Punkt 12 Endelig vedtagelse af kommuneplantillæg og tillæg til lokalplan for Tankefuld

Beslutningstema

Beslutning om endelig vedtagelse af kommuneplantillæg samt tillæg til lokalplan for Tankefuld. Planernes formål er at præcisere områdets anvendelse og disponere et større areal til offentlige formål og dermed muliggøre at der kan placeres et plejecenter og en daginstitution i Tankefuld.

Indstilling

Direktionen indstiller til Plan- og Lokalsamfundsudvalget, at det overfor Økonomiudvalget og Kommunalbestyrelsen anbefales,

          at Kommuneplantillæg 2021.08 vedtages endeligt,

          at Lokalplan 609 – tillæg 2 vedtages endeligt.

Sagsfremstilling

Baggrund

Den demografiske udvikling i Svendborg Kommune gør, at der er behov for flere pleje- og demensboliger de kommende år. Det daværende Social- og Sundhedsudvalg besluttede den 9. november 2021 at der skal opføres et nyt plejecenter for at sikre, at kommunen kan tilbyde de nødvendige pleje- og demensboliger. Efterfølgende besluttede det daværende Byråd, den 21. december 2021, at det nye plejecenter skal placeres i Tankefuld.

 

Plan- og Lokalsamfundsudvalget godkendte den 8. marts 2022, at igangsætte arbejdet med kommuneplantillæg og lokalplan for at muliggøre et nyt plejecenter med den ønskede placering i Tankefuld.

 

Kommuneplantillæg 2021.08

Kommuneplantillæg 2021.08 er udarbejdet for at tilføje følgende specifikke anvendelser til den gældende kommuneplanramme 07.01.C3.919.

 

-          Almene boliger

-          Sundhedsinstitutioner

-          Daginstitutioner

-          Døgninstitutioner

-          Offentlig administration

 

Der ændres ikke på kommuneplanrammens øvrige bestemmelser.

 

Lokalplan 609 – tillæg 2

Tillægget til den gældende lokalplan har til formål at inddrage delområde B2 (tæt-lav boligbebyggelse) til et delområde C (offentlige og private serviceformål). I praksis betyder det, at de eksisterende delområder B2 og C2 sammenlægges til et delområde C. I den forbindelse foretages der mindre justeringer af de tilstødende delområder, blandet andet for at sikre, at der fortsat minimum er det samme antal kvadratmeter friareal.

 

Det er primært kortbilag 2, der ændres. Ændringerne i kortbilag 2 bevirker dog, at der foretages konsekvensrettelser i de øvrige kortbilag og i enkelte bestemmelser.

 

Offentlig høring af planforslag

Kommunalbestyrelsen besluttede den 20. september at sende planforslagene i offentlig høring.

Planforslagene har været i offentlig høring fra den 28. september til og med den 27. oktober 2022. Kommunen har i høringsperioden ikke modtaget høringssvar.

Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser

Udgifter i forbindelse med udarbejdelse af planerne er varetaget af Svendborg Kommune og afholdes indenfor Byg og Byudviklings eksisterende rammer.

CO2-Konsekvensvurdering

Ændringen af plangrundlaget vil ikke medføre væsentlige konsekvenser i forhold til CO2.

Lovgrundlag

Planloven

Sagen afgøres i

Kommunalbestyrelsen

Beslutning i Plan- og Lokalsamfundsudvalget den 06-12-2022

Indstillingen blev godkendt.

 

Afbud fra René Haahr(V). Stedfortræder var Jesper Ullemose(V).

 

Beslutning i Økonomiudvalget den 13-12-2022

Indstilles.

Birger Jensen (V) var fraværende.

Beslutning i Kommunalbestyrelsen den 20-12-2022

Godkendt.

 

Der var afbud fra Torben Frost (A), Karl Magnus Bidstrup (A), Stina S. Thomsen (Ø), Birger Jensen (V) og Anders Johansen (C).

Som suppleanter deltog henholdsvis Claus Krossteig (A), Astrid Ejlersen (A), Johan W. Kristensen (Ø), Jesper Larsen (V) og Michael Bisbo (C).