Punkt 19 Råderetsaftale for varmepumper i kommunale bygninger

Beslutningstema

Det daværende Teknik- og Erhvervsudvalg blev på møde den 9.12.2021 orienteret om muligheden for at aktivere selskabet Svendborg VE A/S med henblik på at selskabet kan stå for driften af en række varmepumper, som er opstillet i bygninger ejet af Svendborg Kommune.

 

Administrationen har efterfølgende undersøgt mulighederne for indgåelse af en råderetsaftale mellem Svendborg Kommune og Svendborg VE A/S om drift af varmepumper i kommunens bygninger.

Indstilling

Direktionen indstiller til Teknik- og Miljøudvalget, at det overfor Økonomiudvalget og Kommunalbestyrelsen anbefales, at

 

  • der indgås en aftale med selskabet Svendborg VE A/S, herunder med følgende vilkår:
  • Kommunen udlejer sine nuværende varmepumper til selskabet
  • Kommunen forpligter sig til at købe den producerede varme til en pris, som aftales forud for en given leveringsperiode
  • At der anvendes rådgiver til udarbejdelse af råderetsaftalen samt budget for selskabet og at udgifterne til rådgiver finansieres via de sparede afgifter.

Sagsfremstilling

I budgetforliget for 2021 blev det - som et led i indsatsen for at nå kommunens klimamål - besluttet, at muligheden for at aktivere selskabet Svendborg VE A/S (datterselskab af det kommunalt ejede Svendborg Forsyning A/S) skulle undersøges.

 

Der er udarbejdet et notat fra BDO, som redegør for de juridiske og økonomiske rammer for aktivering af selskabet. I dette notat anbefalede BDO, at kommunen bevarer ejerskabet til de nuværende varmepumper, men at varmepumperne stilles til rådighed for Svendborg VE A/S, som i modsætning til kommunen vil have mulighed for at opnå refusion af elafgiften på den indkøbte el.

 

I Varmeforsyningsloven er der hjemmel til at en kommune kan drive store varmepumper (effekt større end 250 kW). Der er derimod ikke umiddelbart en hjemmel i varmeforsyningsloven til at en kommune kan drive små individuelle varmepumper (effekt under 250 kW) via et selskab. Kommunen har derfor forespurgt Ankestyrelsen om kommunen kan etablere og drive 58 små individuelle varmepumper i et selskab med begrænset ansvar.

 

Ankestyrelsen har den 3. november 2021 besvaret kommunens henvendelse. Ankestyrelsen vurderer, at Svendborg Kommune med hjemmel i kommunalfuldmagten kan etablere og drive individuelle varmepumper via selskabet Svendborg VE A/S og samtidig bevare rådigheden over selskabet.

 

Administrationen har udarbejdet et notat, som beskriver fordele og ulemper ved drift af varmepumper i et kommunalt ejet selskab herunder muligheden for at selskabet kan få refunderet elafgiften på den indkøbte el jf. bilag 1 (Bilag 1 – Notat om individuelle varmepumper)

 

I forbindelse med etablering af råderetsaftalen vil der være behov for en klart defineret ansvarsfordeling mellem Svendborg VE A/S og Svendborg Kommune. Det forventes, at det i forbindelse med indgåelsen af en råderetsaftale vil være nødvendigt med en indkøringsperiode med fokus på sikker drift. I indkøringsperioden kan der indhøstes erfaringer omkring driften af varmepumperne og snitfladerne mellem kommunen og selskabet kan afklares. I dette forløb vil der blive foretaget en evaluering af samarbejdet og snitfladerne, således at der på lang sigt etableres den mest hensigtsmæssige og optimale driftsform. Det må derfor forventes, at selskabet i indkøringsperioden vil have behov for at købe konkrete ydelser af kommunen,

Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser

Der er ved udgangen af 2021 opsat i alt 77 varmepumper i kommunens bygninger med en samlet kapacitet på 1.266 kW. Alle varmepumper er små individuelle varmepumper (effekt under 250 kW). Den beregnede årlige afgiftsmæssige besparelse ved drift af de 77 varmepumper i selskabet fremfor drift via kommunen udgør 591.940 kr.

 

Det vil i årene frem mod 2029 være muligt dels at opsætte nye pumper på lokationer, hvor der i dag er opsat varmepumper og dels på lokationer, hvor der i dag ikke er opsat varmepumper. Hvis der opsættes nye individuelle varmepumper på alle lokationer, som i dag er beliggende i et område, som ikke er udlagt til fjernvarmeområde, vil den årlige afgiftsmæssige besparelse udgøre 1.364.945 kr.

 

Installering af de nye varmepumper frem mod 2029 vil kræve en samlet ny investering på 27.778.000 kr.

 

Pris for selskabets leje af varmepumperne og prisen for levering af varme skal være på markedsvilkår.

 

Udgifter til udarbejdelse af råderetsaftale samt budget for selskabet er skønnet til 75.000-80.000 kr.

CO2-Konsekvensvurdering

Under forudsætning af at der opsættes det maksimalt mulige antal nye varmepumper, vil der ved udgangen af 2029 være opnået en årlig besparelse på sammenlagt 654 tons CO2.

Lovgrundlag

Varmeforsyningsloven og projektbekendtgørelsen

Sagen afgøres i

Kommunalbestyrelsen

Beslutning i Teknik- og Miljøudvalget den 16-06-2022

Indstillingen anbefales overfor Økonomiudvalget og Kommunalbestyrelsen.

 

Beslutning i Økonomiudvalget den 21-06-2022

Indstilles.

Beslutning i Kommunalbestyrelsen den 28-06-2022

Godkendt.

Afbud fra Stina Sølvberg Thomsen (Ø) og Dorthe Ullemose (O). Som suppleanter deltog Johan Weltzin Kristensen (Ø) og Marianne Mix Larsen (O).

Lars Erik Hornemann (V) var fraværende.