Punkt 8 Skiftekærmøllerne - VVM-tilladelse til vindmøller ved Ny Søby, Tåsinge

Beslutningstema

Beslutning om, at Svendborg Kommune meddeler VVM-tilladelse for vindmøller ved Ny Søby, Tåsinge (Skiftekærmøllerne).

Miljø- og Naturudvalget har kompetence til at beslutte, at der meddeles VVM-tilladelse til vindmøller ved Ny Søby, dog under forudsætning af, at Byrådet træffer beslutning om at vedtage kommuneplantillæg 2017.13 og lokalplan 637.

Indstilling

Direktionen indstiller til Miljø- og Naturudvalget, at:

  • VMM-tilladelse til etablering af to vindmøller ved Ny Søby meddeles under forudsætning af, at Kommuneplantillæg 2017.13 og lokalplan 637 vedtages endeligt i Byrådet (d. 30. juni 2020).
  • høringssvar besvares, som foreslået i den vedlagte hvidbog.

Sagsfremstilling

Baggrund

Vindmøllerne blev sat op i oktober 2017 i overensstemmelse med det daværende plangrundlag. Plangrundlaget blev i december samme år underkendt af Planklagenævnet på grund af manglende miljøvurdering. Miljø- og Fødevareklagenævnet traf samtidig afgørelse om, at projektet var omfattet af krav om miljøvurdering. Klagenævnene har vurderet, at der skal gennemføres en konsekvensvurdering af påvirkningen af NATURA 2000 området og særligt beskyttede arter i overensstemmelse med reglerne for beskyttelse af international natur (- habitatbekendtgørelsen). Når der er krav om en konsekvensvurdering er der samtidig krav om, at planer og projekt skal omfattes af en miljøvurdering.

Der er med udgangspunkt i en miljøvurdering af vindmøllerne ved Ny Søby på Tåsinge, Skiftekærmøllerne, udarbejdet en VVM-tilladelse - vedlagt som bilag 1.

For en oversigt over den samlede proces for vindmøllerne ved Skiftekær henvises til bilag 6 ”Samlet proces for Skiftekærmøllerne 2012 til 2020”.  

Den nuværende plan- og miljøvurderingsproces blev indledt i april 2018.

  • April 2018 – Første offentlige høring, inkl. borgermøde.
  • Juni 2018 – Opsamling på første høring. Teknik og Erhvervsudvalget beslutter at fortsætte plan- og miljøvurderingsprocessen, Miljø- og Naturudvalget orienteres.       
  • Marts 2020 – Byrådet godkender, at forslag til planer, miljøvurderinger, samt udkast til VVM-tilladelse sendes i offentlig høring – se bilag 5 ”byrådets beslutning af 31. marts 2020”
  • April/maj 2020 – Anden offentlige høring, inkl. digitalt infomationsmøde.

Følgende materiale har været fremlagt i offentlig høring i perioden d. 1. april 2020 til og med d. 27. maj 2020.  

  • Forslag til kommuneplantillæg 2017.13 
  • Forslag til lokalplan 637 
  • Miljøvurdering af planerne  
  • Miljøkonsekvensvurdering af vindmølleprojektet
  • Udkast til VVM-tilladelse

 

Høringssvar og hvidbog

Der er indkommet i alt tre høringssvar fra borgere på Tåsinge.

Der er ikke indkommet høringssvar fra andre myndigheder.

Høringssvarene omhandler følgende temaer:

  • Støj
  • Natura 2000 og særligt beskyttede arter
  • Alternative placeringer
  • Strandbeskyttelseslinjen
  • Fremadrettet kontrol med vindmøllerne
  • Vindmøllernes harmoniforhold
  • Værditabsordningen
  • Proces 

Høringssvarene gengives som resumé i bilag 2 - ”Hvidbog”. Her findes også et forslag til samlet svarnotat. De originale høringssvar er desuden vedlagt som bilag 3 - ”Samlede høringssvar”.

Ændringer på baggrund af høringssvar

De indkomne høringssvar giver ikke anledning til ændringer i miljøvurderinger, plangrundlaget eller VVM-tilladelsen.

Miljøvurdering af planer og projekt  

Planlægningen for vindmøller og det konkrete projekt er som nævnt tidligere omfattet af krav om miljøvurdering. Der er derfor udarbejdet to miljøvurderinger, og i overensstemmelse med miljøvurderingsloven er miljøvurderingen af planerne udarbejdet af Svendborg Kommune (Miljørapport) og miljøvurderingen af projektet af ansøger (Miljøkonsekvensrapport, bilag 4).

Miljøvurderingen af planerne indgår i plangrundlaget, som behandles af Teknik- og Erhvervsudvalget og Byrådet. Planer med tilhørende miljøvurdering fremgår af Teknik- og Erhvervsudvalgets dagsorden til mødet d.  18. juni 2020. Miljøvurderingen af planerne konkluderer, at kommuneplantillæg og lokalplan kan realiseres, uden at det vil medføre væsentlige påvirkninger af miljøet.

Miljøvurderingen af projektet konkluderer, at projektet kan realiseres uden at medføre væsentlige påvirkninger af miljøet. Miljøvurderingen er kvalitetssikret af administrationen, og danner grundlag for den vedlagte VVM-tilladelse til vindmøller.   

De overordnede emner, der er behandlet i miljøvurderingen af projektet er påvirkning af:

  • Befolkning i forhold til støj, skyggekast og visuel påvirkning
  • Natur og særligt beskyttede arter
  • Landskab
  • Klima

Forud for miljøvurderingen er der udarbejdet en konsekvensvurdering efter habitatreglerne for påvirkning af NATURA-2000 området ” Det Sydfynske Øhav” samt arter, der kræver særlig beskyttelse (bilag 4 arter). Det er konkluderet, at der ikke er nogen påvirkning af arter, der er udpeget for NATURA 2000 området, og heller ikke af Bilag 4-arter. Vurderingen indgår som grundlag for miljø-vurderingerne, og er vedhæftet som bilag til disse rapporter.

 

VVM-tilladelse

 

VVM-tilladelsen er udarbejdet med udgangspunkt i det ansøgte projekt, og miljøvurderingen af projektet.

Tilladelsen indeholder vilkår om egenkontrol (overvågning), hvilket betyder, at mølleejerne skal kunne fremlægge data, der sandsynliggør, at den godkendte drift overholdes. Derudover er møllerne omfattet af de generelle regler om tilsyn jf. vindmøllebekendtgørelsen. Egenkontrollen er en oversigt over vindmøllernes drift gennem året, mens et tilsyn vil være et øjebliks-billede af den aktuelle drift.

Desuden er der i VVM-tilladelsen fastsat vilkår om, at ved ophør af driften af møllerne skal alle bygningselementer fjernes.

Eventuelle ændringer af det ansøgte projekt, skal som udgangspunkt screenes for, om der skal gennemføres en ny miljøvurdering. Det gælder dog ikke, hvis miljøpåvirkningen er uændret i forhold til den netop gennemførte miljøvurdering.

 

Den videre proces

Byrådet forventes, at træffe beslutning om plangrundlaget for vindmøllerne ved Skiftekær d. 30. juni 2020.

Hvis der træffes politisk beslutning om at give mulighed for vindmøller ved Skiftekær, vil administrationen efterfølgende offentliggøre afgørelser og bilag inkl. klagevejledning.

Alle borgere, der har indsendt høringssvar, får efter politisk behandling tilsendt et link til hvidbogen, som svar på deres indsigelse.

Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser

De samlede udgifter til udarbejdelse af kommuneplantillæg 2017.13 samt lokalplan 657 med tilhørende miljøvurderinger og VVM-tilladelse for to vindmøller ved Skiftekær er finansieret indenfor administrationens budget.

Lovgrundlag

Lov om miljøvurdering af planer og programmer samt konkrete projekter (VVM)

Beslutning i Miljø- og Naturudvalget den 16-06-2020

Indstillingen godkendes.