Punkt 7 Ansøgning om midler til indkøb af nye stole

Sagsfremstilling

Haludvalget indkøbte for en del år siden et stort antal stole til brug ved større arrangementer i hallerne. Stolene har primært været opmagasineret i Svendborg Idrætshal og Midtbyhallen, mens de øvrige haller har haft en mindre mængde.

 

Ved større arrangementer har de enkelte haller kunnet benytte stolene, mod at betale for levering til og fra depot.

 

Personalet i Svendborg Idrætscenter har forestået det løbende vedligehold på stolene, og efterskruet sæder og skiftet dupsko efter behov. Gennem tiden har det været nødvendigt at kassere ødelagte stole, hvorfor beholdningen i dag er ca. 700.

 

De tilbageværende stole fejler ikke noget, men det er ikke muligt at supplere den nuværende beholdning, da typen ikke længere findes.

Hvis der suppleres med en ny type, giver det udfordringer med dels at stable/opbevare dem, og dels i forhold til den sammenkobling af stole, som er påkrævet ved midlertidige opstillinger.

 

Halinspektørerne har drøftet emnet på et erfamøde, og her blev det aftalt, at såfremt Haludvalget bevilger nye stole til depot i Svendborg Idrætshal og Midtbyhallen, kan de eksisterende stole fordeles ud til de andre haller efter behov. Flere haller har ældre og slidte stole, hvoraf en del sæt er uden mulighed for sammenkobling.

 

Der er foreløbig modtaget ét tilbud, og der afventes fra anden leverandør. Det billigste tilbud vælges, og derfor ansøges der i første omgang om en ramme på 250.000 kr.

Beslutning i Haludvalget den 01-12-2022

Der bevilges midler til indkøb af 1.000 nye stole. Der afsættes en ramme på 250.000 kr. med anmodning om, at der indhentes flere tilbud.