Punkt 12 Lukket - Ejendomshandel Færgevej

Beslutningstema

Beslutning om projektsalg af kommunes iskiosk på matr.nr. 740t, Svendborg Bygrunde beliggende Færgevej 21, 5700 Svendborg

Indstilling

Direktionen indstiller til godkendelse i Erhvervs- og Turismeudvalget:

 

  • En del af kommunens bygning beliggende på ejendommen Færgevej 21 udbydes som projektsalg med mindstepris. Bygningsdelen er i det følgende benævnt Iskiosken
  • Administrationen nedsætter en arbejdsgruppe bestående af repræsentanter fra Kommunale Ejendomme, Plan & Udvikling, Havnen og Erhvervskontoret, som sammen fastsætter vurderingskriterier eller konkret projekt i forhold til projektudbud på iskioskbygningen. Der fastsættes endvidere en vægtning af disse kriterier eller projektet i forhold til mindsteprisen.
  • Iskiosken sælges med betingelse om at køber skal afholde alle udgifter til opdeling af ejendommen i to ejerlejligheder samt de forbundene omkostninger til adskillelse af nuværende bygning samt de bygningsmæssige forhold som kloakering, vandforsyning, varmeforsyning, elforsyning, brandforhold osv. (Bilag 1, Bygningens nuværende tilstand og forventede ændringer ved adskillelse)
  • iskiosken sælges med betingelse om at ejendommen med faciliteter indeholdende toiletter og bad fortsat skal ejes af kommunen
  • Iskiosken sælges med betingelse om, at der fortsat skal drives iskiosk (tinglyses servitutstiftende)
  • Iskiosken sælges som en investeringsejendom, da ejendommen er bortforpagtet
  • Iskiosken sælges med betingelse om, at der tinglyses ejerforeningsvedtægter med vilkår om omkostningsfordelingen for vedligehold, og at driftsudgifter skal deles ved ejerfordelingsandele
  • der pålægges en deklaration med tilbagekøbsret, såfremt bygningen ikke opretholdes med nuværende anvendelse som Iskiosk/grill
  • Køber skal betale arealleje for grunden i henhold til havnens gældende takster
  • Administrationen bemyndiges til at tilrettelægge, gennemføre og afvikle såvel udbuddet som den efterfølgende handel af ejendommen på kommunalbestyrelsens vegne, og vurderingskritierne lægges derfor ikke til yderligere politisk behandling.
  • Provenuet fra salget går til vedligeholdelse af kommunens resterende bygningsdel med toilet og badefaciliteter grundet bortfald af lejeindtægten, som har været brugt til driftsomkostninger til kommunens toilet og badefaciliteter i den resterende bygning. Dette foreslås for at kunne opretholde den nuværende vedligeholdelsestand af toilet og badefaciliteterne indtil, at anden finansiering til vedligeholdelsesomkostningerne kan findes.

 

Direktionen indstiller til Teknik – og Miljøudvalget samt til beslutning i Økonomiudvalget og endelig godkendelse i Kommunalbestyrelsen, at

 

  • Ejendommen benævnt iskiosken udbydes og sælges på ovennævnte vilkår

Sagsfremstilling

Færgevej 21 har et areal på 4.736m2. På grunden er der opført 3 bygninger, hvoraf den ene af bygningerne er ejet af Svendborg Kommune. Bygningen indeholder i den forreste del en iskiosk/grillbar og den bagvedliggende bygning indeholder toilet og badefaciliteter til brug for lystbådesejlerne.

 

Det bebyggede areal for hele bygningen udgør 151 m2. Det udlejede areal inkl. udenomsareal og bygning udgør ca. 140 m2. Bygningen er bortforpagtet til Unilever Danmark Frisko Is, på en uopsigelig lejekontrakt fra udlejers side frem til 31.12.2027. Lejer kan opsige lejemålet i henhold til erhvervsleje-lovens regler, dvs. 3 måneder til den 1. i måneden (Bilag 2, Lejekontrakt med allonge)

 

Svendborg Kommune er kun interesseret i at eje den del af bygningen, hvor der er toilet og badefaciliteter, og ønsker med udbuddet og salget, at iskiosken bliver forskønnet, optimeret og moderniseret.

 

Øvrige vilkår ved udbuddet af iskiosken

Køber skal opdele bygningen på en sådan måde, at brandkrav opfyldes. Købers ændringer af kioskbygningen må ikke begrænse eller forringe brugen af kommunens bygning, bade- og toiletdelen. De nuværende bade- og toiletfaciliteter til brug for sejlende og brugere af området skal derfor opretholdes i uændret niveau. Forholdene er beskrevet i bilag 1, men er ikke udtømmende.

 

Planforhold

Plangrundlaget er den nugældende Lokalplan 513. Her fremgår det, at ejendommen, hvorpå kommunens bygning er beliggende, ikke kan udstykkes. Derfor skal potentiel køber betale arealleje, hvorpå den kommende ejerlejlighed bliver oprettet.

 

Lukket dagsordenpunkt

I normalforretningsordenens § 1, stk. 2, jf. Indenrigsministeriets cirkulære 1969 129, er der angivet nogle sagskategorier, der som udgangspunkt skal behandles for lukkede døre. Herunder hører sager om køb og salg af fast ejendomme.

 

Sager om køb af ejendom er en objektiv oplysning, som ikke er fortrolig, mens alle oplysninger om prisfastsættelse samt oplysninger om faktiske forhold, der underbygger overvejelser om pris og handelsvilkår vil være fortrolige. I denne sag er der nogle vilkår, som ikke skal ud til offentligheden og derfor være fortrolig indtil, at dagsordenen er godkendt.  På denne baggrund behandles sagen som et lukket dagsordenspunkt.

Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser

Den nuværende årlige lejeindtægt for bortforpagtningen af iskiosken udgør i 2022 kr. 73.913,72. Beløbet bortfalder ved et evt. salg. Administrationen kan ikke umiddelbart anvise anden finansiering.

 

Driftsudgifter på bygningen med bade- og toiletfaciliteter vil være de samme. Afhængig af de fremtidige fordelingstal mellem de to ejerlejligheder kan der evt. forventes en stigning i driftsudgifter.

 

Provenuet fra salget går til vedligeholdelse af kommunens resterende bygningsdel grundet bortfald af lejeindtægten, som har været brugt til driftsomkostninger til kommunens toilet og badefaciliteter i den resterende bygning. Dette for at kunne opretholde den nuværende vedligeholdelsestand.

CO2-Konsekvensvurdering

Såfremt fremtidig køber øger bebyggelsesgraden, forventes en stigning af CO2.

Lovgrundlag

Bekendtgørelse om salg af kommunale ejendomme BEK nr. 396 af 3. marts 2021

Forvaltningslovens § 27 og straffelovens § 152 og 152 c-f angående tavshedspligt.

Indenrigsministeriets cirkulære 169 129

Sagen afgøres i

Kommunalbestyrelsen

Beslutning i Erhvervs- og Turismeudvalget den 15-06-2022

Indstilles.

Beslutning i Teknik- og Miljøudvalget den 16-06-2022

Indstillingen anbefales overfor Økonomiudvalget og Kommunalbestyrelsen.

Beslutning i Økonomiudvalget den 21-06-2022

Indstilles.

Flemming Madsen (A) var fraværende

Beslutning i Kommunalbestyrelsen den 28-06-2022

Godkendt.

Afbud fra Stina Sølvberg Thomsen (Ø) og Dorthe Ullemose (O). Som suppleanter deltog Johan Weltzin Kristensen (Ø) og Marianne Mix Larsen (O).

Lars Erik Hornemann (V) var fraværende.