Punkt 2 Punkt til behandling fra Enhedslistens byrådsgruppe

Sagsfremstilling

Byrådsmedlem Jesper Kiel (Ø) ønsker følgende optaget på byrådets dagsorden den 25. februar 2014:


Overordnet planlægning for større solcelleanlæg.

 

Forslag

Svendborg Kommune skal fremme større solcelleanlæg og give borgerne mulighed for at være med i andelsbaserede anlæg. Samtidigt skal det sikres at større solcelleanlæg placeres mest hensigtsmæssigt i forhold til naboer og landskab. Derfor bedes administrationen:

 

  • Udarbejde en oversigt over mulige placeringer for større solcelleanlæg, hvor dette generer naboer og landskab mindst muligt.
  • Afdække mulige placeringer på kommunal jord eller bygninger.
  • Afdække mulige placeringer hos kommunalt ejede selskaber.
  • Udarbejde en plan for hvordan, der kan oprettes solcelleanlæg på andelsbasis, hvor borgerne kan købe andele.

 

Baggrund

Der kommer i løbet af foråret ny lovgivning for solceller. Der åbnes op for andelsbaserede solcelleanlæg, derved har borgerne mulighed for at have solceller, også selvom de ikke umiddelbart kan placere dem på deres egen bygning. Der er allerede opsat solcelleanlæg på større arealer hos private, men det vil være uhensigtsmæssigt, hvis solceller blot placeres, der hvor enkeltpersoner ejer jord. Større solcelleanlæg får karakter af industrielle anlæg og bør derfor placeres under hensyntagen til eventuelle naboer og landskab.

Hvis solceller skal blive et folkeligt projekt, er det vigtigt at alle får mulighed for at være med, så det ikke kun er nogle få der får overskuddet.

Kommunen og kommunens selskaber kan muligvis ikke økonomisk udnytte alle oplagte placeringer på tage og arealer. Derfor skal kommunen og kommunens selskaber skabe rammerne om solcelleanlæg på andelsbasis og understøtte, at dette kan ske på private arealer.”

Beslutning i Byrådet den 25-02-2014

Liste F foreslog, at sagen blev oversendt til behandling i Erhvervs-, Beskæftigelses- og kulturudvalget.


Byrådet besluttede, at oversende sagen til behandling i fagudvalget.