Punkt 17 Tilsagn om understøttelse af projekt på Drejø i forbindelse med ansøgning som frilandsby og -øer

Beslutningstema

Svendborg kommune skal tage stilling til om man ønsker at understøtte Drejøs ansøgning i forhold til frilandsbyer og -øer

Indstilling

Direktionen anbefaler Økonomiudvalget:

  • At Svendborg kommune giver tilsagn til Drejø’s endelige interessetilkendegivelse i forhold til ansøgning i forbindelse forsøgsordning for frilandsbyer og -øer.

Sagsfremstilling

Aftalepartierne bag den politiske aftale ”Mere liv i bymidter og Landdistrikter” har aftalt at der skal igangsættes en afdækning af interessen for deltagelse i en forsøgsordning med frilandsbyer og -øer. Der træffes i 1 halvdel af 2023 beslutning om hvorvidt der skal igangsættes en forsøgsordning med frilandsbyer, herunder hvilke regler der med forsøgsordningen gives frihed fra.
Baggrunden er at nogle lovgivningsrammer hindrer lokal udvikling, hvorfor mange gode ideer til udvikling støder på grund. Det kan f.eks. være boligudvikling, erhvervsudvikling og arbejdsfaciliteter, omsorgsfunktioner, nødvendige services og infrastruktur.

 

Drejø har fremsendt en interessetilkendegivelse for forsøgsordningen. Begrundelsen er, at Gammel havn er lukningstruet på grund af tilsanding, som er vanskelig at håndtere for øen efter de nye regler. Dels af økonomiske grunde og på grund af myndighedsforhold.

Gl. havn har tidligere haft en tilladelse til flytning af det nedskredne sand tilbage til kanten af sejlrenden. På grund af ændret lovgivning skal sandet nu flyttes til anden placering eller nyttiggøres på land, da sandet er meget svagt forurenet. Sejlrenden skal renses ca. hver 5 til 6 år og den merudgift en flytning vil medføre, kan Gl. havn ikke finansiere og derved er havnen lukningstruet. Gl. havn kan godt finansiere den flytning til kanten som tidligere er sket. Svendborg Kommune har ikke medfinansieret vedligeholdelsen og er som sådan ikke en del af projektet.

Havnen har betydning for øen som en del af kulturarven, men tilfører også kapital til erhvervslivet (bl.a. købmandens overlevelse) på øen.

 

Drejø skal fremsende en endelig ansøgning om at blive fri-ø til Landdistrikternes Fællesråd, der administrerer forsøgsordningen. Det er et krav at kommunen forpligter sig til at understøtte landsbyen eller øen med indsatser, der kan styrke lokalsamfundet, som fx servicefunktioner, kulturliv og fritidsaktiviteter.
Endvidere er kommunen forpligtet til – såfremt der træffes politisk beslutning om en forsøgsordning at nedsætte et lokalråd eller samarbejde med eksisterende lokalråd og stille midler til den lokale udvikling til rådighed.

 

I forbindelse med arbejdet med at lave lokalråd i Svendborg Kommune, er det for småøernes vedkommende aftalt at Beboerforeningerne på de enkelte øer tilsammen varetager opgaven som lokalråd. Øerne har derudover direkte kontakt til kommunen via Ø-udvalget hvor der sidder en Ø-repræsentant for hver af øerne.

Der er fra Svendborg Kommunes side afsat et budget på 100.000 til alle tre småøer til udvikling på øerne.

Det vurderes med baggrund i de to allerede igangsatte tiltag, at betingelserne for at understøtte Drejøs ansøgning er på plads.

Sagen afgøres i

Økonomiudvalget.

Beslutning i Økonomiudvalget den 22-11-2022

Godkendt.