Punkt 11 Forslag til dispositionsplan for genåbning af Kobberbækken

Beslutningstema

Kommunalbestyrelsen blev på temamøde den 20. december 2022 orienteret om status for en genåbning af Kobberbækken. For at fremme lokalplanlægning for Nyborgvej 25, har Plan- og lokalsamfundsudvalget den 7. februar 2023 besluttet at ansøge Slots- og Kulturstyrelsen om dispensation for fredninger omkring Ørkild Voldsted som vil kunne begrænse muligheden for at gennemføre projektet i dette område, jf. bilag 2(bilag 2 – dagsordenspunkt, PLU 7.2.2023)

 

Sagen fremlægges med henblik på en principbeslutning om at fremme projektet, herunder at at godkende et forslag til dispositionsplan for genåbning af Kobberbækken og efterfølgende udarbejdelse af et budgettema, som muliggør udarbejdelse af et egentligt projektforslag og efterfølgende prioritering af anlægsmidler.

 

I forlængelse heraf skal det godkendes, at der igangsættes en bebyggelsesplan for arealudviklingen af Godsbanearealet.

Indstilling

Direktionen indstiller, at Plan- og Lokalsamfundsudvalget og Teknik- og Miljøudvalget overfor Økonomiudvalget og Kommunalbestyrelsen anbefaler at

  • godkende dispositionsplan for genåbning af Kobberbækken
  • godkende udarbejdelse af budgettema for projektforslag og anlægsmidler til klimatilpasning ved genåbning af Kobberbækken.
  • godkende at der igangsættes en bebyggelsesplan for arealudviklingen af Godsbanearealet, der tager udgangspunkt i genåbning af Kobberbækken. 

Sagsfremstilling

Det samlede projekt ”Klimatilpasning ved genåbning af Kobberbækken” omfatter strækningen fra Ørkild Voldsted via Øverste og Nederste Ørkilds Møller, underføring under Nyborgvej, åbent tracé over det tidligere trælastareal og Godsbanearealet frem til udløb i Svendborg Havn lige vest for Den Blå Lagune.

 

Projektets formål

Projektets hovedformål er at sikre klimatilpasning af området. Projektet bidrager dermed til realisering af Klimahandleplan 2022 som en væsentlig indsats indenfor Robusthed – vand, som er den største klimatrussel i Svendborg Kommune.

 

En genåbning af Kobberbækken vil fastlægge rammerne for en kommende bebyggelsesplan for Godsbanearealet.  Årsagen er, at åbningen af Kobberbækken gennem området i tracé via trælast- og godsbanearealet – udover at sikre klimatilpasning - vil bidrage med væsentlig rekreativ værdi til kommende boliger.

Genåbningen udgør således det væsentligste åbningstræk for byudviklingen af godsbanearealet, som principielt angivet i Rammelokalplan 349 fra 2005, Udviklingsplanen Fremtidens Havn fra 2014, konkurrencen for Den Blå Kant fra 2017 og SIMAC-konkurrencen fra 2018.

Endelig vil projektet rumme muligheder for øget biodiversitet i området, hvorfor det er udpeget som et såkaldt signaturprojekt i Svendborg Kommunes kommende udviklingsstrategi.

 

Klimatilpasning

Baggrunden for projektet er, at Kobberbækken med dens tilløb af Trappebækken i dag giver problemer med oversvømmelser af områder ved Ørkildsgade, Grusvig og ved Ørkilds Øverste Mølle. Med tiltagende klimaforandringer øges disse problemer i fremtiden. Med baggrund i de skader som oversvømmelserne afstedkommer, er det administrationens vurdering, at der er behov for en samlet indsats, der fjerner eller reducerer risikoen ved oversvømmelser i forbindelse med kraftig regn og skybrud.

 

Den primære årsag til oversvømmelserne er, at de nederste knap 400 m. af Kobberbækken er rørlagt, og at rørlægningens dimension er for lille til at afvikle vandgennemstrømningen ved kraftig regn og skybrud. Dertil kommer hindringer i form af opstemninger af Kobberbækken både ved Øverste og Nederste Ørkilds Mølle.

 

Den oplagte løsning er at frilægge den rørlagte, nedre del og samtidig fjerne opstemningerne – med andre ord at genskabe det naturlige og oprindelige forløb og give plads til vandet. Disse ændringer er beskrevet i et dispositionsforslag udarbejdet af eksterne konsulenter for Svendborg Kommune, se bilag 2(Bilag 2: ”Dispositionsplan for klimatilpasning ved genåbning af Kobberbækken.”). Dispositionsplanforslaget understøtter således Klimahandleplanens indsats ”R2: Klimasikring af vandløb”.

 

Byudvikling - effekter og merværdi

Ved siden af den nødvendige klimatilpasning afleder dispositionsforslaget en række positive bi-effekter:

  • Forøget biodiversitet - Svendborg Kommune er i henhold til de statslige vandplaner senest i 2027 forpligtet til at sikre god økologisk tilstand i Trappe- og Kobberbækken, hvilket forudsætter en genåbning.
  • Styrket bynatur og forøgelse af byens rekreative værdier - en genåbning af Kobberbækken vil dels åbne mulighed for at skabe en ny grøn forbindelse mellem området ved Ørkild Voldsted og Svendborg bymidte og havn, dels forøge værdien af de friarealer der knyttes til en byudvikling på Godsbanearealet.
  • Forøget værdi af byggeretter - En genåbning af Kobberbækken vil forøge værdien af de byggeretter, som kan sælges på Godsbanearealet (kommunalt) samt på det tidligere trælastareal (privat).

 

Omkostningerne for etapen hen over Godsbanearealet udgør 24 mio. kr. ud af et samlet anlægsoverslag på 51,4 mio. kr. til hele fritlægningen af Kobberbækken.

 

Alternativer

Samtidig med udarbejdelsen af dispositionsforslaget er der undersøgt mulige alternativer til en genåbning af Kobberbækken. Her er set på hvordan de rørlagte 400 m fra Nyborgvej til udløbet øst for Hudes Plads eventuelt kunne håndteres:

  • Renovering af den eksisterende, slidte ledning, hvilket imidlertid ikke øger kapaciteten og dermed indebærer en fortsat risikofor oversvømmelser. Omkostning 4-6 mio. kr. ekskl. moms
  • Ny klimatilpasset betonledning i eksisterende tracé. Omkostning 12-15 mio. kr. ekskl. moms (hertil kommer udgifter til erhvervelse og nedrivning af bygninger)
  • Ny klimatilpasset betonledning udenom eksisterende bygninger. Omkostning 15-17 mio. kr. ekskl. moms.
  • Ny klimatilpasset betonledning, tunneleret under eksisterende bygninger. Omkostning 20-22 mio. kr. ekskl. moms.

 

 

 

Disse alternativer giver imidlertid ingen af de ovenfor nævnte merværdier i form af forøget biodiversitet, styrket bynatur, forøgede rekreative værdier eller forøget værdi af byggeretter.

 

Både ved Øverste og Nederste Ørkilds Mølle er der undersøgt alternativer til det anbefalede tracé i dispositionsplanen. PLU godkendte den 7. februar 2023 et tracé vest om Øverste Ørkilds Mølle som grundlag for at ansøge om dispensationer for forskellige fredninger ved Ørkild. Dette alternativ samt det foreslåede tracé ved Nederste Ørkilds Mølle viste sig samlet set at indebære flest fordele og samtidig at være det mest økonomisk fordelagtige.

Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser

Anlægsoverslaget beløber sig til 51,4 mio kr ekskl. moms, men inkl. opkøb af ejendomme ved Nederste Ørkilds Mølle, baseret på ejendomsvurderinger og mæglervurdering. Et eventuelt opkøb ved Nyborgvej 2–4 er ikke indeholdt i overslaget.

 

Udgifter til udarbejdelse af projektforslag beløber sig til 1,2-1,4 mio. kr. Dertil kommer forundersøgelser bl.a. af geoteknisk og miljømæssig art på 7.-900.000 kr. Beløbene er overslag og behæftet med usikkerhed. Omkostningsniveauet indebærer, at der skal gennemføres et rådgiverudbud.

 

Forslag til finansiering

Svendborg Kommune har fra Havørred Fyn modtaget tilsagn om en støtte på 320.000 kr. til forundersøgelser i forbindelse med strækningen ved Øverste Ørkilds Mølle. Med baggrund i et vedtaget dispositionsforslag vil administrationen endvidere afsøge muligheden for yderligere fondsfinansiering fra andre relevante fonde.

 

Udarbejdelse af projektforslag og senere udbudsprojekt vurderes at være del af projektmodningen for den nye bydel og udgifterne hertil vil senere kunne modregnes i salgsprovenuet. En gennemførelse af genåbningen hen over såvel trælast- som Godsbanearealet vurderes som nævnt at påvirke værdiansættelsen af arealerne og vil således påvirke salgsprovenuet for Godsbanearealet positivt og dermed reducere omkostningerne ved erhvervelse af det nødvendige tracé over trælastens areal.

 

Vand og Affald vurderer ud fra egne beregninger muligheden for medfinansiering som meget begrænset. Svendborg Kommune er ved at få gennemført supplerende beregninger.

 

Muligheder for låneadgang for dele af den kommunale investering i projektet undersøges og fremlægges på fagudvalgenes møder mødet.

 

Til Kommunalbestyrelsens anlægsseminar den 25. april udarbejdes et første oplæg til budgettema vedr. udarbejdelse af et egentligt projektforslag samt anlægsmidler i overslagsårene xxx.

CO2-Konsekvensvurdering

Ikke relevant

Sagen afgøres i

Kommunalbestyrelsen

Beslutning i Plan- og Lokalsamfundsudvalget den 11-04-2023

Enhedslisten stillede følgende ændringsforslag:

Godkende dispositionsplan for genåbning af Kobberbækken og godkende udarbejdelse af budgettema for projektforslag og anlægsmidler til klimatilpasning ved genåbning af Kobberbækken.

 

Ikke godkende at der igangsættes en bebyggelsesplan for arealudviklingen af Godsbanearealet, der tager udgangspunkt i genåbning af Kobberbækken. 

 

 

For stemte 1 medlem:          Liste Ø

Imod stemte 4 medlemmer:  Liste A og F

V undlod at stemme.

 

Man stemte om indstillingen:

For stemte 4 medlemmer:  Liste A og F.

Imod stemte 1 medlem:  Liste Ø.

V undlod at stemme.

 

Ø kunne ikke godkende indstillingen, idet man ikke finder forudsætningerne for bebyggelsesplanen tilstrækkeligt belyst.

 

Beslutning i Teknik- og Miljøudvalget den 17-04-2023

Administrationen bemærker til sagen, at udvalget skal træffe beslutning vedrørende indstillingens første to punkter, idet indstillingens tredje punkt hører under Plan- og Lokalsamfundsudvalgets kompetence.

Liste V fremsætter følgende ændringsforslag:

V indstiller grundet kommunens økonomiske situation, at der indhentes konkret tilbud på nødvendig forøgelse af vandføringsevnen i den nedre del af Kobberbækkens løb i rør, forinden der træffes principbeslutning om genåbning af Kobberbækken”.

 

Forslaget bringes til afstemning.

 

For stemte 2 medlemmer: Birger Jensen (Liste V) og René Haahr (Liste V).

 

Imod stemte 4 medlemmer: Jesper Kiel (Liste Ø), John Arly Henriksen (Liste A), Karl Magnus Bidstrup (Liste A) og Kristine Andersen (Liste A).

 

Dermed var forslaget forkastet.

 

Man stemte derefter om indstillingens første to punkter.

 

For stemte 4 medlemmer: Jesper Kiel (Liste Ø), John Arly Henriksen (Liste A), Karl Magnus Bidstrup (Liste A) og Kristine Andersen (Liste A)

 

2 medlemmer undlod at stemme:  Birger Jensen (Liste V) og René Haahr (Liste V).

 

Indstillingens første to punkter anbefales dermed til Økonomiudvalget og Kommunalbestyrelsen.

 

 

Afbud fra Jørgen Lundsgaard (Liste B)

 

Beslutning i Økonomiudvalget den 18-04-2023

Liste V fremsætter følgende ændringsforslag:

V indstiller grundet kommunens økonomiske situation, at der indhentes konkret tilbud på nødvendig forøgelse af vandføringsevnen i den nedre del af Kobberbækkens løb i rør, forinden der træffes principbeslutning om genåbning af Kobberbækken”.

 

Forslaget bringes til afstemning.

 

For stemte: 2 (V).

 

Imod stemte: 7 (A, Ø, C, F og B)

 

Dermed var forslaget forkastet.

 

Man stemte derefter om indstillingen, idet PLU skal drøfte principperne for bebyggelsesplanen, inden denne udarbejdes.

 

For stemte: 7 (A, Ø, C, F og B)

Mod stemte: 2 (V).

 

Liste V kan på baggrund af kommunens økonomiske situation og det foreliggende grundlag ikke godkende dispositionsplan og principbeslutning for genåbning af Kobberbækken. Venstre har stillet ændringsforslag til en billigere løsning for klimasikring af området omkring nedre del af Nyborgvej og Ørkildsgade.  

Beskrivelsen af de økonomiske konsekvenser er mangelfuld, og der findes på nuværende tidspunkt ingen forslag til finansiering.  

 

Beslutning i Kommunalbestyrelsen den 25-04-2023

Liste V fremsætter følgende ændringsforslag:

V indstiller grundet kommunens økonomiske situation, at der indhentes konkret tilbud på nødvendig forøgelse af vandføringsevnen i den nedre del af Kobberbækkens løb i rør, forinden der træffes principbeslutning om genåbning af Kobberbækken”.

 

Forslaget bringes til afstemning.

 

For stemte: 7 (V).

Imod stemte: 21 (A, Ø, C, F og B)

Undlod . 1 (O)

Dermed var forslaget forkastet.

 

Man stemte derefter om indstillingen, idet PLU skal drøfte principperne for bebyggelsesplanen, inden denne udarbejdes.

 

For stemte: 21 (A, Ø, C, F og B)

Mod stemte: 7 (V).

Undlod: 1 (O)

 

Liste V kan på baggrund af kommunens økonomiske situation og det foreliggende grundlag ikke godkende dispositionsplan og principbeslutning for genåbning af Kobberbækken. Venstre har stillet ændringsforslag til en billigere løsning for klimasikring af området omkring nedre del af Nyborgvej og Ørkildsgade. Beskrivelsen af de økonomiske konsekvenser er mangelfuld, og der findes på nuværende tidspunkt ingen forslag til finansiering.

 

Afbud fra Per Nykjær Jensen (V). Som suppleant deltog Karen Kruse (V).