Punkt 17 Udkast til Svendborg Kommunes nye tømningsregulativ for hustanke

Beslutningstema

Svendborg Kommunes tømningsregulativ for hustanke skal opdateres for at optimere driften, samt at leve op til regler om arbejdsmiljø. Udkastet til tømningsregulativet skal godkendes.

Indstilling

Direktionen indstiller til Teknik- og Miljøudvalget, at det overfor Økonomiudvalg og Kommunalbestyrelse anbefales,

  • At udkastet til Svendborg Kommunes nye tømningsregulativ for hustanke godkendes.

Sagsfremstilling

Baggrund

Svendborg Kommunes tømningsregulativ fastsætter regler for tømning af bundfældningstanke i kommunen. Siden det nuværende tømningsregulativ blev vedtaget i 2010, er der i sagsbehandlingen opdaget flere forhold der ikke er hensigtsmæssige i den daglige drift af ordningen, samt et behov for at styrke arbejdsmiljøet for chaufførerne. Administrationen har derfor lavet et udkast til et nyt tømningsregulativ for Svendborg kommune, jævnfør bilag 1 (Bilag 1. Udkast til tømningsregulativ for hustanke i Svendborg kommune 2022).

 

Ændringer i det nye tømningsregulativ

Nogle af ændringerne i det nye regulativ resulterer i en fremtidig serviceforringelse for enkelte borgere i Svendborg kommune. Der bliver i det nye regulativ stillet skærpede krav til vendemuligheder for slamsugeren. Dette kan medføre en ekstra udgift for lodsejeren til etablering af en vendeplads på ejendommen. Administrationen har valgt at tilføje denne ændring, da chaufføren i nogle tilfælde har været nødsaget til at bakke op til tre kilometer med slamsugeren for at kunne tømme tanken.

 

I det nye tømningsregulativ bliver der også stillet skærpede krav til afstanden mellem kørefast vej og husstanken, så den ændres fra 90 meter til 45 meter. Grunden til denne ændring er, at der skal benyttes to slanger for at kunne nå hustanken når afstanden er over 45 meter. Dette indebærer en fysisk belastning af chaufføren der skal tømme tanken i en grad, hvor arbejdsmiljøreglerne ikke overholdes. Der er her også tale om en serviceforringelse. Administrationen har indført en paragraf i det nye regulativ der giver ejendomme der kan dokumentere, at de ved det nye tømningsregulativs vedtagelse ikke lever op til kravet om 45 meter, mulighed for at få en dispensation for de nye afstandskrav. Hvis der efterfølgende sker ændringer på ejendommen, skal de etablere en adgangsvej, som overholder bestemmelsen om 45 meter fra kørefast vej til hustank.

 

Mellem 20 og 30 ejendomme har i dag mere end 45 meter fra kørefast vej til deres hustank og forventes at kunne få en dispensation.

 

Udover ovenstående ændringer har administrationen lavet nogle mindre ændringer der ikke har indvirkning på serviceniveauet, men som formaliserer allerede eksisterende praksis, jævnfør bilag 2 (Bilag 2. Liste med ændringer i Svendborg kommunes nye tømningsregulativ).

 

Det fremadrettede arbejde

Når udkastet til Svendborg kommunes nye tømningsregulativ er godkendt, sendes det i offentlig høring i otte uger. Administrationen sender i den forbindelse også en mail ud til alle borgere i Svendborg Kommune der har en hustank, med information om at der kommer et nyt tømningsregulativ.

 

Administrationen forventer at det endelige regulativ godkendes i Kommunalbestyrelsen i september 2022.

Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser

Der er ingen økonomiske konsekvenser for Svendborg Kommune.

 

Enkelte ejere af en ejendom kan få en meromkostning ved ombygninger til at etablere en farbar vej til hustanken på 45 m eller derunder, eller til etablering af en vendeplads for slamsugerbilen.

CO2-Konsekvensvurdering

Ingen.

Lovgrundlag

 Lovbekendtgørelse nr. 100 af 19. januar 2022, om lov om Miljøbeskyttelse,

§§ 58 og 60 i Bekendtgørelse om spildevandstilladelser m.v. efter miljøbeskyttelseslovens kapitel 3 og 4 nr. 1393 af 21. juni 2021

lov om betalingsregler for spildevandsforsyningsselskaber m.v. nr. 1775 af 2. september 2021.

Sagen afgøres i

Kommunalbestyrelsen

Beslutning i Teknik- og Miljøudvalget den 16-06-2022

Indstillingen anbefales overfor Økonomiudvalget og Kommunalbestyrelsen.

 

Beslutning i Økonomiudvalget den 21-06-2022

Indstilles.

Beslutning i Kommunalbestyrelsen den 28-06-2022

Godkendt.

Afbud fra Stina Sølvberg Thomsen (Ø) og Dorthe Ullemose (O). Som suppleanter deltog Johan Weltzin Kristensen (Ø) og Marianne Mix Larsen (O).

Lars Erik Hornemann (V) var fraværende.