Punkt 12 Orientering vedr. SSP-samarbejdet 2022

Beslutningstema

Status på SSP-samarbejdet og beskrivelse af projekt Ungedialog – den mobile gadecafe.

Indstilling

Direktionen indstiller,

  • At orienteringen tages til efterretning.

Sagsfremstilling

Organisering

SSP-samarbejdet organiserer kommunens kriminalitetsforebyggende indsats over for børn og unge, og består af et lokalt samarbejde mellem skole, socialområde og Politi. I Svendborg Kommune er SSP-teamet organiseret i teamet ’Forebyggelse, tryghed og trivsel’, som er forankret i Familieafdelingen Ungekontakten og er dermed en del af kommunens sammenhængende kommunale ungeindsats. SSP-teamet består af tre SSP-konsulenter.

 

Formål og mål

Formålet med SSP-samarbejdet er at udføre kriminalpræventivt arbejde i bredeste forstand. For at understøtte formålet, arbejder SSP kriminalitetsforebyggende primært inden for fire hovedtemaer

-          rusmidler

-          digitale kompetencer

-          forebyggelse af kriminalitet og utryghed i det offentlige rum

-          tidlig opsporing af radikalisering og ekstremisme

I vedlagte notat ’Mål for SSP-samarbejdet. Strategi, mål og værdier 2022’ ses en uddybning af mål, metoder og værdier.

 

Status på SSP-indsatsen

SSP-teamet har de sidste par år haft fokus på styrket systematik i arbejdet, og med opnormeringen til tre fuldtids SSP-konsulenter (fra den 1. marts 2021) er der kommet endnu bedre muligheder for en styrket, helhedsorienteret og sammenhængende indsats. Dette betyder bl.a. følgende:

-          Fast struktur omkring det opsøgende arbejde, hvor SSP-konsulenterne som oftest går to og to sammen

-          Fast tilstedeværelse af en SSP-konsulent en gang ugentligt i Værestedet i Skovparken

-          Afholdelse af ugentlige individmøder med deltagelse fra politiet og Modtagelsen i Familieafdelingen efter en fast skabelon

-          Faste tilbud om undervisningsforløb til skolerne

  • Færdige undervisningsforløb om digitale kompetencer til indskoling, mellemtrinnet og udskolingen samt til forældre
  • Temadag om forebyggelse af rygning i 7. klasse

-          Tilbud om oplæg til alle skoler, såfremt de måtte ønske det, om fx alkoholforebyggelse, rusmiddelforebyggelse og digitale kompetencer. Tilbuddet gælder både undervisning af elever og deltagelse i forældremøder

-          Udsendelse af nyhedsbreve 3-5 gange om året til forældre til elever i 7.-10. årgang

-          Fast tilstedeværelse fx hver anden uge på folkeskoler med udskoling, som ønsker det

-          Løbende kontakt med de butiksdrivende i Svendborg ift. konsekvenser af unges butikstyveri

-          Flere individuelle samtaler i hjemmet med unge, der har optrådt på individlisten – og mulighed for flere samtaler

-          Tæt samarbejde med ungdomsskolen og løbende tilstedeværelse i Ungdomsklubben

-          Indtastning i fælles registreringssystem ift. henvendelser og samtaler med unge og forældre

 

Erfaringer fra Corona-perioden

De sidste to år har været præget af Corona-restriktioner. Dette har betydet, at samarbejdet med skolerne har været begrænset, og at det opsøgende arbejde i stedet er blevet opprioriteret.

Der har været gode erfaringer med det opsøgende arbejde. SSP-konsulenterne bliver ofte kontaktet af forældre, kommunale medarbejdere, borgere mfl. som spørger, om SSP kan løse et problem, som høj musik, knallertkørere på stier, forsamlinger af unge på uhensigtsmæssige områder mv..

 

Ofte handler problematikkerne overordnet om oplevelsen af utryghed. SSP-konsulenterne bruger således meget tid på kontakt og besøg de pågældende steder, hvor det primære værktøj er dialog. Først og fremmest dialog med de unge, de møder omkring god adfærd i det offentlige rum, hensyn og positive fællesskaber. Dernæst dialog med forældre og andre borgere om deres rolle i relation til de unge, dels som tryghedsskabende aktører, dels ift. indretning af offentlige arealer.

 

Samarbejdet med forældrene spiller en meget stor rolle i det tryghedsskabende arbejde, og SSP har derfor haft succes med etablering af lokale relationsgrupper i bl.a. Lundeborg og Tved. En relationsgruppe er en gruppe af forældre, der ønsker at skabe tryghed i deres lokalområde, og det er et koncept, der løbende arbejdes med.

 

I det vedlagte notat ’Opsøgende arbejde i Svendborg Kommune’ er en uddybning af det faglige fundament for SSPs opsøgende indsats.

 

Projekt Ungedialog – Den mobile gadecafé

baggrund af erfaringerne med det opsøgende arbejde og med afsæt i en tidligere udarbejdet ansøgning til Trygfonden, har vi i SSP besluttet at igangsætte et projekt, der hedder Ungedialog – Den mobile gadecafé.

 

Projektets formål er at

-          Etablere et dialogisk eksperimentarium på hjul med mulighed for afprøvning af nye former for af dialoger med de unge

-          Iværksætte aktiviteter og tilbud som de unge selv peger på

SSP har i januar 2022 leaset en el-minibus, som danner udgangspunkt for projektet. I vedlagte notat ’Projekt Ungedialog – Den mobile gadecafé’ ses en uddybende beskrivelse af projektet.

CO2-Konsekvensvurdering

Ingen

Sagen afgøres i

Børne-, Unge- og Uddannelsesudvalget

Beslutning i Børne- Unge- og Uddannelsesudvalget den 15-06-2022

Taget til efterretning.

 

Rasmus Feldingbjerg Drabe (F) var fraværende.