer, at 0.-3. klasse placeres med hver et spor på henholdsvis afd. Hesselager og afd. Gudbjerg, og 4.-9. klasse placeres på afd. Gudme.
Den ny placering af klasser træder i kraft pr. 1. august 2019 for skoleåret 2019/20.


Administrationen foreslår, at den kommende 3. klasse for skoleåret 2019/20 bevares på de tre matrikler, idet årgangen året efter skal samles i to nye 4. klasser på afdeling Gudme.
Ved at lave denne glidende overgang får årgangen kun ét naturligt skifte i deres skolegang.


Stokkebækskolens ledelse og skolebestyrelse bakker op om denne overgangsløsning, idet der tillige vil være stor fokus på processen for at skabe trygge overgange for kommende 1. og 2. årgang, som får et skift fra afd. Gudme.
Ligeledes faciliterer skolen en god overgang for de kommende 4.-6. klasser, som samles på afd. Gudme.


Skolen etablerer en SFO-løsning for kommende 3. klasse i afd. Gudme i skoleåret 2019/20, enten i form af en satellit eller en følgeordning til SFOén i afd. Gudbjerg, såfremt der bliver et behov.
Børnene i 3. klasse benytter sædvanligvis SFO i et mindre omfang end de yngre årgange. Løsningen hertil findes indenfor skolens eget budget.

Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser

En glidende overgangsordning for den kommende 3. klasse på tre matrikler i stedet for to vil betyde en merudgift på 0,6 mio. kr. i skoleåret 2019/2020.

Ved beregning af merudgiften er det forudsat, at der er 51 elever på overgangen fordelt med 22 elever i Hesselager, 20 elever i Gudme og 9 elever i Gudbjerg.

Merudgiften holdes inden for Skoleområdets budgetramme.

Beslutning i Børne- og Ungeudvalget den 05-12-2018

Mette Kristensen (V) stillede følgende ændringsforslag:
at Stokkebækskolen skal praktisere samlæsningsmodellen som en overgangsordning for hele indskolingen indenfor den eksisterende ramme, således fastholdes indskolingen i alle tre afdelinger.

 

Stemte for: Mette Kristensen (V)
Stemte i mod: Henrik Nielsen (C), Karl Magnus Bidstrup (Å), Dorthe Ullemose (O), Maria Haladyn (A), Torben Frost (A) og Steen Tinning (R)

 

Herefter godkendte udvalget indstillingen. Mette Kristensen (V) undlod at stemme.