Punkt 12 Godkendelse af forslag til formål, temaer og procesplan for udarbejdelse af masterplan for det sociale område

Beslutningstema

Godkendelse af forslag til formål, temaer og procesplan for udarbejdelse af masterplan for det sociale område.

Indstilling

Direktionen indstiller, at:

  • Senior-, Social- og Sundhedsudvalget godkender forslag til formål, temaer og procesplan for udarbejdelse af masterplan for det sociale område.

Sagsfremstilling

Senior-, Social- og Sundhedsudvalget (udvalget) besluttede på udvalgsmødet den 16. august 2022, at der skulle udarbejdes en masterplan for det sociale område.

 

Socialafdelingen fik til opgave at indsamle inputs til, hvilke temaer en masterplan for det sociale område kunne indeholde samt forslag til, hvordan processen for udarbejdelse af masterplanen kunne være.

 

Inputs er indsamlet hos borgerne, pårørende, medarbejderne, råd og de tætteste samarbejdspartnere, da udvalget ønskede en inddragelse af de væsentligste interessenter helt fra begyndelsen. Se bilag 2 for en oversigt over interessenterne, som har været inddraget.

 

Formål

På baggrund af input fra interessenterne indstiller administrationen, at udvalget godkender administrationens forslag til formål med masterplanen.

 

Administrationen foreslår, at formålet med masterplanen er: ”at udpege politiske prioriteringer og sætte politisk retning for, hvordan det specialiserede voksenområde i Svendborg Kommune skal udvikle sig frem mod 2027”.

 

Masterplanen tager afsæt i de politisk vedtagede politikker på socialområdet (herunder Handicappolitik, Udsattepolitik og Frivilligpolitik) og er politisk rettesnor for udviklingen af det specialiserede voksenområde i perioden 2024-2027.   

 

Desuden skaber masterplanen også retningen for de øvrige strategier, handleplaner, pejlemærker mv. på det specialiserede voksenområde - som for eksempel rehabiliteringsstrategien, samt implementering af den reviderede udgave af Voksenudredningsmetoden (som blandt andet har skærpet fokus på recovery og rehabilitering i hele sagsbehandlingsprocessen).

 

Temaer

Interessenterne har peget på nedenstående fem temaer, som de vigtigste temaer for en masterplan for det sociale område.

 

  1. Helhedsorienteret indsats.
  2. Sundhed.
  3. Rekruttering og kompetenceudvikling af medarbejdere.
  4. Borgersamarbejde og samskabelse.
  5. Tilbud og boliger.
  6. Økonomistyring (anbefalet af administrationen)

 

De anbefalede temaer fra interessenterne er i overensstemmelse med aktuelle fokusområder generelt på det sociale område som for eksempel ny hovedlov og kommende hjemløsereform. I temaet ”Borgersamarbejde og samskabelse” vil fokus på retssikkerhed indgå, der også er et aktuelt fokusområde.

 

Endvidere indstiller administrationen, at økonomistyring indgår som et sjette tema, selvom interessenterne ikke har peget på det. Økonomistyring er på dagsordenen lokalt og nationalt. Temaet korresponderer med Socialafdelingens fokus på området i form af BDO-handleplanen, Socialafdelingens økonomiske handleplan, samt afdelingens deltagelse i flere projekter i regi af KL med fokus på udgiftspresset på det specialiserede voksenområde.

 

Administrationen indstiller derfor, at udvalget godkender, at masterplanen for det sociale område

udarbejdes med udgangspunkt i de seks temaer, og at disse seks temaer er de udpegede politiske prioriteringer. Med godkendelsen af disse seks temaer sætter udvalget politisk retning for, hvordan det specialiserede voksenområde skal udvikle sig frem mod 2027.

 

Procesplan

Desuden indstilles det, at udvalget godkender administrationens forslag til en procesplan for udarbejdelse af masterplanen (se bilag 3).

 

Det foreslås i procesplanen, at der nedsættes en styregruppe og seks arbejdsgrupper, som skal bistå med udarbejdelsen af masterplanen. Der er en arbejdsgruppe for hvert tema.  Styregruppen og arbejdsgrupperne sammensættes bredt for at sikre størst mulig repræsentation af interessenterne. 

 

Interessenterne involveres løbende i forhold til indholdet i de seks temaer for at sikre, at interessenterne er medskabere af masterplanen. Involveringen vil blandet andet ske via repræsentation i styregruppen, arbejdsgrupperne, workshops, dialogmøder mv. Andre vigtige interessenter som for eksempel lokalpsykiatrien og faglige organisationer inddrages også i processen efter behov i forhold til de temaer, som er relevante for de pågældende interessenter.

 

Udvalget inddrages undervejs via mundtlig orientering om status for udarbejdelsen samt i forbindelse med godkendelse af et udkast til en masterplan, inden den sendes i høring.

 

Arbejdet med masterplanen igangsættes januar 2023 og godkendes politisk i starten af 2024 (se bilag 3 for en tidsplan).

 

Bilag

Der er vedlagt tre bilag. Bilag 1 er baggrundspapir om masterplanen, som blev sendt til interessenterne i forbindelse med indsamling af inputs. Bilag 2 er en oversigt over de interessenter, som er inddraget i forbindelse med indsamling af inputs. Bilag 3 er administrationens forslag til en procesplan for udarbejdelse af masterplanen.

Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser

Ikke aktuelt.

CO2-Konsekvensvurdering

Ikke aktuelt.

Lovgrundlag

Lov om social service.

Sagen afgøres i

Senior-, social- og sundhedsudvalget.

Beslutning i Senior- Social- og Sundhedsudvalget den 06-12-2022

Godkendt.