Punkt 11 Fælles fynsk udbud, forlængelse af nuværende kontrakt

Beslutningstema

I forbindelse med det fælles udbud for busdrift på Fyn og Langeland, har FynBus modtaget tilbud på el-buskørsel i Svendborg, som er væsentlig højere end de nuværende omkostninger til buskørsel.

 

På den baggrund skal der træffes beslutning om, hvorvidt der skal gøres brug af muligheden for at forlænge den nuværende kontrakt for buskørsel med et år.

Indstilling

Direktionen indstiller til Teknik- og Miljøudvalget,

 

  • At godkende, at Svendborg Kommune ikke accepterer de tilbud, der er modtaget i forbindelse med udbud af busdriften med kontraktstart i august 2024.
  • At godkende en forlængelse af den eksisterende kontrakt for buskørsel med et år, med henblik på at gennemføre et nyt udbud med mest muligt miljø og klimaeffekt for pengene, med kontraktstart august 2025.

Sagsfremstilling

I september 2021 besluttede Svendborg Kommune at indgå i et fælles udbud af eldrevet busdrift på Fyn og Langeland, hvor Svendborg, Middelfart og Nyborg indgik i samme udbudspakke. Beslutningen indebar bl.a. kontraktstart i august 2024.

 

FynBus har af to omgange modtaget tilbud på el-buskørslen i Svendborg Kommune (lokal- og bybusruter). Ved første tilbudsrunde var de indkomne bud væsentlig højere end de nuværende omkostninger til buskørsel. På baggrund af priserne fra første tilbudsrunde gik FynBus i forhandling med tilbudsgiverne, med henblik på at skabe afklaring om, hvorvidt der var mulighed for at forhandle priserne væsentligt ned. Priserne for anden tilbudsrunde ligger fortsat højere end de nuværende omkostninger for buskørsel i Svendborg Kommune.

 

På baggrund af tilbuddene på el-buskørsel i Svendborg Kommune anbefales det at forlænge den nuværende aftale med 1 år, og efterfølgende genudbyde busdriften. Forlænges den nuværende kontrakt, vil det give rum for at gentænke udbudsstrategien, herunder mulighederne for mest muligt miljø og klimaeffekt inden for budget, og gennemføre et nyt udbud i fællesskab med flere fynske kommuner. Mest miljø og klimaeffekt inden for budget kan f.eks. indbefatte, at man kigger ind i en løsning med eldrevet buskørsel på bybusruter og dieseldrevet buskørsel på lokalruterne frem mod 2030, eller en senere indfasning af eldrevet buskørsel på lokalruterne.

Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser

Tilbuddene i anden tilbudsrunde ligger ca. 1,9 mio. kr. årligt (i årene 2024 og frem) over det budget som Svendborg Kommune har afsat. Hertil kommer en forventet merudgift i 2024 på 3,4 mio. kr. vedrørende merforbruget i 2022.

 

De årlige merudgifter på 1,9 mio. kr. er et øjebliksbillede, og er følsomme for ændringer i billetindtægter, dieselprisindekset, lønindekset etc.

 

Det er ikke muligt at pege på finansiering af merudgifterne indenfor de eksisterende driftsrammer, hvorfor administrationen anbefaler at forlænge den eksisterende kontrakt med et år.

CO2-Konsekvensvurdering

Med afsæt i antallet af køreplan-km for 2019 udleder buskørslen i Svendborg Kommune 906 tons CO², 4,5 ton NOx og 37 kg partikler.

Lovgrundlag

Lov om Trafikselskaber

Sagen afgøres i

Teknik- og Miljøudvalget

Beslutning i Teknik- og Miljøudvalget den 11-05-2023

Indstillingen godkendes.