Punkt 15 Tvedvej 2 - Offentliggørelse af nyt forslag til lokalplan 656

Beslutningstema

Offentliggørelse af nyt forslag til lokalplan 656 – Etageboliger ved Tvedvej i Svendborg. Planforslaget kræver fornyet høring grundet tilføjelse af nye bestemmelser som skal imødekomme behov for større terrænregulering af området.

Indstilling

Direktionen indstiller til Plan og Lokalsamfundsudvalget,

 

  • At nyt forslag til lokalplan 656 offentliggøres i mindst 4 uger.
  • At tidligere afsendere af høringssvar orienteres om det nye forslag, samt tidligere høringssvar besvares som det fremgår af hvidbogen.
  • At der ikke afholdes borgermøde i forbindelse med den offentlige høring.

Sagsfremstilling

Baggrund

Ejer af Tvedvej 2 har anmodet Svendborg Kommune om et nyt plangrundlag for den tidligere amtmandsvilla og den omkringliggende park.
 

Det nye plangrundlag skal give mulighed for, at villaen kan indrettes med lejligheder, og at der kan opføres nye etageboliger i parken.

 

Kort over planområdet er vedlagt som bilag 1 (Bilag 1. Kort over planområdet Tvedvej)

 

Processen frem til nu

  • Teknik- og Erhvervsudvalget igangsatte forudgående høring d. 9. maj 2019, som blev gennemført i perioden 29. maj til 10. juli 2019, inklusiv borgermøde.
  • På baggrund af den forudgående høring besluttede Teknik- og Erhvervsudvalget d. 7. november 2019, at igangsætte udarbejdelse af planforslag, dog med en reduktion af bebyggelsesprocenten fra ca. 60 til ca. 50 %.
  • Teknik- og Erhvervsudvalget besluttede d. 6. februar 2020, at prioritere planlægningen for Tvedvej 2 med et tillæg til den nuværende kommuneplan 2017-2029 og en ny lokalplan.
  • Byrådet igangsatte offentlig høring af forslag til kommuneplantillæg 2017.25 og af lokalplanforslag 656 d. 30. juni 2020.
  • Byrådet vedtog kommuneplantillæg 2017.25 endeligt d. 27. oktober 2020 og besluttede samtidig at der skulle ske en videre bearbejdning af lokalplanforslaget med hensyntagen til de opmærksomhedspunkter, som er rejst i den offentlige høring, herunder forhold omkring indbliksgener og bevaring af amtmandsvillaen.

 

Større terrænregulering

I forbindelse med den videre bearbejdning af lokalplanforslaget har bygherre samtidig lavet en mere grundig detailprojektering af det kommende byggeprojekt. I den forbindelse er det blevet tydeligt, at der er behov for større terrænarbejder på grunden for bl.a. at kunne imødekomme krav til tilgængelighed.

 

Det tidligere lokalplanforslag indeholdt ingen bestemmelser om terrænregulering, hvilket i praksis ville betyde at der kan terrænreguleres frit. Fri terrænregulering kan for større projekter medføre risiko for gener for omkringboende.

 

Det nye lokalplanforslag indeholder derfor bestemmelser som nærmere regulerer omfanget af tilladte terrænarbejder under hensyn til omkringboende. Der gives med forslaget mulighed for terrænregulering på +/- 1,0 m indenfor planområdet. Derudover er der givet mulighed for terrænregulering på +/- 1,5 m for et mindre område mod politiets arealer samt påfyldning af 2,8 m jord på en del af parkeringsarealet. Det vurderes at de nye bestemmelser er så væsentlig en tilføjelse, at lokalplanforslaget formelt skal betragtes som et nyt planforslag og derfor skal i fornyet høring.

 

Det nye lokalplanforslag 656 er vedlagt som bilag 2 (Bilag 2. Nyt lokalplanforslag 656).

 

Tidligere høring

Et tidligere forslag til lokalplan 656 har været i offentlig høring i perioden fra d. 7. juli til og med d. 6. september 2020.

 

Der blev her modtaget i alt 11 høringssvar fra Bygningsstyrelsen/Fyns Politi, Svendborg Museum, Arkitekturrådet, Danmarks Naturfredningsforening Svendborg, Socialafdelingen (Svendborg Kommune) og omkringboende naboer.

 

Høringssvarene omhandlede bevaring af amtmandsvillaen, etagebyggeriets omfang, indbliksgener fra etagebyggeriet til naboer og mod politiet samt indbliksgener fra amtmandsvilla mod politiets, vejføring nær politiets arealer, forhold omkring ind- og udkørsel, placering af sekundær bebyggelse, trafikale forhold, støj, biodiversitet, beplantning i skel, offentlig adgang til parken og ønsker om at man ikke vedtager ny lokalplan for området.

 

Et resume af høringssvarene med bemærkninger og forslag til besvarelse fremgår af bilag 3 (Bilag 3. Hvidbog Tvedvej) og de fulde høringssvar er vedlagt som bilag 4 (Bilag 4. Samlede høringssvar Tvedvej).

 

Bevaring af amtmandsvilla

Både arkitekturrådet og Svendborg museum har ved deres høringssvar gjort særligt opmærksom på amtmandsvillaens historik og betydning for Svendborg by og kommer i forlængelse heraf med en rækker indsigelser til lokalplanens bestemmelser for bevaring af amtmandsvillaen.

 

Byrådet besluttede derfor d. 27. oktober 2020, at der skulle ske en videre bearbejdning med hensyntagen til bevaring af amtmandsvillaen.

 

Der har efterfølgende været afholdt en række møder mellem administrationen og bygherre med henblik på at finde konstruktive løsninger i en fælles dialog.

 

Bygherre har d. 30. november 2021 fremsendt et ændret løsningsforslag, se bilag 5 (Bilag 5. Reviderede tegninger amtmandsvilla). Det ændrede forslag bevarer den karakteristiske attika-etage og facaden mod vandet, mens der i stedet indarbejdet en nordligt beliggende tagterrasse, mindre altaner på de øvrige facader og symmetriske placeret tagvinduer.

 

Det ændrede løsningsforslag har været forelagt Arkitekturrådet d. 1. december 2021. Arkitekturrådet fandt at projektet var en forbedring ift. det tidligere forslag, hvor der var enkelte bemærkninger til antallet af tagvinduer, brugen af altaner samt udformningen af parterre/terrasse. Referat med Arkitekturrådets bemærkninger er vedlagt som bilag 6 (Bilag 6. Referat arkitekturrådsmøde 01.12.2021).

 

Administrationen anbefaler at man imødekommer det ændret løsningsforslag for ombygning og bevaring af amtmandsvillaen, dog med undtagelse af brugen af dobbelt tagvinduer som vurderes af være unødvendig og skæmmende i forhold til ejendommens bevaringsværdi.

 

Det nye lokalplanforslag er tilrettet, så amtmandsvillaen bevares som beskrevet og med henblik på at muliggøre det ændrede løsningsforslag.

 

Indbliksgener og hensyntagen til politiet

Omkringboende naboer mod vest, Fyns Politi og Bygningsstyrelsen har gjort indsigelser mod indbliksgener. For at imødekomme indsigelserne er byggefelterne for etageboligerne flyttet i det nye lokalplanforslag, således at indbliksgener mindskes. Byggefelternes nye placering sammenholdt med tidligere fremgår af bilag 7 (Bilag 7. Ændringer til byggefelter).

 

Det nye lokalplanforslag imødekommer også ønske fra Fyns Politi og Bygningsstyrelsen om en byggelinje for sekundær bebyggelse, samt en ændring til det interne vejsystem så det ikke er gennemgående for kørende trafik, dog undtaget udlæg af en brandvej.

 

Derudover er der fundet løsning på disponering af adgangsvej ind til planområdet fra lyskrydset ved Tvedvej, hvor Fyns Politi ser positivt på dette i forhold til udrykningskørsel. Dette ligger udenfor lokalplanområdet.

 

Indsigelser omkring indblik fra amtmandsvilla og løsning håndteres ikke i lokalplanen og skal sikres mellem bygherre og politiet via en privatretlig løsning. Det bemærkes, at det af hensyn til politiets virke vil være nødvendigt at foretage tiltag som fx opsætning af sikringsmur og sikring mod indbliksgener.

 

I det ændrede projektforslag for amtmandsvillaen er tilført 3 mindre cafe-altaner mod politiets bygninger. Bygningsstyrelsen har gjort indsigelse imod disse med deres høringssvar af 7. februar 2022 vedlagt som bilag 8 (Bilag 8. Høringssvar Bygningsstyrelsen 07.02.2022). Lokalplanforslaget imødekommer ikke indsigelsen.

 

Øvrige indsigelser er ikke imødekommet i det nye lokalplanforslag. For nærmere uddybning henvises til bilag 3 (Bilag 3. Hvidbog Tvedvej).

 

Øvrige ændringer

Der er foretaget en række mindre ændringer og præciseringer i den nye lokalplan på baggrund af de øvrige høringssvar og vedtagelsen af kommuneplan 2021-2033.

 

Miljøvurdering

Planerne er screenet i henhold til Lov om miljøvurdering af planer og programmer.

Resultatet er, at der ikke skal udarbejdes en miljørapport, da miljøscreeningen viser, at der ikke forventes væsentlig indvirkning på miljøet. Afgørelsen er vedlagt som bilag 9 (Bilag 9. Miljøscreeningsafgørelse 2022).

 

Det videre forløb

Efter Plan- og Lokalsamfundsudvalgets behandling af lokalplansforslaget og miljøvurdering af plangrundlaget, offentliggøres materialet i mindst 4 uger. Høringsfristen vil blive forlænget under hensyn til sommerferien. Efter høringen vil der ske en behandling af indkomne høringssvar, hvorefter sagen vil blive fremlagt til politisk behandling.

 

Der foreslås ikke afholdelse af borgermøde i høringsperioden, da det nye lokalplanforslag ikke er ændret væsentligt i forhold til det tidligere offentliggjorte forslag.

Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser

Udgifterne i forbindelse med udarbejdelse af lokalplan 656 er finansieret indenfor Plan og Udviklings eksisterende rammer.

 

Udgift til ændringer til vejadgang/lyskryds afholdes af bygherre.

 

Udgifter til sikring af politiets arealer som fx sikringsmur og sikring mod indblik afholdes af bygherre eller Fyns Politi. Det er et privatretligt forhold, hvem som skal afholde udgiften som er Svendborg Kommune uvedkommende.

CO2-Konsekvensvurdering

Området er forsynet med fjernvarme, med tilslutningspligt. Hvis bygningsmassen øges, vil det på nuværende tidspunkt påvirke det pågældende områdes CO2-udledning negativt, da fjernvarmen endnu ikke er CO2-neutral. Det antages, at fjernvarmen vil være CO2-neutral inden 2030, hvilket gør, at langsigtede konsekvenserne for CO2-udledningen vurderes ikke væsentlige.
 

I forhold til elforbruget vurderes CO2-udledningen for ikke væsentlig, under forudsætning af elproduktionen senest i 2030 vil være omstillet til vedvarende energi, og dermed være CO2-neutral.

Lovgrundlag

Planloven

Lov om miljøvurdering af planer og programmer.

 

Bosætningsstrategien 2020

Sagen afgøres i

Plan- og Lokalsamfundsudvalget

Beslutning i Plan- og Lokalsamfundsudvalget den 14-06-2022

Indstillingen blev godkendt.