Punkt 17 Delberetning nr. 10. for regnskabsåret 2012

Beslutningstema

Godkendelse af delberetning nr. 10. for regnskabsåret 2012. Sagen er ved en fejl ikke videresendt efter økonomiudvalgets godkendelse på mødet den 18. juni 2013.

Formelt skal beretningen godkendes af Byrådet.

Sagsfremstilling

Økonomi og Indkøb fremsender delberetning nr. 10 for regnskabsåret 2012 omhandlende den løbende revision indtil januar 2013. Revisionen har ikke givet anledning til bemærkninger.


 Revisionen har i beretningen foretaget:  

  • Gennemgang af Regnskabsføring og Interne kontroller:
    • Principper for økonomistyring
    • Anvendelse af IT systemer
    • Bilagsbehandling, funktionsadskillelse og interne kontroller
    • Beholdningseftersyn og gennemgang af udvalgte balanceposter
    • Decentralt besøg
  • Gennemgang på løn og personaleområdet
  • Revision af de sociale områder med statsrefusion
  • Opfølgning på tidligere bemærkninger. 

Den gennemgående konklusion på alle områder er, at der er fastsat retvisende og betryggende regler og at der overalt administreres efter de fastsatte retningslinjer.


På de sociale områder er der med undtagelse af enkeltstående fejl og mangler, generelt ikke fundet fejl, ligesom bemærkninger fra tidligere beretninger er fuldt op og rettet.


Det anbefales, at der med fordel kan ske en koordinering af regelsættet omkring IT systemer i Principper for Økonomistyring og kommende ny IT Sikkerhedspolitik. Det er revisionens vurdering, at en koordinering imellem regelsættene kan hindre utilsigtede risici, herunder forøget risiko for uopdagede fejl og uhensigtsmæssig tilrettelæggelse af kontroller og ressourceanvendelse.

 

Revisionen henstiller, at den igangværende proces med beskrivelse og indførelse af betryggende retningslinjer for kommunens involvering i borgernes økonomi, i Socialafdelingen færdiggøres - således, at der er en fælles stillingstagen til kommunens assistance til borgerne i håndtering af deres økonomiske forhold, herunder et ensartet serviceniveau, samt betryggende og hensigtsmæssige forretningsgange.

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Lovgrundlag

Styrelseslovens § 45.

Indstilling

Direktionen indstiller,

  • At delberetning nr. 10 for regnskabsåret 2012 godkendes.

Beslutning i Økonomiudvalget den 18-06-2013

Godkendt.


Lise-Lotte Tilsted (V), Bruno Hansen (F) og Jørgen Lundsgaard (I) var fraværende.

Beslutning i Byrådet den 25-02-2014

Godkendt.