Punkt 11 Godkendelse af Varmeplan 2030

Beslutningstema

Alle kommuner med gasforsynede områder skal på baggrund af cirkulæreskrivelse om kommunal varmeplanlægning og projektgodkendelse udarbejde og godkende en varmeplan senest i 2022.

 

På denne baggrund har administrationen udarbejdet Svendborg Kommunes Varmeplan 2030, som skal godkendes af Kommunalbestyrelsen.

Indstilling

Direktionen indstiller til Teknik- og Miljøudvalget, at det overfor Økonomiudvalget og Kommunalbestyrelsen anbefales,

 

  • At godkende Varmeplan 2030.

Sagsfremstilling

Alle kommuner med gasforsynede områder skal på baggrund af Klimaaftalen om grøn strøm og varme 2022 (Danmark kan mere II), som blev vedtaget i Folketinget i juni 2022, udarbejde en varmeplan senest i 2022.

 

Energistyrelsen har godkendt en cirkulæreskrivelse den 26. oktober 2022, der forpligter kommunerne til at udarbejde varmeplaner, som omfatter alle kommunens gasforsynede områder. I cirkulæreskrivelsen er det beskrevet, at varmeplanerne skal være udarbejdet og godkendt i 2022, jævnfør bilag 1 (Bilag 1. Energistyrelsens cirkulæreskrivelse).

 

Jævnfør cirkulæreskrivelsen skal kommunen også give alle ejendomsejere med gas- eller oliefyr i kommunens gasforsynede områder klar besked om eksisterende og fremtidige varmeforsyningsmuligheder. Herunder også planer for udrulning af fjernvarme og informere om alternative opvarmningsformer til gas- eller oliefyr.

 

Processen for udarbejdelsen af Svendborg Kommunes Varmeplan 2030 har været præget af den korte tidsfrist, som er blevet pålagt kommunerne. Udarbejdelsen af en varmeplan tager normalt 1-2 år, så der er tilstrækkelig tid til at inddrage relevante aktører og inddrage svar i høringsprocesser. Varmeplan 2030 er udarbejdet uden en offentlig høringsproces. Dette er muligt, da planen ikke indeholder en samlet samfundsøkonomisk vurdering, jævnfør Cirkulæreskrivelsen. Teknik- og Miljøudvalget har den 6. oktober 2022 besluttet, at Varmeplan 2030 revideres i 2023 med henblik på her, at indarbejde en offentlig høring af varmeplanen.

 

Varmeplan 2030 er en digital plan og kan tilgås via dette link: https://svendborg.cowiplan.dk/planportal/varmeplan-2030/forside-varmeplan-2030/om-planen/

Varmeplan 2030 kan ligeledes læses i PDF-version via bilag 2. (Bilag 2. Varmeplan 2030). Det bemærkes dog, at der er en række af funktionerne i varmeplanen, som ikke findes i PDF-versionen, men kun i den digitale plan.

 

Varmeplan 2030 er ikke juridisk bindende for hverken fjernvarmeaktørerne, gasselskabet Evida eller elnetsselskaberne. Planen kan derimod bruges til at beskrive den ønskede strategiske retning for udvikling af varmesektoren i Svendborg Kommune, hvilket styrker planlægningen på tværs af aktørerne.

 

 

 

Indhold i varmeplan 2030

Varmeplan 2030 består blandt andet af en sektion, som beskriver Kommunalbestyrelsens fokusområder og ønskede handlinger, som skal understøtte udviklingen af varmesektoren i Svendborg Kommune. Denne sektion har været behandlet på Teknik- og Miljøudvalgsmødet den 6. oktober 2022.

 

Et andet centralt element i Varmeplan 2030 er varmeplanskort 2030. Varmeplanskort 2030 skitserer de allerede fjernvarmegodkendte områder og derudover kategoriseres alle naturgasforsynede områder i tre kategorier:

 

  1. Højt fjernvarmepotentiale
  2. Middel fjernvarmepotentiale
  3. Lavt fjernvarmepotentiale

 

Højt fjernvarmepotentiale dækker over områder, hvor der på baggrund af en analyse er vurderet et godt potentiale for fjernvarmeforsyning. Der er et fjernvarmeselskab, som har tilkendegivet, at de ønsker at forsyne området og vil udarbejde et projektforslag. Der er ligeledes lokaliseret en mulig placering til varmeproduktionsanlæg.

 

Middel fjernvarmepotentiale dækker over områder, hvor der på baggrund af en screening eller analyse er vurderet et potentiale for fjernvarmeforsyning. Der er på nuværende tidspunkt ikke et fjernvarmeselskab, som har tilkendegivet, at de ønsker at forsyne området og der er ikke nødvendigvis lokaliseret en mulig placering til varmeproduktionsanlæg.

 

Lavt fjernvarmepotentiale dækker over områder, hvor der på baggrund af en screening eller analyse er vurderet et lavt potentiale for fjernvarmeforsyning. Som udgangspunkt vurderes individuelle varmeløsninger at være mest relevante.

 

I områder med lavt eller middel fjernvarmepotentiale kan fælles varmeløsninger i mindre målestok ligeledes være en relevant varmeløsning. 

 

Tilskudsmuligheder og statslig registrering

Kommunerne skal jævnfør cirkulæreskrivelsen senest den 31. december 2022 registrere alle områder som er potentielle fjernvarmeområder til de statslige planregistre i Plandata. I statsligt planregi benyttes kun godkendte fjernvarmeområder samt kategorierne potentiel fjernvarme og individuel forsyning.

 

Der forventes at blive indført regelændringer som følge af udmøntningen af Varmepumpepuljen (tidligere Bygningspuljen). Ved implementering vil områder, der er registeret som potentielle fjernvarmeområder i de statslige plandata, ikke længere have mulighed for at søge tilskud til individuelle varmepumper. Udkast til varmepumpepuljebekendtgørelsen kan ses jævnfør bilag 3 (Bilag 3. Udkast Varmepumpepuljebekendtgørelsen). Dette er en ændring fra tidligere, hvor det alene var områder, hvor der forelå et godkendt projektforslag til fjernvarme, der ikke kunne modtage tilskud til individuelle varmepumper. 

 

Der er ikke en direkte overensstemmelse mellem de statslige kategorier og kategorierne benyttet i Varmeplan 2030. Derfor vil der i den kommunale varmeplan være registreret områder med højt fjernvarmepotentiale i Varmeplan 2030, der figurerer som fjernvarmeområder i de statslige planregistre.

 

Områder, som er kategoriseret som middel fjernvarmepotentiale og lavt fjernvarmepotentiale i Varmeplan 2030, vil blive registreret som individuel forsyning i de statslige plandata. Disse områder vil derved fortsat have mulighed for at søge tilskud til individuelle varmepumper via den nye varmepumpepulje.

 

Koordinering med forsyningsselskaber

Administrationen har været i tæt dialog med forsyningsselskaberne i Svendborg Kommune i forhold til analyser og udarbejdelsen af Varmeplan 2030. På denne baggrund har administrationen arbejdet efter, at fjernvarmeselskaberne senest medio november 2022 skulle give en tilbagemelding om, hvilke områder de ønsker at udvide til og vil udarbejde projektforslag for i 2023. Disse områder vil blive kategoriseret som højt fjernvarmepotentiale i Varmeplan 2030. Ingen af fjernvarmeselskaberne har kunnet give en tilbagemelding inden for tidsfristen. Tilbagemeldingen fra fjernvarmeselskaberne er, at der er behov for mere tid, hvis der skal udmeldes en troværdig tidshorisont for fjernvarmeudvidelserne, som er støttet af de eksisterende andelshavere.

 

Af den årsag er der ved godkendelsen af Varmeplan 2030 ikke kategoriseret områder med højt fjernvarmepotentiale i varmeplanskort 2030.

 

Administrationen vil fortsætte det tætte samarbejde med fjernvarmeselskaberne i Svendborg Kommune og vil så vidt muligt justere områdekategorierne i forhold til fjernvarmeselskabernes udvidelsesplaner i den reviderede Varmeplan 2030, som laves i løbet af 2023.

 

Administrationen vil på baggrund af varmeplanskort 2030 begynde at udsende orienteringsbreve til bygningsejere med gas- og oliefyr i Svendborg Kommune. Teknik- og Miljøudvalget orienteres om indholdet i disse breve i et særskilt dagsordenspunkt.

Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser

Godkendelsen af Varmeplan 2030 vil ikke have økonomiske konsekvenser for Svendborg Kommune.

 

Kategoriseringen af områder til højt fjernvarmepotentiale i varmeplanskort 2030 med efterfølgende registrering af områderne til potentiel fjernvarme i de statslige planregistre vil have økonomisk konsekvens for bygningsejere i de berørte områder. Bygningsejere i disse områder vil ikke længere kunne søge tilskud til individuelle varmepumper via den nye Varmepumpepulje (tidligere Bygningspuljen).

 

Ved godkendelse af Varmeplan 2030 er der på nuværende tidspunkt ikke kategoriseret områder med højt fjernvarmepotentiale i varmeplanskort 2030.

CO2-Konsekvensvurdering

Godkendelsen af Varmeplan 2030 kan bidrage til øget omstilling i varmesektoren i Svendborg Kommune og lavere CO2-udledning som følge af dette.

Lovgrundlag

Varmeforsyningsloven

Cirkulæreskrivelse om kommunal varmeplanlægning og projektgodkendelse

Sagen afgøres i

Kommunalbestyrelsen

Beslutning i Teknik- og Miljøudvalget den 08-12-2022

Indstillingen anbefales overfor Økonomiudvalget og Kommunalbestyrelsen.

 

Afbud: René Haahr (V), Stedfortræder: Mette Kristensen (V).

 

Beslutning i Økonomiudvalget den 13-12-2022

Indstilles.

Birger Jensen (V) var fraværende.

Beslutning i Kommunalbestyrelsen den 20-12-2022

Godkendt.

 

Der var afbud fra Torben Frost (A), Karl Magnus Bidstrup (A), Stina S. Thomsen (Ø), Birger Jensen (V) og Anders Johansen (C).

Som suppleanter deltog henholdsvis Claus Krossteig (A), Astrid Ejlersen (A), Johan W. Kristensen (Ø), Jesper Larsen (V) og Michael Bisbo (C).