Punkt 16 Forslag til lokalplan 552 for boligområde ved Kastanievej, Thurø

Beslutningstema

Beslutning om offentliggørelse af forslag til lokalplan 552, tillæg 1 for boligområde ved Kastanievej, Thurø.

Indstilling

Direktionen indstiller til Plan- og Lokalsamfundsudvalgets godkendelse,

  • at forslag til lokalplan 552 - tillæg 1 sendes i offentlig høring i 3 uger,
  • at der ikke afholdes borgermødet i høringsperioden

Sagsfremstilling

Lokalplan 552 er vedtaget i 2012, og lokalplanen giver mulighed for, at området kan omdannes fra en campingplads til et boligområde. Boligudbygningen muliggjort i lokalplan 552 er aldrig realiseret, og grundejeren har derfor fremsendt et ønske om at foretage mindre ændringer i lokalplan 552.

 

Lokalplanområdet er beliggende på Thurøs sydligste kyst, og det har et areal på ca. 18.000 m2. Mod vest og øst grænser området op til eksisterende boligområder, bebyggelse langs Kildevej og Tjørnevej.

Et billede, der indeholder kort

Automatisk genereret beskrivelse

Den røde stiplet linje viser lokalplanområdet

 

Lokalplan 552 – tillæg 1

Lokalplan 552 – tillæg 1 giver mulighed for at fastholde områdets eksisterende vejforløb og tilpasse områdets fremtidige disponering og udstykning som følge heraf. Etageantallet reduceres fra maksimalt 2 etager til maksimalt én etage med udnyttelig tagetage. Der foretages desuden en række mindre konsekvensrettelser af administrativ karakter med henblik på at lette den efterfølgende administration af plangrundlaget.

 

Ændringerne er af mindre betydning, da de alene har til formål at fastholde områdets eksisterende vejforløb og tilpasse områdets fremtidige disponering og udstykning af grunde som følge heraf. Sammenlignet med en realisering af den gældende lokalplan 552 vurderes en realisering af ændringerne i medfør af tillæg 1 at have mindre indvirkning på områdets bestående miljø, idet omfang af boliggrunde og bebyggelse reduceres.

 

I forbindelse med udarbejdelse af lokalplan 552 - tillæg 1 er der gennemført en miljøscreening, som konkluderer, at planen ikke har en sandsynlig væsentlig indvirkning på miljøet.

 

Høring og borgermøde

Jævnfør planloven skal forslaget minimum være i offentlig høring i 2 uger. Den offentlig høring falder delvist i sommerferien, hvorfor administrationen anbefaler, at høringen forlænges til 3 uger. Administrationen anbefaler, at der ikke afholdes et borgermøde, da lokalplan 552 – tillæg 1 kun indeholder mindre ændringer i forhold til det eksisterende plangrundlag.

Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser

Forslag til lokalplanen er udarbejdet af en ekstern rådgiver, som er betalt af grundejeren.

 

Byrådet har d. 29. juni 2021 godkendt bygherre/grundejer betaling for udarbejdelse af lokalplansforslag.

 

Da brugen af ekstern rådgiver dækkes af bygherre/grundejer, vil forslaget ikke have indflydelse på Svendborg Kommunes serviceramme.

CO2-Konsekvensvurdering

Lokalplan 552 – tillæg 1 vil give mulighed for færre boliger end lokalplan 552, hvilket betyder, at realiseringen af lokalplanens indhold, vil have et mindre CO2 påvirkning end lokalplan 552. Det vurderes ikke, at den efterfølgende drift vil få væsentlige konsekvenser.

Lovgrundlag

Lov om planlægning.

Lov om miljøvurdering.

Sagen afgøres i

Plan- og Lokalsamfundsudvalget.

Beslutning i Plan- og Lokalsamfundsudvalget den 14-06-2022

Indstillingen blev godkendt.