Punkt 28 Strategi for aftaler på el og naturgas

Beslutningstema

Vedtagelse af fremadrettet strategi for aftaledækning på el og naturgas til Svendborg Kommunes bygninger.

Indstilling

Direktionen indstiller,

 

  • at beslutningen om fastlåsning af gasprisen i resten af 2022 tages til efterretning, og
  • at anbefalingen om 3-års aftaledækning for de kommende års energipriser vedtages og udmøntes af administrationen i samarbejde med energimægler.

Sagsfremstilling

Med baggrund i Økonomivalgets beslutning d. 22. marts 2022 om fremadrettet at tilknytte en uafhængig energirådgiver til overvågning af priser og indgåelse af fastprisaftaler på el og naturgas, forelægges hermed en status med anbefaling til fremadrettet strategi for indgåelse af aftaler.

 

Administrationen har som følge heraf entrereret med ekstern energimægler og har drøftet mulige modeller for hvordan energipriserne kan håndteres og aftaledækkes fremover.

 

Som følge af udløb på fastprisaftalen på naturgas d. 31. marts 2022 blev der i samarbejde med energimægler truffet beslutning om indledningsvist at have en variabel naturgaspris i april måned og sidenhen at fastlåse naturgasprisen i henholdsvis maj og juni måned. Senest er der truffet beslutning om at indgå en aftale om fastlåsning af naturgasprisen for den resterende del af 2022. Sidstnævnte blev foretaget som følge af voldsom usikkerhed omkring lukningen af gas fra Rusland til Danmark. Prisen er fastlåst på et stort set uændret niveau i forhold til det prisniveau som der blev indgået aftale på ved indgangen til 2022. Det betyder, at Svendborg Kommune er aftaledækket med faste priser på både el og naturgas i resten af 2022.

 

Det anbefales fremadrettet, at Svendborg Kommune indgår i en rullende 3-års aftaledækning som har til formål at sprede risikoen for sit indkøb ved at købe ind ad flere omgange. Det betyder i praksis at der fremadrettet fire gange årligt købes 25 % af hhv. el og naturgas for de kommende år. Målet er hermed løbende aftaledække områderne 100 % med faste priser.

Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser

De økonomiske konsekvenser vil afhænge af markedsudviklingen.

CO2-Konsekvensvurdering

Ingen.

Sagen afgøres i

Økonomiudvalget.

Beslutning i Økonomiudvalget den 21-06-2022

Godkendt, idet 80% er fast og 20% variabel fsva. el.