Punkt 5 Tandpleje - forlig om budget 2023

Beslutningstema

Besparelse i tandplejen

Indstilling

Direktionen indstiller at Senior- Social- og Sundhedsudvalget:

  • beslutter om vedtaget besparelse på 300.000 kr. årligt skal indfries ved at opsige samarbejdsaftaler med privatpraktiserende tandlæger (model 1) eller ved ændre intervallet for periodiske tandeftersyn fra 1½ til 2 år (model 2)
  • beslutter om der skal igangsættes en dybdegående budgetanalyse ift. at undersøge potentialer ved at konkurrenceudsætte hele/dele af tandplejen

Sagsfremstilling

Baggrund

I budgetforlig for 2023 fremgår:

 

”Forligsparterne konstaterer, at kommunens udgifter til 0-18 årige der benytter kommunal tandpleje, er væsentligt højere end andre sammenlignelige kommuner. Det ønskes derfor, at administrationen udarbejder forslag til, hvordan man kan reducere kommunens udgifter til dette. Der ønskes forslag både med og uden samarbejdsaftaler med privatpraktiserende tandlæger. Forslagene fremlægges til politisk behandling i Senior-, Social- og Sundhedsudvalget.”

 

I 2018 blev lavet en udgiftsanalyse og benchmark af den kommunale tandpleje i Svendborg Kommune, som viste at tandplejen lå højt i udgiftsniveau / ECO nøgletal sammenlignet med andre kommuner. Opdaterede ECO-nøgletal viser at udgiftsniveauet i den kommunale tandpleje i Svendborg, som følge af gennemførte effektiviseringer og besparelser, er kommet tættere på gennemsnittet i sammenligningsgruppen, regionen og på landsplan.
 

 

Det gennemsnitlige ECO nøgletal for tandplejeudgifter i Region Syddanmark var 2.202 kr. pr. indbygger i 2021 sammenlignet med 2.270 kr. i Svendborg. Når man sammenligner ECO-nøgletal med andre kommuner, skal der tages højde for at huslejeudgifter på ca. 1,4 mio. kr. årligt (i modsætning til visse andre kommuner) indgår i beregningen nøgletallet for Svendborg Kommune. Uden huslejeudgifter ville ECO-nøgletal for tandplejen i Svendborg Kommune være 2.147 kr. pr indbygger i 2021.

 

Spareforslaget med titlen ”Hjemtagelse af børn, der benytter privat praksis under samarbejdsaftalen” indgår i forlig om budget for 2023 med 300.000 årligt. På baggrund af forligsteksten præsenteres herunder to forskellige forslag til at indfri den besparelse, som indgår i budgetforliget.

 

 

Model 1: Opsigelse af samarbejdsaftale

Svendborg Kommune har igennem mange år haft en samarbejdsaftale med nogle af de praktiserende tandlæger i kommunen. Der er i alt 405 børn, som er omfattet af samarbejdsaftale med privatpraktiserende tandlæger (Tandklinikken Sydfyn og Tandlægerne Sundhedshuset). Tandklinikken Sydfyn har klinikker i Vindeby samt Stenstrup og Tandlægerne Sundhedshuset har klinik i Svendborg centrum.

 

Som det fremgik af det oprindelige reduktionsforslag afregnes med en en fastpris på 1.275 kr. pr barn pr år, hvilket betyder at den samlede besparelse ved at opsige samarbejdsaftalen for 405 børn vil være 516.375 kr. Ved at afsætte 216.375 kr til at løfte opgaven med de ekstra børn, svarende til udgiften til ½ årsværk af en tandplejer, vil nettobesparelsen være 300.000 kr pr. år.

 

De indgåede samarbejdsaftaler kan opsiges med et års varsel til den 1. i en måned. Besparelsen i 2023 vil derfor skulle findes ved en engangsbesparelse, da aftalen tidligst kan opsiges med virkning fra 2024.

 

Selvom samarbejdsaftale med privatpraktiserende tandlæger måtte blive opsagt, så vil børn og unge fortsat have en lovbestemt mulighed for at blive behandlet hos en privatpraktiserende tandlæge mod en egenbetaling på 35 % gennem fritvalgsordningen. Ved denne ordning afholdes de resterende 65% af udgiften af Svendborg Kommune.

Forslaget skal ses i lyset af, at der løbende er sket en effektivisering af tandplejens drift og den demografiske udvikling, som giver en stigning i antallet af børn som er tilknyttet den kommunale tandpleje.

 

Model 2: Færre regelmæssige tandeftersyn

Såfremt samarbejdsaftalen med private tandlæger ikke opsiges, så vil det være muligt at indfri besparelsen på 300.000 kr. ved at ændre intervallet mellem de regelmæssige tandeftersyn fra 1½ til 2 år. Dette vil i praksis betyde at børn/unge indtil de fylder 19 år vil blive tilbudt 8 regelmæssige tandeftersyn – imod de nuværende 13.

 

Tandplejen vurderer, på baggrund af evidens, at der er risiko for at færre regelmæssige tandeftersyn vil medføre:

  • stigende sygdomsforekomst og en mere alvorlig sygdomsforekomst.
  • stigning i antallet af tandreguleringsbehandlinger på den kommunale klinik pga. tidligt tandtab pga. manglende rettidige behandlinger og forebyggelse.
  • stigning i antallet af henvisninger til specialiseret tandregulering i regionstandplejen som afvises pga. for sen/forkert henvisningsgrundlag

 

En reduktion af antallet af periodiske tandeftersyn indebærer et skifte fra forebyggelse mod mere behandlende børne/ungetandpleje og en risiko for forøgede udgifter til behandling på længere sigt.

 

 

Konkurrenceudsættelse/prisafprøvning

Ved at udarbejde en dybdegående budgetanalyse er det muligt at undersøge om opgaveløsningen i den kommunale tandpleje er effektiv og giver den bedste kvalitet til prisen. En budgetanalyse vil kvalificere vurderingen af, om det er muligt og hensigtsmæssigt at konkurrenceudsætte hele eller dele af aktiviteten i den kommunale tandpleje.

Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser

Både model 1 og 2 vil indfri den besparelse, som er besluttet i budgetforliget for 2023.

CO2-Konsekvensvurdering

Ikke relevant

Lovgrundlag

Sundhedsloven §127-128

Sagen afgøres i

Senior- Social- og Sundhedsudvalget

Beslutning i Senior- Social- og Sundhedsudvalget den 06-12-2022

Udvalget tilsluttede sig model 1.
Udvalget besluttede, at der skal igangsættes en dybdegående budgetanalyse ift. at undersøge potentialer ved at konkurrenceudsætte hele/dele af tandplejen.