Punkt 7 Forslag til Kommuneplantillæg 2017.29 Boliger ved Kogtved Søfartsskole

Beslutningstema

Offentliggørelse af forslag til Kommuneplantillæg 2017.29 for boliger ved tidligere Kogtved Søfartsskole.

Indstilling

Direktionen indstiller til Teknik- og Erhvervsudvalgets godkendelse med endelig vedtagelse i Byrådet, at

  • Forslag til kommuneplantillæg 2017.29 offentliggøres i minimum 8 uger.
  • Der ikke udarbejdes miljøvurdering af planforslaget. Beslutningen herom offentliggøres sammen med planforslaget.

Sagsfremstilling

Baggrund

Baggrunden for udarbejdelse af et nyt plangrundlag for Kogtved Søfartsskole er en henvendelse fra en privat bygherre, som ønsker at omdanne søfartsskolen til et bofællesskab. Omdannelsen skal ske ved genanvendelse af eksisterende bevaringsværdige bygninger, samt opførelse af ny bebyggelse i området.

Det er således intentionen, at kommuneplantillægget efterfølges af en lokalplan, som giver mulighed for at opføre ny bebyggelse indenfor området under hensyntagen til eksisterende bevaringsværdig bebyggelse.

Kort med angivelse af søfartsskolens område. 

Området er i dag omfattet af kommuneplanramme 02.01.C2.128 ”Blandet bolig- og erhvervsområde Kogtvedvænget”. Den sydlige del af grunden er omfattet af lokalplan nr. 553, som er vedtaget for at sikre en landskabsbevaring for dele af Rantzausmindekysten og friholder således den sydlige del af grunden for bebyggelse.

 

  • Teknik- og Erhvervsudvalget besluttede den 7. november 2019, at området kunne ændres fra blandet bolig- og erhverv til boligområde med mulighed for etageboliger i maks. 2½ etager.
  • Teknik- og Erhvervsudvalget besluttede d. 6. februar 2020, at prioriterer planlægningen for Kogtved Søfartsskole.
  • Teknik- og Erhvervsudvalget besluttede den 5. marts 2020 at igangsætte en forudgående høring for ændring af plangrundlaget.
  • Høringen blev gennemført i perioden d. 10. marts 2020 til d. 1. april 2020.
  • Der var 7 høringssvar til projektet, herunder et svar fra bygherre, som har afledt et aftaleudkast, for at kunne gennemføre projektet.
  • Byrådet besluttede den 26. maj 2020 at der udarbejdes forslag til Kommuneplantillæg og en lokalplan baseret på de 8 punkter i ”Aftaleudkast, Kogtved”, som var bilag til dagsordenpunktet d. 26. maj 2020. Punkterne i ”Aftaleudkastet, Kogtved” erstatter derved de 8 punkter principper/pejlemærker, som var nævnt i dagsordenpunktet til mødet d. 26. maj 2020 .
  • Byrådet besluttede, at bebyggelsesprocenten fastlægges til 35 %.

Aftaleudkastet er i overensstemmelse med bygherres ønsker for området. 

Forslag til Kommuneplantillæg 2017.29.

Den tilhørende (nuværende) kommuneplanramme 02.01.C2.128 ”Blandet bolig- og erhvervsområdet – Kogtvedvænget”, gør det muligt at

  • Bygge i max. 2 etager.
  • Bebyggelseshøjden er max. 8,5 meter
  • Bebyggelsesprocenten er max. 30 %.

Følgende principper/pejlemærker fra ”Aftaleudkastet, Kogtved” er indarbejdet i Kommuneplantillægget ”2017.29 Boliger ved tidligere Kogtved Søfartsskole” og bliver til kommuneplanramme 02.01.B.046.

Området kan anvendes til boligområde med mulighed for:

  • Bygge etageboliger i max. 2½ etager,
  • Bebyggelseshøjden skal underlægge sig hovedbygningen.
  • Bebyggelsesprocenten er max. 35%.

 

De resterende principper/pejlemærker som er beskrevet i ”Aftalegrundlag for Kogtved” og vedtaget af Byrådet, indarbejdes og fastlægges via bestemmelser i lokalplan ”LP 660 Boliger ved Kogtved Søfartsskole”. Den vil ligeledes følge procedure for offentlig høring.

Følgende principper for planlægningen skal overholdes:

  • Indkørsel skal ske fra alléen. Der holdes størst mulig afstand til allétræerne.
  • Den nye bebyggelse må ikke placeres sydligere end 15 meter fra hovedbygningens facade.
  • Den nye bebyggelse skal underordne sig hovedbygningens volumen.
  • Højden på nyt byggeri må ikke overstige topkoten på hovedbygningen.
  • Bygningsdybden må ikke overstige 10,5 m.
  • Materialerne i ny bebyggelse skal primært være tegl på facader og tage.
  • Der skal etableres mindst 1,5 parkeringsplads pr. bolig.

 

Bestemmelser om materialevalg og øvrige bebyggelsesregulerende bestemmelser, præciseres i den videre lokalplanlægning.

 

Miljøvurdering

Kommuneplantillægget er screenet i henhold til Lov om miljøvurdering af planer og programmer.

Resultatet er, at der ikke skal udarbejdes en miljørapport, da miljøscreeningen viser, at der ikke forventes væsentlige indvirkninger på miljøet.

Afgørelsen er vedlagt som bilag 2 – ”Afgørelse om ikke at miljøvurdere forslag til Kommuneplantillæg 2017.29 – Boliger ved Kogtved”.

 

Det videre forløb

Såfremt Byrådet godkender kommuneplantillægget til høring, offentliggør administrationen forslag til kommuneplantillæg i 8 ugers høringsperiode, hvori der kan indsendes bemærkninger. Samtidig offentliggøres afgørelsen i forhold til miljøvurderingen med en klagefrist på 4 uger

Udarbejdelsen af et forslag til en lokalplan påbegyndes først efter høringen af kommuneplantillægget. Forslag til lokalplan 660 for Kogtved Søfartsskole, skal ligeledes godkendes politisk, inden det sendes i offentlig høring.

Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser

Udgifter i forbindelse med planlægningen og udfærdigelsen af forslag til kommuneplantillæg og lokalplan varetages af ekstern rådgiver for Svendborg Kommune og afholdes indenfor Plan og Udviklings eksisterende rammer.

Teknik- og Erhvervsudvalget godkendte den 6. februar 2020 brugen af ekstern rådgiver til bistand til kommunes planarbejde.

Omdannelse af Kogtved Søfartsskole er med til at understøtte byliv og bosætning i Svendborg, samtidig med at omdannelsen af Søfartsskolen er med til at aktivere de bevaringsværdige bygninger til nye bosætningsmål.

Lovgrundlag

Lov om planlægning

Lov om miljøvurdering af planer og programmer.

Bosætningsstrategi 2020 for Svendborg Kommune

Beslutning i Teknik- og Erhvervsudvalget den 18-06-2020

Indstillingen godkendt og fremsendes til Byrådets endelige vedtagelse.

Liste Ø kan ikke godkende indstillingen og afgiver følgende mindretalsudtalelse:

” Enhedslisten kunne ikke støtte indstillingen, da man politisk har givet efter for investorernes ønsker og indvilget både i en øget bebyggelsesprocent, samtidigt med at byggeriet får lov at rykke 11 meter tættere på kysten end der oprindeligt var indstillet fra udvalget”. 


Afbud fra Jens Erik Laulund Skotte (liste Ø), Stedfortræder Jesper Kiel (liste Ø).

 

Beslutning i Økonomiudvalget den 23-06-2020

Indstilles. Liste Ø var imod med henvisning til mindretalsudtalelsen fra Teknik- og Erhvervsudvalget.

Afbud fra Dorthe Ullemose (O).

Beslutning i Byrådet den 30-06-2020

Godkendt, idet der afholdes borgermøde om sagen.

Liste F og Ø var imod. Liste F og Ø var imod med henvisning til mindretalsudtalelsen fra Teknik- og Erhvervsudvalget.

 

Afbud fra René Haahr (V). Som suppleant deltog Helle Caspersen (V).