Punkt 5 Godkendelse af kvalitetstandard for afløsning og aflastning, jf. servicelovens § 84

Beslutningstema

Godkendelse af kvalitetsstandard for afløsning og aflastning efter servicelovens § 84.

Indstilling

Direktionen indstiller,

  • At udvalget godkender forslag til kvalitetsstandard for afløsning og aflastning efter servicelovens § 84.

Sagsfremstilling

Efter servicelovens § 84 skal kommunen tilbyde afløsning eller aflastning til ægtefælle/forældre/nære pårørende, der passer en person med fysisk eller psykisk funktionsevne.


Bestemmelsen gælde både børn, unge, voksne og ældre. Afløsningen gives i hjemmet, mens aflastning gives udenfor hjemmet for eksempel i familiepleje, aflastningsboliger og gæsteboliger på plejehjem.


Svendborg Kommune har ikke i dag en fælles politisk fastsat kvalitetsstandard for afløsning og aflastning efter servicelovens § 84.


Der har været nedsat en tværgående arbejdsgruppe med repræsentanter fra

Familieafdelingen, Socialafdelingen og Ældreområdet med det formål at sikre ensartethed i udmøntning af afløsning og aflastning på tværs af afdelingerne. Kvalitetsstandarden skal bidrage til at skabe et sammenhængende borgerforløb og lette overgangsarbejdet fra ung til voksen.


Arbejdsgruppen har blandt andet undersøgt serviceniveauet for aflastning i andre kommuner. En sammenligning med andre kommuner viser, at Svendborg Kommune har et højere serviceniveau for aflastning, idet Svendborg Kommune bevillinger op til 189 aflastningsdøgn om året. De undersøgte kommuner har typisk 60-90 aflastningsdøgn om året.


Arbejdsgruppen har udarbejdet et udkast til en kvalitetsstandard for afløsning og aflastning, hvori det foreslås, at der vejledende kan bevilliges op til 10 timer afløsning om ugen samt op til 90 aflastningsdøgn om året.


Kvalitetsstandarden opsætter vejledende serviceniveauer for afløsning og aflastning, hvilket er i overensstemmelse med servicelovens § 138.  Tildelingen sker efter en konkret og individuel vurdering af ægtefællens/forældrenes/pårørendes behov for afløsning og aflastning.


Som udgangspunkt påvirker kvalitetsstandarden ikke borgere, som i dag modtager afløsning eller aflastning efter servicelovens § 84. Fremadrettet vil det betyde lavere serviceniveau som følge af, at der vejledende bevilliges færre afløsningstimer og aflastningsdøgn. 


Kvalitetsstandarden er sendt i høring i Handicaprådet. Et eventuelt høringssvar vil blive udleveret på udvalgsmødet den 4. april 2018.

Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser

Fremadrettet forventes der en mindre reduktion i udgiftsniveauet.

Lovgrundlag

Servicelovens § 84 vedrørende afløsning og aflastning.

Servicelovens § 138 vedrørende kvalitetsstandarder.

Beslutning i Børne- og Ungeudvalget den 04-04-2018

Godkendt. Uddelt høringssvar fra Handicaprådet.