Punkt 3 Godkendelse af Svendborg Kommunes tømningsregulativ for hustanke

Beslutningstema

Svendborg Kommunes tømningsregulativ for hustanke skal opdateres for at optimere driften samt for at leve op til regler om arbejdsmiljø. Tømningsregulativet har været i otte ugers offentlig høring, og der er ikke modtaget indsigelser fra borgere, som har ændret væsentligt på teksten. Tømningsregulativet skal endeligt godkendes.

Indstilling

Direktionen indstiller til Teknik- og Miljøudvalget, at det overfor Økonomiudvalg og Kommunalbestyrelse anbefales,

  • At Svendborg Kommunes nye tømningsregulativ for hustanke godkendes.

Sagsfremstilling

Administrationen har lavet et nyt Tømningsregulativ for hustanke i Svendborg Kommune, jævnfør bilag 1 (Bilag 1. Tømningsregulativ for hustanke i Svendborg Kommune). Tømningsregulativet skal opdateres for at optimere driften og for at sikre at det lever op til regler om arbejdsmiljø.

 

Nogle af ændringerne i det nye regulativ resulterer i en fremtidig serviceforringelse for enkelte borgere i Svendborg Kommune. Der bliver nu stillet skærpede krav til vendemuligheder for slamsugeren og til afstanden mellem kørefast vej og husstanken, så afstanden maximalt må være 45 meter. Dog vil ejendomme som i dag har over 45 meter være undtaget dette krav, disse ejendomme er allerede noteret på Vand og Affalds liste og har dermed dispensation. Hvis der efterfølgende sker ændringer på ejendommen, skal de etablere en adgangsvej, som overholder bestemmelsen om 45 meter fra kørefast vej til hustanken.

 

Kommunalbestyrelsen godkendte den 28. juni 2022, at tømningsregulativet skulle i otte ugers offentlig høring. Forslaget til tømningsregulativ var i høring fra den 29. juni 2022 til den 25. august 2022 og er efterfølgende fremsendt til ejere af ejendomme uden for kloakopland.

 

Der er indkommet 51 bemærkninger til forslaget, jævnfør bilag 2 (Bilag 2. Liste over høringssvar til tømningsregulativ). Bemærkningerne har drejet sig om seks paragraffer, jævnfør bilag 3 (Bilag 3. Hvidbog). Bemærkningerne har ikke givet anledning til at ændre på krav og vilkår for grundejere af ejendomme med hustanke.

 

Adresserne i tømningsordningen vil løbende blive gennemgået af Vand og Affald. Hvis det vurderes, at der er udfordringer med en adresse, vil grundejer blive kontaktet for en løsning.

Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser

Der er ingen økonomiske konsekvenser for Svendborg Kommune.

 

Enkelte ejere af en ejendom kan fremadrettet få en meromkostning ved ombygninger, for eksempel til at etablere en farbar vej til hustanken på 45 meter eller derunder, eller til etablering af en vendeplads for slamsugerbilen.

CO2-Konsekvensvurdering

Ingen

Lovgrundlag

Lovbekendtgørelse nr. 100 af 19. januar 2022, om lov om Miljøbeskyttelse

§§ 58 og 60 i Bekendtgørelse om spildevandstilladelser m.v. efter miljøbeskyttelseslovens kapitel 3 og 4 nr. 1393 af 21. juni 2021

Lov om betalingsregler for spildevandsforsyningsselskaber m.v. nr. 1775 af 2. september 2021.

Sagen afgøres i

Kommunalbestyrelsen

Beslutning i Teknik- og Miljøudvalget den 10-11-2022

Indstillingen anbefales overfor Økonomiudvalget og Kommunalbestyrelsen.

 

Beslutning i Økonomiudvalget den 22-11-2022

Indstilles.

Beslutning i Kommunalbestyrelsen den 29-11-2022

Godkendt.