Punkt 12 Evalueringen af det specialiserede socialområde

Beslutningstema

Senior-, Social- og Sundhedsudvalget orienteres om evalueringen af det specialiserede socialområde.

Indstilling

Direktionen indstiller,

  • at Senior-, Social- og Sundhedsudvalget tager orientering om ”Afrapportering af evalueringen af det specialiserede socialområde”, Regeringens udspil ”Et liv med ligeværdige muligheder” og nedsættelse af ekspertudvalg til efterretning

Sagsfremstilling

Med aftalen om finansloven for 2020 aftalte regeringen sammen med Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten og Alternativet at iværksætte en evaluering af det specialiserede socialområde, hvor den nuværende planlægning og organisering af området skulle evalueres med henblik på at styrke indsatsen, den nationale vidensdeling og sikre den mest hensigtsmæssige opgavefordeling mellem kommuner og regioner.

 

Evalueringens baggrund har blandt andet været, at bruger- og interesseorganisationer på området har givet udtryk for, at der siden kommunalreformen i 2007 er sket en afspecialisering af socialområdet, at faglig viden er gået tabt og at højt specialiserede tilbud er forsvundet. Med kommunalreformen overtog kommunerne det samlede myndigheds-, forsynings- og finansieringsansvar for området.

 

Med kommunalreformen blev der iværksat en række initiativer med henblik på at sikre opretholdelsen af specialiseret viden og tilbud, herunder rammeaftaler mellem kommuner og regioner samt specialrådgivningsfunktionen VISO. Efter 2013 blev det suppleret med den nationale koordinationsstruktur (NATKO) for at sikre det fornødne udbud af højt specialiserede indsatser og tilbud til borgere på det mest specialiserede social- og specialundervisningsområde.

 

Evalueringen er nu gennemført og blev offentliggjort den 19. maj og kan tilgås på ministeriets hjemmeside: https://sm.dk/publikationer/2022/maj/afrapportering-af-evalueringen-af-det-specialiserede-socialomraade. Evalueringen har et omfang 1762 sider.

 

Evalueringen er gennemført i tre parallelle spor:

  • Afdækning af det specialiserede socialmårde
  • Model for beskrivelse af specialiseringsniveau med henblik på specialeplanlægning
  • Initiativer, som understøtter specialisering og kvalitet

 

På udvalgets møde orienteres om de tre spors hovedkonklusioner.

 

Sammen med offentliggørelsen af evalueringen har Regeringen offentliggjort udspillet ”Et liv med ligeværdige muligheder”, der er en plan for en specialeplanlægning, der trinvist rulles ud frem til 2030. Målet er, at børn, unge og voksne med handicap, psykiske lidelser eller sociale problemer oplever, at der er et fagligt kompetent grundlag for den hjælp, de tilbydes.

 

På udvalgets møde orienteres om udspillet.

 

Kort før offentliggørelsen, den 9. maj, nedsatte regeringen et nyt ekspertudvalg, der skal give anbefalinger til at sikre en bæredygtig faglig og økonomisk udvikling på socialområdet. Udvalget er nedsat af regeringen og KL og består af repræsentanter fra bl.a. forskningsinstitutioner, organisationer og myndigheder. Ekspertudvalget er nedsat efter ”Aftale om kommunernes økonomi for 2022.

 

På udvalgets møde orienteres om ekspertudvalget.

Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser

Ingen.

CO2-Konsekvensvurdering

Ikke relevant.

Lovgrundlag

Lov om social service.

Sagen afgøres i

Senior-, Social- og Sundhedsudvalget.

Beslutning i Senior- Social- og Sundhedsudvalget den 14-06-2022

Taget til efterretning.

 

Mikael Hansen (A) deltog ikke under behandlingen af punktet.