Punkt 20 Igangsættelse af strategisk varmeplan for Svendborg Kommune

Beslutningstema

På grund af den nye situation på energiområdet har regeringen lavet ’Danmark kan mere II’, hvor der forventes at blive stillet krav til at kommunerne udarbejder strategiske varmeplaner for at sikre omstillingen til fælles varmeforsyninger. For at kunne leve op til de kommende krav og imødekomme borgernes behov for klarhed om deres fremtidige varmeforsyning forelægges sagen med henblik på at igangsætte udarbejdelsen af en strategisk varmeplan for Svendborg Kommune.

Indstilling

Direktionen indstiller til Teknik- og Miljøudvalget, at det overfor Økonomiudvalg og Kommunalbestyrelse anbefales,

 

  • at godkende udarbejdelsen af en strategisk varmeplan for Svendborg Kommune.

Sagsfremstilling

Baggrund

Kommunalbestyrelsen godkendte den 21. september 2021 et prioriteret indsatskort, hvor administrationen vurderede, at der var områder med potentiale for fremtidig fjernvarmeforsyning og andre fælles varmeforsyninger jævnfør bilag 1 (Bilag 1. Prioriteret indsatskort). Disse områder skulle i samarbejde med fjernvarmeværkerne analyseres i løbet af 2022, så der kunne udarbejdes en handlingsplan, der kunne realisere potentialet inden 2030.

 

Energikrisen og krigen i Ukraine har haft omfattende konsekvenser for den europæiske gasforsyning og særligt prisen på naturgas. Dette har affødt nationale udspil som ’Danmark kan mere II’ for varmeområdet, hvor det forventes, at kommunerne skal udarbejde strategiske varmeplaner i løbet af 2022. I udspillet ønskes det ligeledes, at borgere med olie- og naturgasfyr skal modtage et brev i 2022 med besked om, hvorvidt de kan forvente at få fjernvarme eller skal overveje alternative varmeløsninger som varmepumper.

 

På baggrund af denne udvikling vurderer administrationen, at den nuværende tilgang til varmeplanlægningen med det prioriterede indsatskort, ikke er tilstrækkelig til at opfylde de politiske ønsker for udfasningen af olie- og naturgasfyr. Desuden har administrationen siden vedtagelsen af det prioriterede indsatskort fået adgang til yderligere informationer fra analysen Varmeplan Danmark 2021 fra Aalborg Universitet. Administrationen forventer derfor at yderligere områder i Svendborg Kommune vil have et potentiale for fælles varmeløsninger, som bør prioriteres og undersøges.

 

Administrationen anbefaler derfor at igangsætte arbejdet med en strategisk varmeplan for Svendborg Kommune.

 

Det fremadrettede arbejde

Når Kommunalbestyrelsen har godkendt at igangsætte arbejdet med en strategisk varmeplan for Svendborg kommune, går administrationen i gang med at udarbejde planen. Administrationen forventer at den strategiske varmeplan kan godkendes i Kommunalbestyrelsen i løbet af 2022.

 

Fjernvarmeværkerne har efterspurgt hjælp til at afdække interessen for fjernvarme i de potentielle fjernvarmeområder. I samarbejde med fjernvarmeselskaberne vil administrationen derfor udsende spørgeskemaer til borgerne i de relevante områder.

Når den endelige strategiske varmeplan er godkendt, vil der blive lavet en opdatering af Svendborg Kommunes hjemmeside, så de relevante informationer og interaktive kort for varmeområdet er tilgængelige for borgere og aktører.

 

Der vil efter den endelige vedtagelse af den strategiske varmeplan blive lavet en årlig status for varmeforsyningen i Svendborg Kommune, så udvalget løbende orienteres om udviklingen i udfasningen af olie- og naturgasfyr.

Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser

Processen for udarbejdelsen af den strategiske varmeplan forventes finansieret via de allokerede klimamidler på 250.000 kr. til varmeforsyningsområdet samt nye tilførte midler til kommunernes varmeplaner fra ’Delaftale om disponering af midler fra aftale om målrettet varmecheck og udfasning af sort varme’.

CO2-Konsekvensvurdering

Fortrængning af naturgas/oliefyr til fordel for andre varmeløsninger som fjernvarme, termonet, fælles/individuelle varmepumper m.m. vil reducere CO2-udledningen væsentligt.

Lovgrundlag

Varmeforsyningsloven

Sagen afgøres i

Kommunalbestyrelsen

Beslutning i Teknik- og Miljøudvalget den 16-06-2022

 

Indstillingen anbefales overfor Økonomiudvalget og Kommunalbestyrelsen.

 

 

Beslutning i Økonomiudvalget den 21-06-2022

Indstilles.

Beslutning i Kommunalbestyrelsen den 28-06-2022

Godkendt.

Afbud fra Stina Sølvberg Thomsen (Ø) og Dorthe Ullemose (O). Som suppleanter deltog Johan Weltzin Kristensen (Ø) og Marianne Mix Larsen (O).

Lars Erik Hornemann (V) var fraværende.