Punkt 2 Oprettelse af ekstra sportsklasse

Beslutningstema

Oprettelse af eventuel ekstra sportsklasse på Nymarkskolen.

Indstilling

Direktionen indstiller

 

Til Børne-, Unge- og Uddannelsesudvalget,

  • At udvalget drøfter og træffer beslutning, om der skal oprettes en ekstra sportsklasse på det kommende 7. klassetrin på Nymarkskolen
  • At en eventuel ekstra sportsklasse oprettes uden særlig grundtildeling til sportsklasser på 447.000 kr/år
  • At udvalget indstiller til Økonomiudvalgets beslutning, at en eventuel ekstra sportsklasse indarbejdes i den fremadrettede demografimodel for skoleområdet 

Sagsfremstilling

Skole og Uddannelse har modtaget en henvendelse fra Eliterådet med ønske om oprettelse af en ekstra klasse til kommende 7. klassetrin hos sportsklasserne i det kommende skoleår. Sportsklasserne er en udskolingslinje på Nymarkskolen fra 7.-9. kl. og optager unge inden for alle sportsgrene.

 

Der er behov for en stillingtagen, så elever og forældre kan få besked om, hvorvidt de er optaget i sportsklassen. Dette var oprindeligt planlagt til d. 17. marts 2023 ligesom for øvrige udskolingslinjer. De vil nu få besked ud om optaget hurtigst muligt efter Børne-, Unge- og Uddannelsesudvalgets og Økonomiudvalgets møder d. 21. marts 2023.

 

Baggrunden er, at der i år er flere ansøgninger fra elever, som alle er vurderet kvalificerede til optagelse i sportsklassen. Det fremgår af styrelsesvedtægtens bilag 11, at der hvert år optages max 28 på sportslinjen. Skal dette ændres kræver det en politisk behandling.

 

Oprettelse af en ekstra klasse vil betyde, at flere unge får imødekommet deres ønsker til udskolingslinje.

 

Samtidig kan en ekstra sportsklasse potentielt have afledte konsekvenser for bl.a. øvrige udskolingslinjer, hvor optaget kan falde. Eksempelvis er en stor del af ansøgerne fra Stokkebækskolens distrikt, og oprettelse af en ekstra sportsklasse vil dermed kunne betyde et faldende elevtal i skolens egne klasser.

 

Derudover vil en beslutning kunne danne præcedens for kriterier ift. oprettelse af ekstra linjeklasser i fremtiden. Det kan også have den konsekvens, at nogle linjer ikke vil opleve tilstrækkelig søgning til, at de kan oprettes i enkelte skoleår og dermed evt. må ”sættes på pause” i skoleår med lav søgning. Dette kan vanskeliggøre opretholdelsen af kompetencer og en stabil økonomistyring på de enkelte skoler. Det kan derfor betyde, at man på sigt vil være nødt til at lukke nogle linjer permanent, som følge af et enkelt år med et lavt antal ansøgninger.

Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser

Sportsklassen på Nymarkskolen tildeles budget efter gældende tildelingsmodel på almen-området. Derudover tildeles 447.000 kr. ekstra til sportsklassen årligt.

 

Den differentierede tildelingsmodel på skolerne, hvor der tildeles forskelligt budget pr. elev efter antallet af elever i en klasse, gør at det ikke med sikkerhed kan siges, hvorvidt den ekstra sportsklasse vil give øgede udgifter i forhold til almentildelingen til skolerne. Mer-/mindreudgifterne afhænger af, hvilke skoler eleverne kommer fra og klassekvotienten på årgangene i det enkelte år samt om eleverne kommer fra privatskoler.

Sandsynligvis vil den ekstra sportsklasse fremadrettet give et øget udgiftspres via demografiberegningen, på grund af lavere klassekvotient.

 

Herudover vurderer Nymarkskolen, at en ekstra sportsklasse kan drives uden at den faste tildeling til den første klasse på 447.000 kr. forhøjes.

 

Mer-/mindreudgifter i forhold til en ekstra sportsklasse, findes i indeværende år inden for Skole og Uddannelses samlede ramme. Fremadrettet vil tildelingen til sportsklassen indgå i demografiberegningerne, der dermed må forventes at medføre øgede udgifter.

CO2-Konsekvensvurdering

Ingen bemærkninger

Lovgrundlag

Folkeskoleloven

Sagen afgøres i

Børne-, Unge- og Uddannelsesudvalget

Økonomiudvalget

Beslutning i Børne- Unge- og Uddannelsesudvalget den 21-03-2023

Det Konservative Folkeparti foreslår at der gives dispensation fra bilag 11 i styrelsesvedtægten så der kan oprettes 2 sportsklasser i skoleåret 23/24.

 

For: Konservative

Imod: Venstre, SF, Enhedslisten

Afstår: Socialdemokraterne