Punkt 12 Rammeaftale 2023-2024

Beslutningstema

Rammeaftale 2023-2024.

Indstilling

Direktionen indstiller,

  • At kommunerne godkender Rammeaftale 2023-2024.

Sagsfremstilling

Baggrund

Kommunerne bærer ansvaret for koordineringen af det specialiserede socialområde og specialundervisningsområdet. I forbindelse med dette arbejde udarbejdes en Rammeaftale, der skal godkendes af kommunalbestyrelserne og Regionsrådet. Rammeaftalen er kommunernes og regionens redskab til på tværs at styre den faglige udvikling, kapacitet og økonomi på det specialiserede social- og specialundervisningsområde.

Det overordnede fokus i Rammeaftalen 2023-2024 er at styrke samarbejdet på tværs af kommuner og region for at sikre en koordineret indsats overfor borgeren. Sigtet er. dels at indsatserne hænger sammen og understøtter hinanden, dels at øge kvaliteten i de indsatser vi arbejder med.

Rammeaftalen består af en udviklingsdel og en styringsdel. Rammeaftalen er en toårig aftale.

Den lovgivningsmæssige ramme er beskrevet i Bekendtgørelse af den 3. september 2020 om rammeaftaler m.v. på det sociale område og på det almene ældreboligområde.

 

Indholdet i Rammeaftale 2023-2024

Med afsæt i en politisk drøftelse hos relevante udvalg i de syddanske kommuner og Region Syddanmark videreføres indsatsområderne fra Rammeaftale 2021-2022 i Rammeaftale 2023-2024:

Tværsektoriel kobling til andre sektorområder

Der arbejdes fortsat på at sikre en bedre tværsektoriel kobling mellem socialområdet og andre sektorområder, herunder også en mere fælles tilgang mellem kommune og region.

Der skal være øget fokus på sundhed i de sociale tilbud, i den beskæftigelses- og uddannelsesmæssige indsats for borgere på socialområdet og indenfor rehabilitering.

Det videre arbejde i den tværgående indsat bygger på styrket samarbejde og dialog med afsæt i:

  • Fokus på det, der virker i det tværgående samarbejde
  • Klarhed om rammer og opgaver
  • Praksisnær videndeling

Styring og kapacitet

Der skal fortsat være et fokus på styring af udgifterne samt kapaciteten på det specialiserede socialområde. Med afsæt i resultaterne af det hidtidige arbejde med indsatsområdet vil det videre arbejde bygge på:

  • Systematisk udveksling af viden og erfaringer
  • Udvikling af gode løsninger for borgerne i balancen mellem faglighed og økonomiske vilkår
  • Tiltag som kommunerne på tværs kan få gavn af
  • Muligheder for fælles kompetenceudvikling af nøglepersoner der tager beslutninger i krydsfeltet mellem faglige og økonomiske perspektiver
  • Arbejdet med incitament strukturer og veje til forbedring af kvaliteten med et samtidigt fokus på omkostningerne.

Kvalitet i indsatserne

Gennem kvalitetsudvikling, metoder og dokumentation søges kvaliteten i indsatserne på det specialiserede socialområde og specialundervisningsområdet højnet.

På baggrund af det hidtidige arbejde bygger det videre arbejde med indsatsområdet på borgeroplevet kvalitet. Borgeren skal opleve, at

  • Leve et godt og meningsfuldt liv
  • Få den rette hjælp til at udnytte egne potentialer bedst muligt
  • Være tryg ved at føle, at kommunen står parat når nødvendigt
  • Blive inddraget med henblik på reel indflydelse.

 

Øvrige fokusområder i Rammeaftale 2023-2024

Regulering af kapacitet: Der er fokus på at sikre sammenhæng mellem udbud og efterspørgsel på det specialiserede område. Der opleves aktuelt et særligt behov for at følge udviklingen og efterspørgslen efter tilbud til borgere med spiseforstyrrelser, borgere med autisme samt kriminelle udviklingshæmmede.

Koordination på tværs af landet: Kommuner og regioner har på tværs af landet fokus på koordinering af de lands- og landsdelsdækkende tilbud samt de sikrede afdelinger.

Indgåelse af aftaler: I forhold til salg udenfor Syddanmark forpligter kommunerne og Region Syddanmark sig til, at indgå kontrakt med køber, der følger reglerne om køb og salg af ydelser efter Rammeaftalen for Syddanmark.

Mulighed for overtagelse af regionale tilbud: Kommunerne kan én gang i hver valgperiode overtage regionale tilbud, der er beliggende i kommunen.

Centrale udmeldinger fra Socialstyrelsen: Socialstyrelsen har kompetence til at lave centrale udmeldinger i forhold til målgrupper og særlige indsatser, hvor det vurderes, at der er behov for en øget national koordination på tværs af kommuner og regioner. I forbindelse med Rammeaftale 2021-2022 udsendte socialstyrelsen 3 centrale udmeldinger:

  • Udsatte gravide med et skadeligt rusmiddelbrug
  • Borgere med udviklingshæmning og dom med behov for anbringelse i sikret afdeling
  • Borgere med svære spiseforstyrrelser

På baggrund af kommunernes afrapportering er der fortsat dialog med Socialstyrelsen.

Nyt i styringsdelen af Rammeaftale 2023-2024.

Styringsdelen sætter rammerne for styring af økonomi- og kapacitetsudviklingen på de omfattede tilbud. Formålet med styringsdelen af Rammeaftalen er, at sikre klare spilleregler for samarbejdet mellem køber og sælger.

          Alle kommunale og regionale tilbud der sælger pladser til kommuner, er omfattet af aftalen

          Principperne i KL standardkontrakten for voksenområdet ligger til grund for aftaler om køb og salg af pladser

          Øget gennemsigtighed i takststrukturen. Der arbejdes fortsat med justering af takstmodellen så taksterne fremadrettet skal opdeles i en basis- og en ydelsestakst.

          Det præciseres, at ældre- og plejeboliger ikke er omfattet af Rammeaftalen

Proces

KKR Syddanmark godkendte den 7. september 2022 Rammeaftale 2023-2024 og sender den til endelig godkendelse hos de syddanske kommuner og Region Syddanmark.

Rammeaftalen skal være indgået senest den 1. december 2022. Kommunerne og Region Syddanmark bedes senest den 1. december 2022 melde tilbage til Fælleskommunalt Socialsekretariat og offentliggøre aftalen på egne hjemmesider.

Bilag til rammeaftalen findes via dette link: Rammeaftale 2023-2024 | Fælleskommunalt Socialsekretariat (socialsekretariatet.dk)

Lovgrundlag

Bekendtgørelse nr. 1298 af 03.09.20 om rammeaftaler m.v. på det sociale område og på det almene ældreboligområde.

Sagen afgøres i

Børne-, Unge- og Uddannelsesudvalget.

Beslutning i Børne- Unge- og Uddannelsesudvalget den 09-11-2022

Godkendt.