Punkt 18 Fuldmagt til ansøgning om dispensation fra strandbeskyttelseslinje og kirkefredning

Beslutningstema

Teknik- og Miljøudvalget besluttede på mødet den 8. september 2022 at give Præstelandingens Brolaug fuldmagt til selv at søge dispensation fra strandbeskyttelseslinje og kirkefredning til opførelse af klubhus med toilet og sauna på kommunens strandareal på Kirkestræde, Thurø.

 

Præstelandingens Brolaug har nu fremsendt ansøgning til både Kystdirektoratet og Fredningsnævnet for Fyn om dispensation til opførelse af en servicebygning, der er betydeligt større end i det tidligere projekt.

 

Udvalget skal derfor tage stilling til, om fuldmagten skal opretholdes.

Indstilling

Direktionen indstiller til Teknik og Miljøudvalget,

 

  • At godkende, at fuldmagten til Præstelandingens Brolaug opretholdes til det nye projekt.
  • At godkende kommunens udtalelse til Fredningsnævnet om det nye projektforslag.
  • At godkende, at Præstelandingens Brolaug selv afholder eventuelle udgifter til tilslutningsbidrag og anlæg af ekstra parkeringspladser.

 

eller

 

  • At godkende, at opretholde fuldmagten til det oprindelige projekt.
  • At godkende, at Præstelandingens Brolaug selv afholder eventuelle udgifter til tilslutningsbidrag og anlæg af ekstra parkeringspladser.

 

eller

 

  • At godkende, at fuldmagten til Præstelandingens Brolaug trækkes tilbage.

Sagsfremstilling

Teknik- og Erhvervsudvalget godkendte den 12. november 2020 en råderetsaftale med Præstelandingens Brolaug. Aftalen er vedlagt som bilag 1 (Bilag 1. Råderetsaftale med Præstelandingens Brolaug).

 

Projektet, som blev præsenteret på udvalgsmødet den 8. september 2022, havde et bebygget areal på 31,5 m2.

 

Det nye projekt har et bebygget areal på 75,7 m2 og vedlagt som bilag 2 (Bilag 2. Nyt projektforslag). Det nye projekt er udarbejdet sammen med Thurø Lokalråd, og indbefatter en servicebygning med klublokale, sauna, toilet og overdækket terrasse. Der er desuden handicapadgang til bygningen.

 

Brolauget oplyser derudover, at toilettet er offentligt tilgængeligt. Der vil derudover være adgang til sauna og klublokale mod medlemskab af foreningen.

 

Hvis fuldmagten trækkes tilbage, meddeler kommunen Kystdirektoratet og Fredningsnævnet, at kommunen ikke ønsker projektet realiseret. Hvis fuldmagten opretholdes, forsætter sagsbehandlingen hos henholdsvis Kystdirektoratet og Fredningsnævnet.

 

Administrationen bemærker, at der er tale om en ret stor bygning på et lille areal med begrænset parkeringsplads. Der er dog mulighed for at anlægge flere p-pladser på idrætsarealet på Kirkestræde, der ligger ca. 225 meter fra strandarealet.

 

Kirkefredningen om Thurø Kirke er en såkaldt Provst Exner-fredning, som har til formål at sikre kirkens frie beliggenhed samt udsigten til og fra kirken. Af fredningen fremgår det:

 

”Matrikel nr. 116-f, Thurø By (kommunens strandareal) fredes således, at arealerne ikke må bebygges eller beplantes med udsigtsødelæggende beplantning ligesom der heller ikke på arealerne må anbringes transformerstationer, telefon- og telegrafmaster o. lign. eller opsættes skure, udsalgssteder, isboder, vogne til beboelse eller opbevaring af redskaber eller lignende skønhedsforstyrrende genstande”.

 

Såfremt fuldmagten opretholdes, vil administrationens udtalelse til Fredningsnævnet være som følger:

 

Servicebygningen har et bebygget areal på 75,7 m2 og indeholder klublokale, toilet, sauna og overdækket terrasse.

 

Bygningshøjden er 3,5 m. Bygningen har fladt tag og udføres med glasfacader og træbeklædning i mørk farve. Den placeres 2,5 m. fra strandgrundens skel mod vest.

 

Bygningen placeres på terræn i kote ca. 2,0. For at imødekomme fremtidige havstigninger vil det formodentlig være hensigtsmæssigt at hæve bygningens gulvkote til kote 2,5 -3,0.

 

Thurø Kirke er højt beliggende i kote ca. 21,0. Derfra skråner den tæt beplantede kirkegård stejlt ned mod kysten. Servicebygningen vil kun nogle få steder og i begrænset omfang være synlig fra kirkegården. Det skyldes det stærkt faldende terræn ned til kysten, beplantning på kirkegården samt eksisterende bebyggelse på Kirkestræde 16-18.

 

Fra kystarealet tæt ved vandkanten er der kun udsigt til toppen af kirketårnet, da kirkegårdens beplantning skjuler resten af kirken.

 

Fra kysten vil Servicebygningen kun i mindre omfang blive synlig fra vest på grund af beplantning på nabogrunden. Fra nord og øst vil servicebygningen betragtet fra kysten og havet ligge frit synlig. Bygningen vil dog ikke hindre indblik fra havet til kirken og kirketårnet.

 

Servicebygningen vil fra nord ligge i synsfeltet, når man kommer ned af Kirkestræde, eller når man færdes ad kyststien forbi arealet.

 

Sammenfattet vurderer kommunen, at der er tale om en ret stor servicebygning på et lille areal med begrænset parkeringsmulighed. Det vurderes dog samtidig, at servicebygningen ikke i noget betydeligt omfang begrænser indblik til og udsyn fra Thurø Kirke og kirkegård.

Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser

Opførelse og drift af servicebygningen sker uden udgift for kommunen, herunder også toiletterne.

 

Hvis projektet realiseres, vil Brolauget måske ansøge kommunen om støtte til tilslutningsbidrag for vand og kloak, der er på omkring 35.000 kr. Teknik- og Miljøudvalget skal i så fald beslutte, om de ønsker at imødekomme ansøgningen og pege på finansiering af tilslutningsbidrag. Administrationen bemærker, at der ikke er afsat midler til tilslutningsbidrag.

 

Hvis det nye projekt opføres, skal der også tages stilling til eventuelt anlæg af flere p-pladser, hvis der bliver behov herfor. Udgifter til flere parkeringspladser påhviler Præstelandingens Brolaug.

CO2-Konsekvensvurdering

Opførelse og drift af servicebygningen medfører øget CO2 udslip. Det skønnes at elforbruget i saunaen vil være på 4.000-5.000 kWh årligt.

Lovgrundlag

Naturbeskyttelsesloven

Fredningskendelse for arealer omkring Thurø Kirke

Sagen afgøres i

Teknik- og Miljøudvalget

Beslutning i Teknik- og Miljøudvalget den 08-12-2022

Liste Ø foreslår at fuldmagten tilbagekaldes. Udvalget kunne ikke tilslutte sig dette.

Efterfølgende godkendes følgende:

  • At godkende, at opretholde fuldmagten til det oprindelige projekt.
  • At godkende, at Præstelandingens Brolaug selv afholder eventuelle udgifter til tilslutningsbidrag og anlæg af ekstra parkeringspladser.

 

 

Afbud: René Haahr (V), Stedfortræder: Mette Kristensen (V).